Lis Jacobsen

Som datter af nationalbankdirektør Marcus Rubin havde Lis Jacobsen både et økonomisk og intellektuelt rygstød.

Hun blev student 1900 fra N. Zahles Skole og tog derefter lærerindeeksamen fra N. Zahles Seminarium 1903. Samme år blev hun gift med filologen J.P. J., og året efter begyndte hun at studere nordisk filologi ved Københavns Universitet, kraftigt tilskyndet af sin mand, der opmuntrede hende til at gå forskervejen.

I 1907 fik hun universitetets guldmedalje for afhandlingen Naar og hvorledes har det fællesnordiske Sprog spaltet sig i forskellige Grene, og året efter tog hun magistergraden.

I 1910 blev hun Danmarks første kvindelige dr.phil. i nordisk filologi på den sproghistoriske afhandling Studier til det danske Rigssprogs Historie fra Eriks Lov til Chr. III.s Bibel. Disputatsens hovedtese var, at det ældre kancellisprog snarere end Bibelsproget er grundlaget for dansk skriftsprog, og den var tænkt som første del af rigssprogets historie fra det ældste skriftsprog til nutiden.

Under arbejdet med disputatsen blev Lis Jacobsen imidlertid klar over, at der måtte tilvejebringes både tekstudgaver og hjælpemidler i form af ordbøger og monografier, før en sådan sproghistorie kunne skrives.

Til at løse denne opgave blev DSL stiftet 1911 på hendes og historikeren Kr. Erslevs initiativ. Lis Jacobsen var formand indtil 1931, og derefter administrator til 1951. På grund af sin jødiske herkomst blev hun under Besættelsen genstand for nazistisk hetz, og 1943-45 opholdt hun sig som flygtning i Sverige.

Lis Jacobsens hovedindsats er det arbejde, hun udførte i tilknytning til DSL, men inden det kom i gang, havde hun udgivet Kvinde og Mand, 1912. Heri påviste hun, at alle mandsbetegnelserne i Middelalderen havde deres oprindelse i samfundet, mens kvinden primært blev betegnet som kønsvæsen og i sit forhold til manden. Samtidig var hun begyndt på udgaven af Peder Palladius’ danske Skrifter, der kom i fem bind 1911-26.

Fra 1915 overgik det ordbogsarbejde, som professor Verner Dahlerup havde påbegyndt, og som skulle blive til Ordbog over det danske sprog, til DSL. Der var da kun udkommet et prøvehæfte.

Lis Jacobsen påtog sig at reorganisere arbejdet, og planen blev udvidet til 17 bind med udgivelse af et bind om året. Ordbogen kom dog til at ende med i alt 28 bind.

Sammen med redaktør H. Juul-Jensen udarbejdede hun udførlige regler for arbejdsgangen og principper for redaktionen. Selv redigerede hun kun et mindre afsnit i bind tre, men stod for alt det administrative og for arbejdets organisering. Hun var en eminent forhandler, god til fundraising og havde blik for, at hvis man skulle gennemføre et så stort værk, måtte man sørge for ordentlige ansættelsesforhold for redaktørerne. Det lykkedes hende således i 1922 at skaffe seks faste stillinger.

Hun var også god til at profilere ordbogen ved interview og ved at efterlyse ord i aviserne. Eftersom det tit var lidt sære ord, man manglede oplysninger om, kunne man få det indtryk, at ordbogen især beskæftigede sig med sære ord, ligesom det førte til vittighedstegninger af Lis Jacobsen som klunser.

Hendes publicityvirksomhed faldt en del for brystet, bl.a. litteraturprofessor Vilh. Andersen, der i et åbent brev omtalte hendes “Talent for Udsmykning – maa jeg sige Vindues-Udsmykning af de under Dem sorterende videnskabelige Sager”, og udtrykte ønske om, at hun ville undertrykke dette talent. Det gjorde hun, men kun for en tid, og hun fortsatte livet igennem med at gøre reklame for de foretagender, hun var engageret i.

Sidste bind af Ordbog over det danske sprog udkom 1956, og det må i høj grad regnes for Lis Jacobsens fortjeneste, at den blev færdiggjort på relativt kort tid sammenlignet med tilsvarende ordbøger i nabolande.

Det næste store projekt, som DSL tog op under Lis Jacobsens ledelse, var Diplomatarium Danicum og den sideløbende danske oversættelse Danmarks Riges Breve. I 1934 skrev hun om udgivelsesprincipperne, og i 1938 udkom første bind. Samtidig med disse opgaver publicerede hun en lang række afhandlinger.

Hun havde fået filologen Ludvig F.A. Wimmers tilladelse til at tilrettelægge en koncentreret udgave af hans store runeværk, og den udkom som De danske Runemindesmærker, Haandudgave ved Lis Jacobsen i 1914 og blev en meget benyttet håndbog.

Hendes selvstændige runologiske arbejde blev foranlediget af, at hun skulle anmelde historikeren Erik Arups Danmarks Historie, der fremstillede vikingerne som fredelige bønder, idet han byggede på Wimmers tolkning af ordet landmand som landbruger. Det førte dels til en række enkeltafhandlinger, bl.a. Sjælle-Stenen, 1927, Eggjum-Stenen, 1931, og Forbandelsesformularer i nordiske Runeindskrifter, 1935, dels til en ny samlet tobindsudgave af alle kendte danske runeindskrifter i Danmarks Runeindskrifter, 1941-42, sammen med runologen Erik Moltke.

Værket omfattede et topografisk ordnet bind med fotografier af alle indskrifterne samt læsning og tolkning, ordbog, sagleksikon og en formlære. Moltke og Lis Jacobsen supplerede hinanden fortræffeligt: han var runelæseren og praktikeren, der skabte en ny undersøgelses- og fotograferingsteknik, der førte til nylæsninger, mens Lis Jacobsen i højere grad var filologen. Desuden kunne han slå fra sig, når hun med hans egne ord brugte ham som slave, og de fik dermed et gensidigt respektfuldt samarbejde. Lis Jacobsen fandt i en række tilfælde frem til bedre tolkninger end de gængse, men også inden for runologien er det formentlig hendes udgivelsesarbejde, der har størst blivende værdi.

Næppe var runeværket færdigt, før Lis Jacobsen havde planer om et nyt stort værk, denne gang fællesnordisk. De første idéer til værket går tilbage til 1930’erne. I 1931 udkom første bind af samleværket Nordisk Kultur, og det havde bragt hende på banen med kronikker i Danmark og Norge, hvor hun kritiserede værkets anlæg og foreslog at præsentere stoffet i leksikonform.

Da hun vendte hjem fra Sverige i 1945, gik hun i gang med at skabe den organisatoriske ramme med nationale præsidier af anerkendte forskere. Hun fik udarbejdet budgetter og skaffet penge, ansat nationale redaktører og en fællesredaktør. Første bind af Kulturhistorisk leksikon for nordisk middelalder, der blev afsluttet i 1978, udkom i 1956.

Lis Jacobsen var administrator på projektet indtil 1957, hvorefter hun fortsatte som medlem af det danske præsidium. Udgivelsen var det til dato største nordiske samarbejdsværk inden for humaniora, og igen havde Lis Jacobsen set rigtigt med hensyn til disponeringen og præsentationen af stoffet; værket er for længst blevet et standardopslagsværk.

I forlængelse af Ordbog over det danske sprog tilrettelagde Lis Jacobsen redaktionen af det, der blev Nudansk ordbog, 1952-53, ligesom Synonymordbogen, 1957, blev udgivet under hendes ledelse. Begge ordbøger er siden kommet i mange udgaver.

Som om alt dette ikke var nok, var hun 1926 medstifter af tidsskriftet Acta philologica scandinavica, 1934 af Dansk Selskab for Oldtids- og Middelalderforskning, 1950 af Sydslesvigsk Kultursamfund samt med til at forberede oprettelsen af Dansk Sprognævn i 1955.

Ikke så mærkeligt, at redaktør Georg Rona kalder hende den største igangsætter i dansk åndsliv i 1900-tallet.

Det er betegnende, at da Lis Jacobsen i 1921 ansøgte Undervisningsministeriet om faste stillinger til redaktørerne ved den danske ordbog, argumenterede hun med, at selvom ordbogen blev færdig, før redaktørerne nåede pensionsalderen, var der mange andre arbejdsopgaver for dem, og hun nævnte 11 sådanne projekter. Seks af disse er siden blevet løst, heraf fem under Lis Jacobsens medvirken, og flere er i gang.

Hun nævnte bl.a., at der burde udgives en ømålsordbog og gik i aktion for at fremskynde projektet, bl.a. ved at sørge for, at Udvalg for Folkemaal blev udvidet med aktive medlemmer og ved at pege på finansieringsmuligheder. Selv holdt hun sig i kulissen “for ikke at irritere Dahlerup unødigt”. Ømålsordbogen blev en realitet, og de første fem bind udgivet 1992-2000.

Som forsker skrev Lis Jacobsen ud fra et helhedssyn på sproget. Hovedlinien var rigssprogets historie, og dialektal variation blev set i forhold hertil. Hun angreb visse af sine samtidige, især professor Johs. Brøndum-Nielsen, for at tabe helheden af syne, så sproget forsvandt, og der kun blev enkeltformer tilbage.

Som udgiver udmærkede hun sig ved sine rige evner for finansiering og organisation samt ikke mindst en fænomenal sans for, hvordan stoffet skulle præsenteres for at blive tilgængeligt også for et større publikum. På dette punkt tørnede hun ligeledes sammen med Brøndum-Nielsen. Uforsonligheden mellem disse to, som blev opfrisket mange gange fra begge sider, havde betydning for hele det nordisk-filologiske miljø. Hver havde de deres magtbase og deres tilhængere, og midlerne i kampen var mangeartede, fra Brøndum-Nielsens forsøg på at true Lis Jacobsen til tavshed til hendes eminent timede og veloplagt polemiske anmeldelser i kronikform.

Lis Jacobsen var en fremmed fugl i det filologiske miljø. Hun kom fra det jødiske intellektuelle og radikale borgerskab, mens flertallet af nordiske filologer kom fra ikke-akademiske miljøer, mange fra landet.

Desuden var hun kvinde og insisterede på at være kvinde og forsker. Det sidste var konfliktfyldt for hende selv, og muligheden for at forene disse roller vurderede hun forskelligt til forskellige tider. Moderskabet fremhævede hun dog altid som kvindens fornemste opgave. I to kontroversielle og meget omtalte foredrag i Dansk Kvindesamfunds Københavns-kreds 1912 og igen i Studenterforeningen 1932 gjorde hun gældende, at det ikke var muligt på én gang at opfylde “Kravet til en Modergerning og Kravet til et Erhverv”.

Medvirkende til at skærpe konflikten var, at hun som 36-årig i 1918 blev enke med to børn, hvortil kom, at hendes ene datter var født døv. Lis Jacobsen lærte sig tegnsprog og arbejdede også hårdt på at sikre datteren økonomisk.

I 1922 var hun medstifter af foreningen Kvindelige Akademikere, og hun redigerede og skrev indledningen til festskriftet Kvindelige Akademikere 1875-1925, 1925.

Som ung havde hun leget med tanken om at blive skuespiller, og hun var en dygtig iscenesætter af sig selv og sit køn. Hun var en omstridt person, højt begavet både teoretisk og praktisk og i besiddelse af en usædvanlig viljestyrke, og dertil betænksom og omsorgsfuld mod dem, der stod hende nær. Hendes liv og virksomhed havde mange facetter og stof til mange konflikter, men som hun allerede i 1925 konstaterede: “Vil man Livet, maa man tage Livskampen.” Og det ville hun til det sidste.

På hendes 70-årsdag fik hun tilegnet festskriftet Runer og rids. Hun var medlem af en række udenlandske lærde selskaber og blev tildelt flere hædersbevisninger, bl.a. Tagea Brandts Rejselegat 1928, Fortjenstmedaljen i guld 1951, den svenske Vasaorden 1952 og Kungliga Vitterhets Historie och Antikvitets Akademiens förtjänstmedalj i guld 1958.

• Mal. fra 1888 af Frants Henningsen i privateje. Mal. af Agnes Slott- Møller i privateje. Buste fra 1957 af Henning Koppel på Politikens Forlag. Foto i Det Kgl. Bibliotek.
• Gerd Bjørhovde (red.): Nøkkelpersoner og nøkkeltekster fra kvinnebevegelsens historie, 1992. Axel Andersen
• (red.): Danske opslagsværker, 1970. Vetenskaps-Societeten i Lund Årsbok 1962. Arkiv för nordisk filologi 1962. Det danske Sprog- og Litteraturselskab, 1951.
• Privatarkiv i Det Kgl. Bibliotek, DSL.

• Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
• Udgiverselskab for Danmarks Nyeste Historie
• Dansk Selskab for Oldtids- og Middelalderforskning
• Kvindelige Akademikere

• Lis Jacobsen

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.