Anne Bruun

Som ung pige i huset hos en ældre frøken i fødebyen Varde blev Anne Bruun bekendt med kvindesagsantologien Blade fra danske Kvinder fra 1872 og med Natalie Zahles pædagogiske artikler i den nationalliberale avis Fædrelandet. Mod familiens vilje bestemte hun sig for at blive lærerinde og tog 1874 lærerindeeksamen fra Beyer, Bohr og Femmers Kursus, hvor en seminariestuderende veninde havde indmeldt hende. For at kunne aflægge den afsluttende eksamen skulle man være fyldt 24 år, men ved at søge Kultusministeriet fik hun tilladelse til at tage eksamen allerede som 21-årig. Den velbegavede Anne Bruun deltog desuden i pædagogen og kvindesagsforkæmperen Ludvig Triers gratis undervisning for mindrebemidlede af begge køn, hvor hun blev trænet i at holde foredrag. Triers entusiasme for kritikeren Georg Brandes delte hun ikke, ligesom hun havde svært ved at forsone sig med sin medstuderende Anna Hudes ateisme. Selv blev Anne Bruun påvirket af den indremissionske forkyndelse, hun mødte som kirkegænger hos den indflydelsesrige vækkelsesprædikant Rudolph Frimodt i Skt. Johannes Kirke. 1875 blev hun medhjælper i den nystiftede sognemission med tilknytning til Skt. Stefans Kirke på ydre Nørrebro og ledede her dens børnegudstjenester.

Anne Bruuns lærerindeeksamen blev indgangen til hendes mangeårige arbejde fra 1874 til 1920 i Københavns og Frbg.s kommunale skolevæsen. Hun blev ansat ved Københavns skolevæsen i 1874, 1875-76 var hun timelærerinde på Frbg., men vendte derefter tilbage til København og afsluttede karrieren ved Sundholms Skole under skoleinspektør Mathea Haunstrup, som hun værdsatte højt. Før da havde hun selv forgæves kandideret til en inspektørpost på et tidspunkt, da der endnu kun fandtes mandlige skoleinspektører, og det blev i stedet Henriette Petersen, der i 1894 udnævntes til den første kvindelige skoleinspektør i Danmark. Anne Bruun blev ligesom Haunstrup og Henriette Petersen en dynamisk, mangeårig fortaler for lærerindestandens interesser. Fra 1896 sad hun i Fonden for trængende Lærerbørns Uddannelse, der blev til på hendes initiativ, og hun var i ti år medlem af Enkekassens bestyrelse. I årene fra 1900 til 1915 lagde hun et solidt arbejde i Danmarks Lærerforenings hovedbestyrelse som den første kvindelige repræsentant i ledelsen. I tre år var hun involveret i det kommissionsarbejde, der førte til en ny læseplan for den kbh.ske kommuneskole, og hun var medstifter af Foreningen Skolehaven, der ville bringe bybørn ud i naturen som led i undervisningen. 1889 var hun en af de første fortalere for mænds og kvinders lige løn for lige arbejde, og 1908 tog hun og lærerindegruppen et stort skridt hen mod målet, idet en ny lønningslov hævede lærerindernes begyndelsesløn omtrent til lærernes niveau. Hun opponerede siden imod oprettelsen af forskoleseminarier, som sigtede mod at give kvinder en eksamensfri, kort uddannelse til brug for landsbyskolens yngste klasser, da hun mente, at der hermed blev skabt en ny kategori af lavtlønnede lærerinder. Til gengæld var hun tilhænger af, at staten oprettede lærerindeseminarier. Det ville gøre uddannelsen billigere og åbne adgangen for flere, da de private seminarier var dyre at studere ved. Privat boede hun i en årrække i en ejendom på Mariendalsvej, der 1900 var opført af De kbh.ske og frbg.ske Kommunelærerinders Byggeforening. Førhen havde hun allerede i perioder levet i bofællesskab med andre lærerinder.

Anne Bruun organiserede sig i Dansk Kvindesamfund (DK) og i Foreningen imod Lovbeskyttelse for Usædelighed (FLU), der kæmpede mod den offentlige prostitution. FLU, der var lanceret 1878, fik hurtigt en betragtelig tilstrømning landet over, især i provinsen. I den kvindedominerede forening kom kun en begrænset del af medlemmerne fra DK, mens andre, bl.a. Elfride Fibiger, direkte betragtede FLU som skadelig for kvindesagen. Allerede i hjembyen Varde var Anne Bruun blevet klar over, at prostitution var et socialt fænomen. I FLU advarede hun imod, at foreningen med dens mange troende medlemmer for stærkt fremførte religiøse argumenter i antiprostitutionskampen. Dette, mente hun, kunne afholde mange, der ellers sympatiserede med foreningens formål, fra at melde sig ind. Ligesom et andet medlem af FLU Astrid Stampe-Feddersen arbejdede hun for at få sædelighedsspørgsmålet rejst som et debatemne i DK, hvad der 1887 førte til Elisabeth Grundtvigs omdiskuterede foredrag om det seksuelle lighedskrav.

1886 blev Anne Bruun bestyrelsesmedlem i FLU, og efter at foreningen var blevet reorganiseret i 1898, var hun medlem af hovedbestyrelsen indtil FLUs opløsning 1907. FLU havde altid en mand som formand, men gik i øvrigt ind for, at begge køn skulle være repræsenteret i ledelsen. Modsat de øvrige kvinder i FLUs første bestyrelse, bl.a. Caroline Stampe-Charisius og Marie Kruse, var Anne Bruun villig til offentligt at tage til orde i antiprostitutionskampen. Som en af foreningens mest effektive talere ytrede hun sig djærvt og med patos og ikke alene ved lukkede arrangementer som de andre kvinder i bestyrelsen. Da FLU opløstes 1907, som følge af Oktoberloven fra 1906, der afskaffede den offentlige prostitution, blev hun medstifter og bestyrelsesmedlem af foreningen Vagten mod Offentlig Prostitution. Foreningens formål var at afværge en tilbagevenden til tidligere retslige og politimæssige tilstande. Anne Bruuns blik for kønshandel fik hende 1902 til at støtte oprettelsen af Den danske Komité til Bekæmpelse af den hvide Slavehandel, og hun var medlem af komitéen igennem flere årtier. Ligesom FLU var komitéen led i en international bevægelse med bl.a. den engelske feminist Josephine Butler som inspirator.

I DK blev Anne Bruun en af foreningens flittigste agitatorer i 1880’ernes ekspansionsforsøg i provinsen. 1889 blev hun valgt ind i DKs styrelse og i 1890 konstitueret som formand under Kirstine Frederiksens sygdom. Da Kirstine Frederiksen i slutningen af 1890 genoptog formandshvervet, trak Anne Bruun sig fra styrelsen i skuffelse over, at det ikke var lykkedes at etablere en sammenslutning af DK og de øvrige kvindeforeninger i København I 1899 afløste hun Marie Luplau som formand for Københavns-kredsen indtil 1905. 1895-97 var hun redaktør af foreningens tidsskrift Kvinden og Samfundet, og både før og efter var hun en flittig bidragyder hertil. I 1904 tog hun initiativ til DKs arbejde for, at Det tekniske Selskabs Skole blev åbnet for kvindelige studerende. Det lykkedes i 1907 efter pres på Indenrigsministeriet og skolens bestyrelse. Anne Bruun var blandt de første kvinder, der i 1880’erne interpellerede ved rigsdagsvalgene. Hun mente, at DK skulle være førende i valgretskampen og var modstander af Danske Kvindeforeningers Valgretsudvalg (DKV), som DK var medlem af. Hun var fortaler for DKs, herunder Københavns-kredsens udtræden herfra og var parat til at afgå som kredsformand på spørgsmålet i 1904. Da DK besluttede at udtræde af DKV, blev hun 1904 medlem af DKs eget valgretsudvalg. Hun repræsenterede desuden foreningen i Danske Kvinders Nationalråd (senere Kvinderådet). Siden sluttede hun sig til Kristne Kvinders Vælgerforening, stiftet 1908 af den indremissionske lærerinde Anna Sørensen med støtte fra bl.a. Johanne Blom og Henriette Knuth. Selv opstillede Anne Bruun til det første kommunalvalg med kvindelig deltagelse 1909 på Frbg. på en tværpolitisk borgerliste, men blev ikke indvalgt. Hun var fortaler for, at kvinder holdt sig uden for de eksisterende partier, og at de ved valgene skulle opstille på særlige kvindelister. Som adskillige andre kvindesagskvinder var hun forbeholden over for de eksisterende partier i kølvandet på forfatningskampen og efter Alberti-skandalen i 1908. Kun én gang meldte hun sig ind i et parti, og kun for en nat, for som hun sagde i 1923: “Var jeg blevet, havde jeg ogsaa nok naaet at blive ekskluderet. Hvis jeg kan bruge Ordet Had mod noget, er det mod den alt ødelæggende Partidisciplin.” I 1924 blev hun udnævnt til æresmedlem af DKs Københavns-kreds, hvor hun på sine ældre dage fortsatte med at komme og især viste interesse for de unge. Den robuste og resolutte kvindesagskvinde rejste 1924 til Palæstina på en rejse skænket hende af danske lærerinder. Kort før sin død udgav hun 1933 digtsamlingen Lidt Grønt fra Vejkanten, der vidnede om en spinkel poetisk åre.