Hanne Jenssen

Lærerdatteren Hanne Jenssen blev født i 1874 i det sønderjyske Bådsbøl-Ballum, der dengang var under tysk styre, i et harmonisk og stærkt dansksindet hjem. Hendes fader havde adskillige præster og lærere blandt sine forfædre, mens moderen kom fra en vestslesvigsk storbondeslægt. Der blev født otte børn i ægteskabet, men de fire døde af en af datidens store plager, difteritis, som man ikke kendte virksomme midler imod. Som så mange andre unge sønderjyder emigrerede to brødre for at undgå den tyske værnepligt, og tilbage i hjemmet blev de to døtre Hansigne Lorenzen og den fire år yngre Hanne Jenssen. De velbegavede kvinder blev kendte navne, Hanne Jenssen for sin nationale og sociale indsats, søsteren for sit arbejde med de gamle Tønderkniplinger og for sin digtning.

Hanne Jenssen kom på dansk højskole, først Høng Højskole ved Slagelse og derefter på den vestjyske Hoven Kvindehøjskole, hvor hun blev stærkt påvirket af Christen Kolds skoletanker. I Hoven blev hun uddannet til vinterlærerinde, en stillingstype, der var opstået som følge af den særlige vestjyske skoleordning. Som vinterlærerinde underviste man alene i vinterhalvåret og havde begrænset undervisningskompetence. Efter en vinter som privatlærerinde i Horne ved Varde vendte Hanne Jenssen hjem til Bådsbøl-Ballum, hvor hun dels hjalp sin svagelige moder med husførelsen, dels praktiserede sin nyerhvervede viden med stor energi. Hun fik samlet sognets unge piger til gymnastik, og det var noget ganske nyt for de fleste. I undervisningen indgik skjolddans, og pigerne lavede selv skjolde og sværd af malet blik og træ. Hanne Jenssen spillede på sin violin til de dansendes taktfaste tramp, og opvisningerne blev en stor succes.

Hanne Jenssen var med i hele det danske ungdomsarbejde, som voksede frem omkring århundredskiftet. Man dansede folkedans, opstillede tableauer, gerne med et nationalt eller historisk motiv, og spillede dilettantkomedier, det sidste, fordi de tyske myndigheder havde udvist de professionelle danske skuespillere. Der var ofte bud efter Hanne Jenssen, som kunne hjælpe med gode idéer, og som altid havde violinen med. Det var en folkelig, national indsats, som kom til at strække sig ud over sognegrænsen, og hun havde både held og humør til at gennemføre arbejdet. Hun var den første i sognet, der “red på cykel”, og hun havde også en let hestevogn, så hun havde ikke svært ved at komme rundt. Jævnsides med det efterhånden omfattende ungdomsarbejde interesserede Hanne Jenssen sig for afholdssagen, og hun var medstifter af Nordslesvigs Afholdsforening. 1911-20 var hun sekretær i hovedbestyrelsen. Da hendes moder døde 1898, fortsatte hun med at styre huset for faderen til hans død 1907, kun afbrudt af et Københavns-ophold 1901, hvor hun fik en søn, der blev bortadopteret. Efter faderens død flyttede hun til Haderslev, hvor hun sammen med ungdomsveninden Cecilie Lund skabte et hjem for sin søstersøn Hans Lorenzen, der gik på latinskolen. Frk. Lund, som hun altid blev kaldt, var datter af en velhavende gårdejer og kreaturhandler. Efter sin faders død var hun blevet velhavende og byggede Villa Vesta i Haderslev. Hun passede husførelsen, mens Hanne Jenssen varetog sine interesser. “Jeg vil hellere holde en tale end lave mad!” som hun sagde. De påtog sig aldrig lønnet arbejde, men levede af de arvede midler, som også rakte til megen privat godgørenhed.

Hanne Jenssens navn er først og fremmest knyttet til det omfattende foreningsarbejde, hun udførte. Under fremmedherredømmet gav det specielle vanskeligheder, fordi myndighederne chikanerede det danske kulturarbejde. Fx måtte kvinder, elever og lærlinge hverken være medlemmer af politiske foreninger eller overvære deres møder. Foreningsloven i 1908 ophævede dog denne særstilling for kvinderne, mens den blev opretholdt for personer under 18 år. Haderslev Ungdomsforening, som Hanne Jenssen stiftede allerede 1908, fik derfor det uskyldige formål “at fremme Selskabeligheden”, skønt den reelt havde nationalpolitisk sigte. Hun blev formand og bestred hvervet til 1925, hvor hun blev æresmedlem. 1907 var hun med i et omfattende forarbejde for Den Nordslesvigske Kvindeforening. Året regnes for stiftelsesåret, men først 1910 fandt den officielle grundlæggelse sted. I 1912 blev Hanne Jenssen sekretær, og fire år efter kom hun ind i bestyrelsen og blev en meget aktiv næstformand. Efter Genforeningen i 1920 fortsatte hun ihærdigt sit nationalpolitiske arbejde, nu ofte med særligt sigte på det danske mindretal syd for den nye grænse. I 1922 var hun med til at stifte Den Sydslesvigske Kvindeforening, og i 1937 blev hun æresmedlem samme sted. Foreningen havde hjemsted i Sydslesvig og ydede forskellige former for social hjælp. Dansk Forsvarsforbund, en upolitisk sammenslutning, der krævede Danmarks forsvar styrket, særlig ved landegrænsen, var hun formand for 1925-36 og herefter næstformand. Desuden sad hun i Grænseforeningens hovedbestyrelse 1933-34, var medlem af Den Sønderjydske Fonds Amtskomité og af bestyrelserne i Louiseforeningen, Flensborg-Samfundet, Foreningen Dannebrog, og Flensborg Børns Ferierejser. Lokalt havde hun bl.a. ledende poster i Dansk Kvindesamfund og Danmarks Naturfredningsforening.

Hanne Jenssen var medudgiver af trebindsværket Sønderjydske Kvinder under Fremmedherredømmet, 1930-44, og de første årgange af Slesvigske Kvinders Julebog, der udkom fra 1936. Hun skrev selv adskillige bidrag til disse udgivelser. Desuden forfattede hun kapitlet om Slesvigske Kvinder i antologien Kvinden i Danmark, 1942, skrev avisartikler og var en efterspurgt foredragsholder. Politisk var hun konservativ. Hun var medlem af den lokale vælgerforenings bestyrelse 1920-29, lod sig overtale til at opstille som folketingskandidat i Åbenråkredsen til valget 1920, og hun var medstifter af Konservative Kvinders Læsekreds i 1937. Men hun var ikke mere partibundet, end at hun i et brev, skrevet en måned før hun døde, erklærede: “Det sydslesvigske Spørgsmaal er stadig brændende. Denne gang vælger jeg den Mand, der vil gøre Sydslesvig frit, ligemeget hvilket Parti han tilhører. Sydslesvig er for mig et saa livsvigtigt Spørgsmaal, at jeg siger skidt med Partiet.” For sit uselviske virke gennem et langt liv modtog Hanne Jenssen i 1935 Den Kgl. Belønningsmedaille i guld. Efter hendes død blev der stiftet en Hanne Jenssen Komité i Haderslev, der fortsatte hendes arbejde med at skaffe midler til det danske mindretal i Sydslesvig.