Hansigne Lorenzen

Hansigne Lorenzen tilhørte på fædrene side en slægt af lærere og præster, mens moderen kom fra en sønderjysk bondeslægt. Hendes barndomshjem i landsbyen Bådsbøl, der siden krigen i 1864 havde været under tysk styre, var præget af en levende danskhed. Da hun var 14 år gammel, ramtes hendes familie af en stor tragedie, idet fire af hendes syv søskende i løbet af kort tid døde af difteritis. To ældre brødre udvandrede for at undgå den tyske værnepligt, og tilbage i lærerfamilien var nu kun Hansigne Lorenzen og hendes lillesøster Hanne Jenssen. Fra 1888 måtte der undtagen i religionstimerne kun undervises på tysk i skolerne, og mange danskuddannede og dansksindede lærere mistede deres arbejde, bl.a. fik Hansigne Lorenzens fader i 1890 påbud om at søge sin afsked. Samme år giftede Hansigne Lorenzen sig med Hans L., der siden 1884 havde været andenlærer på faderens skole, og nu efterfulgte ham som førstelærer. Fra 1891 til 1903 fødte hun fem børn.

Årene var fyldt med opgaver i familien og det nære samfund, men to år efter det sidste barns fødsel udgav Hansigne Lorenzen i 1905 sin første bog, den nationalbevidste fortælling Der kæmper et Folk. Af hensyn til ægtefællens stilling ved det preussiske skolevæsen blev den udgivet under pseudonymet Sven Tange. Debuten efterfulgtes i 1907 af Der stander en Strid, der ligesom forgængeren var et forsvar for danskheden i Sønderjylland i fiktionsform. Forfatteren oplevede dansk folkelighed og kultur som stærkt truet; ikke blot fra officiel preussisk side, men også fordi hun fandt, at mange dansksindede i tiltagende grad lod hånt om den nationale arv og almindelig sæd og skik. De to første bøger hørte sammen, og også den tredje bog Saa lægges den Sæd -, 1911, delte tema med dem. To år efter udkom fortællingen Thøge, der regnes for hendes litterært set bedste værk. I 1909 var Hans L. på grund af sit arbejde for den danske afholdsbevægelse blevet beordret til at lade sig forflytte længere sydpå til Ditmarsken. Han valgte i stedet at søge sin afsked som lærer og købte den gård i Hansigne Lorenzens fødesogn, som hans svigerfader havde erhvervet efter sin afsked. Efter 1909 behøvede Hansigne Lorenzen derfor ikke at udgive sine bøger under pseudonym af hensyn til ægtefællen, men fortsatte dog hermed indtil 1919, da der var taget beslutning om den folkeafstemning, der året efter førte til Genforeningen med Danmark. Da Første Verdenskrig brød ud i 1914, var de tyske myndigheder bange for, at de mest ivrige dansksindede i landsdelen ville foranstalte agitation og uro. I lighed med mange andre forkæmpere for danskheden blev Hansigne Lorenzen og hendes mand straks arresteret og interneret, dog kun for en kortere periode. Efter krigen udkom hendes første værk under eget navn, Arveguld, 1919, et stort digt om fundet af Guldhornene. Siden fulgte yderligere to bind lyriske arbejder Tider og Steder, 1927, og Ved Alfarvej, 1928. I 1937 udgav hun skuespillet Grænsens Sang og endelig i 1945 Di gammel Søkaptejner og andre Fortællinger paa Rim, der var skrevet i egnens dialekt. I 1930 kom hun på Finansloven.

Det er dog ikke primært for sit forfatterskab, Hansigne Lorenzen endnu huskes. Kort efter sin litterære debut påbegyndte hun med bistand fra datteren Anna (g. Kjems) det arbejde, der skulle blive hendes livs hovedopgave. Allerede som barn havde hun lært det gamle kniplehåndværk hos en kniplerske i sognet, og omkring 1908 indledte hun sin store indsats for at opspore, indsamle og rekonstruere de gamle typiske mønstre fra knipleriets sidste glansperiode omkring 1800. Hun henvendte sig til de gamle kniplersker, der endnu fandtes på egnen, og som var gået over til udelukkende at kniple af grov tråd til det preussiske marked. Hos mange fandt hun knipleprøver, stumper af kniplinger og mønstre, de såkaldte prikkebreve. Endnu væsentligere var det, at hun også fik mange ældre kniplersker til at genoptage fremstillingen af Tønderkniplingerne, således at den gamle egnstradition blev genopdaget og styrket. I 1913 var hun nået så langt i dette folkemindearbejde, at hun kunne få genfremstillet ti forskellige gamle Tøndermønstre til salg. Så kom Første Verdenskrig og de hårde tider for landsdelen, der i fire år gjorde det umuligt at fortsætte arbejdet. Først efter Genforeningen i 1920 blev arbejdet med kniplingerne genoptaget, og året efter oprettedes Det Tønderske Kniplingsdepot med Hansigne Lorenzen som leder og dronning Alexandrine som protektrice. Det var tanken, at man skulle ansætte kniplersker, der gennem salget af deres håndarbejder kunne skaffe sig et rimeligt levebrød. Det viste sig dog snart, at det i 1900-tallet var umuligt at brødføde sig selv ved at kniple, men Hansigne Lorenzen fortsatte arbejdet ufortrødent og ydede også en kraftig støtte til datteren Cathrine L., der i 1929 grundlagde en knipleskole i Tønder. Kendskabet til egnens gamle kvindehåndværk og dets udøvere sørgede hun også for at videregive gennem sit bidrag til Kvinden i Danmark, 1942, hvor hun har skrevet et kapitel med titlen Kvindeskikkelser inden for Haandværk og Industri i Sønderjylland. For sit store arbejde med genopdagelsen af Tønderkniplingerne modtog Hansigne Lorenzen Den Kgl. Belønningsmedaille i guld i 1936. Gennem årene havde hun flere lokale tillidsposter, bl.a. i Den Nordslesvigske Kvindeforening og som medlem af tilsynsrådet for Den Nordslesvigske Sprogforening 1914-37.