Estrid Hein

Estrid Hein blev opdraget af en politisk aktiv fader, som tilhørte den liberale opposition imod Højre og optrådte som forsvarsadvokat i politiske sager. Hendes moder var en æstetisk begavet admiralsdatter, der blev kendt for sine kunstbroderier. Estrid Heins velstående barndomshjem var præget af en ukonventionel livsstil, parret med solid borgerlighed. Efter sin tids forhold fik hun og hendes søskende en fri børneopdragelse. Hun kom via forældrenes selskabelighed, mange bekendte og store slægt tidligt på øjenhøjde med samtidens politiske og kulturelle elite. Estrid Hein gik på N. Zahles Skole og tog 1890 studentereksamen fra Lyceum som privatist. Flere onkler var læger, og selv tog hun som kun 23-årig i 1896 medicinsk embedseksamen fra Københavns Universitet. Hun foretog flere studierejser til England, Holland, Østrig og Tyskland og studerede et år fysiologisk optik i Paris. Hendes karriere blev desuden stimuleret af onklen, øjenspecialist Edmund Hansen Grut, der i en periode uddannede hende ved sin privatklinik, før hun i 1906 startede sin egen. Hun fik specialistanerkendelse 1918 og var en søgt speciallæge, indtil hun i 1939 trak sig tilbage. I mange år var hun lægelig medarbejder ved Kvindernes Handels- og Kontoristforening, Hegnet, som hendes tante Louise Hansen var medstifter af 1898. Hun var desuden bestyrelsesmedlem i Louiseforeningen, oprettet 1906 af journalisten Mimi Carstensen. Her blev Estrid Hein, der gik ind i Det Radikale Venstre, en undtagelse med hensyn til politisk orientering. Som den første kvinde blev hun i 1914 medlem af Blindeinstituttets bestyrelse.

I 1909 tiltrådte Estrid Hein formandsposten i Dansk Kvindesamfunds (DK) Københavns-kreds. Hun ønskede gentagne gange at forlade posten, men slap den først i 1916. Hun blev en af kredsens mest populære formænd, som både medvirkede til at skabe medlemsfremgang og samling på kredsen, der havde lidt under hyppige formandsskift og generationsskifteproblemer. Estrid Heins hovedinteresse var kvindevalgretsspørgsmålet. I 1911 tog hun initiativ til DKs lancering af en såkaldt spareuge, der gik ud på, at medlemmerne skulle skære ned på de daglige fornødenheder og på den måde samle penge til kampen for kvinders valgret. I tilknytning til aktionen havde husholdningsskoleforstander Birgitte Berg Nielsen udformet en kogebog med anvisninger på billige retter. Aktionen, der var inspireret af de mere militante engelske suffragetter, vakte voldsom forargelse, en vis medlemsutilfredshed og enkelte udmeldelser. Til gengæld opnåede DK større opmærksomhed om sit arbejde, og nye medlemmer kom til. Fra 1911 kæmpede Estrid Hein imod, at Fabrikloven af 1913 kom til at rumme en særbeskyttelsesparagraf, som ville udelukke kvinder fra natarbejde, et standpunkt, som deltes af den kvindelige fagbevægelse. Hun var imod særbeskyttelse af såvel principielle ligestillingsgrunde som af frygt for, at særregler ville skade kvinders konkurrenceevne på arbejdsmarkedet. Arbejdet bar frugt, og i 1913 faldt forslaget i Folketinget. Estrid Hein, der blev afløst på formandsposten af sin kusine Esther Carstensen, blev 1915 medlem af Den Skandinaviske Familieretskommission, som arbejdede med en modernisering af ægteskabslovgivningen. I Danmark opnåedes dette med 1920’ernes ægteskabsreformer, der formelt ligestillede mand og hustru i ægteskabet og samtidig gav kvinder større del i forældremyndigheden end hidtil.

Sammen med bl.a. Anne Bruun og Henni Forchhammer havde Estrid Hein sæde i Den danske Komité til Bekæmpelse af den hvide Slavehandel, stiftet 1902. Også internationalt gik Estrid Hein ind i arbejdet for at modarbejde den internationale handel med kvinder. Problemet var udbredt, navnlig i de krigshærgede europæiske lande efter Første Verdenskrig og i Asien, og under pres fra International Council of Women og International Woman Suffrage Alliance blev det taget op i Folkeforbundet. I 1922 blev Estrid Hein som delegeret for Danmark medlem af Folkeforbundets rådgivende kommission til bekæmpelse af handel med kvinder og børn, og hun spillede her en ledende rolle i 18 år. Som sagkyndig beskæftigede hun sig i denne forbindelse også med blinde børn i Asien. Herhjemme var hun i 1922 medstifter af foreningen Kvindelige Akademikere sammen med bl.a. filologen Lis Jacobsen og overretssagfører Henny Magnussen, og hun var 1925 medudgiver af Kvindelige Akademikere 1875-1925. Desuden blev hun medlem af Steriliseringskommissionen 1924, og hun samarbejdede med bl.a. fysikeren Niels Bohr i ledelsen af Landsforeningen til Kræftens Bekæmpelse. Fra 1933 var hun i mange år medlem af styrelsen for Danske Kvinders Nationalråd. I kvindesaglig sammenhæng advarede hun tidligt mod de totalitære tendenser i 1930’ernes Europa og fremholdt kvinders pligt til at stå vagt om demokratiske værdier.

Estrid Hein blev moder til enebarnet, det senere multimediemenneske Piet H. Hun hørte til en generation af akademikerkvinder, som primært gik ind i kvindesagen for at kæmpe for kvinders politiske rettigheder. Hun opstillede som kandidat for Det Radikale Venstre ved kommunevalget 1908, men opnåede ikke valg til Borgerrepræsentationen. Efter at valgretten var vundet 1915, fortsatte hun dog sit kvindesagsengagement. Når hun i Danmark eller i udlandet stod på talerstole i en slags personlig nationaldragt, der bestod af et folderigt ternet skørt med vest af samme stof over en strikket bluse, bekvemme sko og uldne strømper, blev der stille i salen. Sine ofte fremsynede idéer fremførte hun stilfærdigt og sagligt. Både i og uden for kvindebevægelsen nød hun stor respekt som et af kvindesagens mest kompetente hoveder.