Henny Magnussen

I 1900 indskrev landmandsdatteren Henny Magnussen sig efter at være blevet student fra Gammelholm Latin- og Realskole som den første stud.jur. ved Københavns Universitet og blev genstand for beundrende og nyfigen interesse fra mange sider, studiet var jo brødløst for kvindelige kandidater. Henny Magnussen fik imidlertid straks efter eksamen 1905 ansættelse på et sagførerkontor og begyndte omgående at opsøge medlemmer af Rigsdagen og forelægge dem sin sag. Hun gik forgæves til adskillige, men omsider blev sagen indbragt i Folketinget af justitsminister P.A. Alberti. Her blev lovforslaget optaget som særlov og hastet igennem, så Henny Magnussen allerede i 1906 kunne opnå bestalling som sagførerfuldmægtig og efter tre års læretid på et sagførerkontor blive selvstændig sagfører. Det er ikke umuligt, at sagen har haft den siddende indenrigsminister Sigurd Bergs bevågenhed. Han var broder til Kristensen-Randers og sørgede i 1908 for, at den kommunale valglov, der bl.a. gav kvinder valgret til sogne- og byråd, blev dateret til hans moder Maren B.s fødselsdag. Henny Magnussen havde sit eget stærke netværk med fuld opbakning fra DK, hvor hun på det tidspunkt var medlem af Københavns-kredsens bestyrelse, formand 1907-09, derefter suppleant. Hastebehandlingen skyldtes, at et forslag om kvinders ret til sagførerbestalling allerede var optaget i udkastet til en retsreform, som i disse år var under behandling i Rigsdagen, og Henny Magnussens ansøgning kunne af den grund være afvist på stedet. I så fald havde hun og den lille håndfuld kvindelige jurastuderende, der fulgte hendes eksempel i den følgende tid, fået lov at vente endnu en årrække. Henny Magnussen var ikke blot energisk og en god strateg, hun og kredsen om hende forstod at udnytte det rette tidspunkt.

Henny Magnussen blev Danmarks første kvindelige overretssagfører i 1909. Hun arbejdede fortsat i en årrække for højesteretssagførerne Charles Shaw og Harald Dietrichson og opbyggede sideløbende hermed sin egen sagførerforretning, der uundgåeligt fik mange kvindelige klienter. Adskillige søgte hendes hjælp i ægteskabssager, og Henny Magnussen blev ekspert i de dengang vanskelige regler for skilsmisse, men kom også til at bilægge stridigheder mellem ægtefæller. Kvinder fandt det lettere at tale deres personlige forhold igennem med hende end med en mandlig sagfører, og Henny Magnussen fandt frem til sjældent brugte lovparagraffer. Fx påviste hun, at en eksisterende lov hjemlede kvinden ret til midler til personligt forbrug i forhold til ægtefællens indtægt, tilsyneladende en detalje, men måske det, der kunne gøre et samliv udholdeligt for en hjemmegående husmoder. Selv var hun i 1913 blevet gift med sin studiekammerat og senere kompagnon, O.K. M., der tillige var lektor ved universitetets juridiske laboratorium og hendes faste støtte i alle faglige spørgsmål. Og mange problemer havnede på hendes bord, således defensoratet i nogle sager om mødres ombringelse af spædbørn, født i dølgsmål.

I 1921 blev Henny Magnussen landskendt, da hun som den første kvindelige forsvarer ved et nævningeting førte sag for en 16-årig barnemorderske i Odense. Den unge pige, der ikke havde anet, at hun var gravid, var udviklet som et 12-års barn, og Henny Magnussen rettede en stærk anklage mod myndighederne, da hun påpegede, at pigen ikke hørte hjemme i et fængsel, men burde være “overgivet til Opdragelse og god Paavirkning”, at sagen kort sagt ikke burde være rejst, og efter gældende lov ikke behøvede at være rejst. Hun for hårdt frem mod de sociale tilsynsmyndigheder og familiens naboer. Den svagt begavede pige, der var ældste barn af seks, havde mistet sin moder ved dennes sidste fødsel og havde siden da passet hjemmet alene. Hun havde været udsat for voldtægt, men da hendes fader ikke ønskede voldtægtsmanden straffet, havde omegnens karle opfattet det som signal til, at hun kunne misbruges seksuelt. Henny Magnussen trak atter en eksisterende, men sjældent brugt lov frem, og støttede sig i sit meget personlige defensorat også til sine egne erindringer om livet på landet. Fra anklageren modtog hun en skarp kritik af sit indlæg, men kvindebevægelsen hyldede “de uvedkommende Tings Forsvarer”, som han havde kaldt hende, da det lykkedes hende at få straffen nedsat til et minimum, efterfulgt af en imødekommet benådningsansøgning.

Henny Magnussen var en ivrig idrætsudøver, bl.a. medlem af Akademisk Roklub, men døde som kun 58-årig af en hjertelidelse, der prægede hendes sidste år. Med sin private sagførerpraksis skabte hun en offentlig platform og gjorde det således alment erkendt, at også den juridiske kunst har brug for kvindelige udøvere.