Elfride Fibiger

Elfride Fibiger kom fra en kulturelt og politisk engageret embedsmandsfamilie. Som barn fik hun indtryk af den begyndende nationale kamp, da faderen fra 1839 var udstationeret i Flensborg. I 1844 flyttede familien til København, hvor hun mødte tidens litterære og selskabelige kultur, og i 1848 til Århus, hvor hun oplevede Treårskrigen 1848-51 på nært hold. Elfride Fibiger blev delvist undervist af faderen, som tidligt opdrog hende til fædrelandskærlighed og interesse for praktiske og samfundsmæssige opgaver. 1844-46 gik hun på Jomfru Foersoms Institut, derefter på Emilie Garrigues Opdragelsesanstalt for unge Piger. Allerede som 14-årig begyndte den intelligente og selvbevidste Elfride Fibiger at skrive. Ved giftermål flyttede hun til Silkeborg, hvor ægtefællen blev distriktslæge, i 1868 til Kolding.

Elfride Fibiger var ægtefællens medhjælper indtil hans død i 1873 og tilegnede sig i den forbindelse en vis sundhedsfaglig og især sundhedspædagogisk viden, der bl.a. resulterede i bogen Veiledning i Tilberedelse af Mad for Syge og Svage, 1871. Erfaringen med bogudgivelse kom hende til gode, da hun som enke supplerede sin pension ved at skrive. Hun flyttede til København og skrev først om natur og folkeliv i Jylland, bl.a. En gammel Mands Erindringer, 1875, Hedens Hemmeligheder, 1877, og Sorte Stefan, 1879. Den overvejende del af det skønlitterære forfatterskab var dog præget af kvindeskildringer, der placerede sig mellem romantiske kærlighedsromaner, der fremhævede kvindernes plads i hjemmet, og problemromaner med et socialt, filantropisk sigte. Mest kendt blev En Magdalenehistorie fra 1877 om en falden pige fra de lavere klasser som en borgerlig kristen husmoder prøver at omvende. Bogen udkom samme år, som Thora Esche oprettede det første Magdalenehjem, og overskuddet fra salget gik til denne institution. Kvindelig opofrelse var et centralt tema bl.a. i Askepot, 1880, To Fortællinger, 1886, og i Præst og Læge, 1890. Elfride Fibigers skønlitterære forfatterskab blev i samtiden venligt modtaget, selvom flere bøger dog kritiseredes for at være skitseagtige. Prosaværkerne er ikke blevet stående, men en del blev oversat til tysk, engelsk og russisk. Fra 1882 modtog Elfride Fibiger en årlig statsunderstøttelse fra Rigsdagen.

Elfride Fibiger havde også andre strenge at spille på og kastede sig med ukuelig idealisme og stor foretagsomhed ud i mere praktisk betonet arbejde for kvindernes sag. Fire år efter at Danmarks første blad for kvinder under Wilhelmine Zahles redaktion var gået ind, udgav Elfride Fibiger 1882-84 Tidsskrift for Kvinder i de tre nordiske Riger. Grunden var, som hun skrev, at der manglede et organ om “den Stilling, som Kvinden bør indtage i Samfundet, særlig dog paa det Omraade, hvor hendes Virksomhed har sin største Betydning til Gavn for det Almene, nemlig Hjemmet og Husvæsenet”. Tidsskriftet behandlede emner som filantropi, kvinders forhold i ind- og udland, sundheds- og levnedsmiddelproblemer i hjemmene. Desuden optog man litterære bidrag. I første nummer efterlyste Elfride Fibiger besindige indlæg, som kunne “fremkalde en bedre Forstaaelse og et mere gjensidigt Sammenhold” mellem debattører af kvindesagen, men hun havde vanskeligt ved at holde debatten i gang og blev beskyldt for at være politisk tendentiøs. Desuden manglede hun en forenings løbende stof til at udfylde siderne, så da Dansk Kvindesamfund (DK) i 1884 overvejede at udgive et blad, tilbød hun dem sit tidsskrift, men forgæves. Da DK i 1885 begyndte at udgive bladet Kvinden og Samfundet, var hendes tidsskrift gået ind.

Elfride Fibiger sympatiserede med kvindebevægelsens arbejde for kvinders udvikling og dygtiggørelse i samfundet og mente, at kvinder især kunne gøre sig gældende inden for filantropi og pædagogik, men burde afholde sig fra politik. Ved overdreven satsning på ligestilling bidrog kvindebevægelsen til tidens demoralisering og glemte, at kvinder først og fremmest måtte være kyndige i husvæsen for at fortjene agtelse. Fra 1895 var Elfride Fibiger medlem af DK, hvor hun udpræget tilhørte højrefløjen. Hun påtog sig også socialpædagogiske opgaver, særlig arbejdet for en forbedret tjenestepigeuddannelse. Hun mente i begyndelsen af 1880’erne, at dannede husmødre skulle give deres tjenestepiger en både moralsk og praktisk dannelse. Med støtte fra flere rigsdagsfolk og fremtrædende medlemmer af Borgerrepræsentationen tog hun i 1882 initiativet til oprettelsen af Københavns Kogeskole, senere kaldet Københavns Uddannelsesskole for Tjenestepiger og vordende Husmødre. Hun var direktrice for skolen med tilhørende hjem, indtil den lukkede i 1889. Skolen fik pengehjælp fra flere sider, men opnåede ikke støtte fra staten, skønt Elfride Fibiger argumenterede for, at samfundet i egen interesse burde påtage sig opgaven. I skolen oplærtes pigerne i “Madlavning, Opvartning under Maaltiderne, Reengjøring af Kjøkken med Tilbehør, Reenholdelse af samtlige Lokaler, Stopning og Reparation samt Vask og Strygning saavel som med Øvelse i Regning og Skrivning.” Desuden bespistes enligstillede pensionærer og fattige mødre og børn med sund og kraftig middagsmad.

Elfride Fibiger agiterede flittigt for sin sag i Vore Tjenestefolk, 1881, Den ubemidlede Klasses Døtre, 1888, og Nutidens Ansvar og Forpligtelser overfor Døttrene af Arbeiderklassen og anden ubemidlet Stand, 1889. Det var hendes tanke ikke blot at skabe en fagskole for tyende, men en dannelsesanstalt, der skulle modvirke prostitution og gøre fremtidige arbejderhustruer sædelige og retskafne. Den sædelige opdragelse stod i 1880’erne stærkere end den huslige uddannelse, men Elfride Fibigers skole var et skridt på vejen til den systematiske husholdningsundervisning, der etableredes omkring 1900, og det var hendes håb, at skolen kunne danne mønster. I løbet af 1890’erne rejste hun et alment krav om uddannelse af alle kvinder til hjemmet, hvilket hun i Kvinden fra 1893 så som en samfundssag og et arbejde i fædrelandets tjeneste. Hun udgav nu flere praktiske håndbøger om huslig uddannelse Haandbog for de smaa Hjem, 1892, og Sundhedslære for Hjem og Skole paa Land og i Købstæderne, 1894, der begge blev understøttet af Indenrigsministeriet og anbefalet af en række faglige foreninger og institutioner, bl.a. Selskab for Sundhedspleje og Det Kgl. danske Landhusholdningsselskab. Bøgerne var skrevet i en klar og koncentreret form og gav anvisninger på den sundhedsmæssigt mest forsvarlige måde at udføre husarbejde og behandle levnedsmidler på. De blev uddelt gratis, fx til konfirmander på landet og i landboforeninger, eller solgt billigt til ubemidlede. Oplæringen paa Landet i kvindeligt Haandarbejde, 1895, fremhævede håndarbejdets karakteropdragende virkning og opfordrede til øget undervisning i hjem og skole heri. De sidste år skrev hun om personlige oplevelser og standpunkter. 1903-04 besøgte hun sin datter i Grækenland og skrev 1906 Fra en Rejse til Grækenland. 1904 udkom barne- og ungdomserindringerne Kulturelle og historiske Tidsbilleder, der blev fulgt af erindringer fra ægteskabets tid Fra Provinsen, skrevet kort før hendes død, men først udgivet i 1939. I erindringsværkerne fandt Elfride Fibiger en form, hvor hun var på hjemmebane. Til det sidste bevarede hun sit skarpe blik for vigtige problemer i samtiden og udtrykte sine synspunkter, så de ikke var til at misforstå, fx i Brudstykker af Breve om brændende Spørgsmaal, 1909, der viste hendes bekymring for Danmark efter det politiske systemskifte 1901.

Elfride Fibiger var en flittig skribent og debattør, der blev taget til indtægt for en kristelig højrefløjs synspunkter, og derfor i eftertiden har fået et eftermæle som bagstræberisk. Både som forfatter og filantrop var Elfride Fibiger dog tidligt ude og brugte uforfærdet den litterære og politiske offentlighed, både som middel til at få sine holdninger frem og som levebrød. Hendes kristelige og moralske tilgang kan for en senere tid komme til at dominere indtrykket, men fordomsfrit vurderet placerede hendes kendskab til hygiejne og ernæring, erhvervet gennem ægtefællen og sønnen Johannes F., den senere kræftforsker og Nobelpristager, hende imidlertid tidligt inden for en ny videnskabsbaseret husholdnings- og sundhedspædagogik.