Thora Esche

Thora Esche voksede op i et velhavende københavnsk hjem, men da hun var syv år, lod hendes forældre sig separere, hvorpå hun med moderen og sine fem søskende tog ophold hos sine morforældre. Hun blev kristeligt vakt som 16-årig og dermed interesseret i filantropisk arbejde, specielt for faldne kvinder, tidens betegnelse for prostituerede. Efter nogle år som huslærerinde læste hun i 1873 om Diakonissestiftelsen og opsøgte den for at få et arbejde for faldne piger i gang. Det var dog ikke muligt, og da hendes moder kraftigt modsatte sig, at hun blev diakonisse, måtte hun foreløbig udsætte sin plan. I 1875 fik hun kontakt med Kirkelig Forening for Indre Mission (IM) i København i forbindelse med oprettelsen af den første søndagsskole. Prostitutionsspørgsmålet var da blevet stærkt påtrængende, fordi det i 1874 var blevet tilladt at drive utugt som erhverv, forudsat kvinderne lod sig indskrive i politiets protokoller som offentlige fruentimmere, gik til kontrol for kønssygdomme et par gange om ugen og tog ophold i særlige offentlige huse. For IM var en sådan statskontrolleret prostitution en modbydelighed, især fordi det offentlige intet gjorde for at forhindre unge piger i at blive prostituerede. Bestyrelsen med formanden pastor Rudolph Frimodt i spidsen havde netop påtænkt at oprette et redningshjem for faldne kvinder, og da Thora Esche afslørede sine egne planer, blev hun modtaget som den kvinde, de havde bedt Gud om at sende.

For at forberede sig på sit kommende arbejde rejste Thora Esche på studiebesøg til lignende hjem i Norge, Holland og Tyskland. Disse hjem var snarere anstalter og i Thora Esches øjne alt for fængselsagtige; hun ønskede at skabe et rigtigt hjem for pigerne. 1876 blev hun antaget som den kommende bestyrerinde, og i den forbindelse blev hun sammen med søndagsskolebestyrerinde Therese Keyper som de første kvinder optaget som medlemmer af bestyrelsen for IM i København Der blev holdt et offentligt møde for at fortælle om projektet, og indsamlingen lanceredes under mottoet: “Lad ikke ‘de faldne’ blive liggende!”. Nu, da hun nærmede sig sit mål, kom hun ud i en svær sjælekamp, som hun har beskrevet i sine erindringer. Hver nat, når hun sov, viste Djævelen hende billeder af faldet, og hun måtte trygle Gud om at taget “dette frygtelige” bort. Til sidst følte hun, at Gud havde bønhørt hende, og hun kunne forblive “fri for enhver erotisk Følelse” resten af sit liv.

I foråret 1877 havde missionsbestyrelsen indsamlet så mange penge, at den kunne købe en landejendom på Lille Jagtvej 203 med plads til 15 piger mellem 14 og 25 år, og i november blev Magdalenehjemmet indviet. Det var Thora Esche magtpåliggende, at Magdalenehjemmet var så ligt et rigtigt hjem som muligt, og det vigtigste var, at det byggede på frivillighedsprincippet. Pigerne skulle komme af egen fri vilje, fordi de ønskede at forandre deres livsførelse, og de havde mulighed for at forlade hjemmet. Men var de først gået ud, kunne de ikke komme ind igen. Pigerne skulle have følelsen af frihed, men samtidig lære at tæmme deres indskydelser. Der blev indrettet enkeltværelse til hver pige, så hun kunne bede til Gud uden at blive drillet af de andre, og Thora Esche sørgede for, at værelserne blev så hyggelige som muligt med potteplanter og billeder, således at pigerne kunne lære at skabe en hjemlig atmosfære. Efter dagens arbejde samledes de i dagligstuen, hvor de under højtlæsning sad med deres håndarbejde. Eleverne gennemgik under opholdet et husholdningskursus. Uddannelsen varede i to år, og derefter fandt hjemmet en tjenestepigeplads hos en troende familie. Tjenestepiger skulle dengang fremvise skudsmålsbøger for at få arbejde, men Thora Esche opnåede justitsministerens tilladelse til, at pigerne fik nye skudsmålsbøger og dermed bedre chancer for at begynde et nyt liv. Opholdet i Magdalenehjemmet var gratis. Midlerne til driften kom dels fra frivillige bidrag, dels fra hjemmets eget arbejde med vask og strygning for fremmede. Tilgangen var stigende. I 1882 blev der bygget til, og Thora Esche måtte da, muligvis som den første kvinde i Danmark, tale i en offentlig forsamling for at bevæge folk til at give penge til arbejdet. Trods væksten blev familiesystemet fastholdt ved, at beboerne blev inddelt i mindre grupper. Magdalenehjemmet dannede skole. Allerede i 1877 indrettede Regitze Barner Lindevangshjemmet for unge straffede kvinder efter samme principper.

Thora Esche var stærkt engageret i bestræbelserne for at ophæve legaliseret prostitution. I 1887 var hun sammen med forstanderinden for Marthahjemmet Anna Sørensen og kvinder i Foreningen mod Lovbeskyttelse for Usædelighed, oprettet 1878, med til at udforme en kvindeadresse til Rigsdagen med krav om ophævelse af den offentlige prostitution. Som et led i redningsarbejdet besøgte Thora Esche prostituerede kvinder, der var indlagt på hospitalerne for kønssygdomme, og hun gik sammen med medarbejdere fra Magdalenehjemmet ind i de offentlige huse og søgte at overtale de prostituerede til at opgive deres erhverv. Dette arbejde fik i 1892 navnet Kvindemissionen. Da den offentlige prostitution i 1906 blev afskaffet, stillede hun sig i spidsen for et redningsarbejde for de kvinder, der nu skulle ernære sig ved anstændigt arbejde. Kvindemissionen indrettede derfor arbejdshjem for disse forhenværende offentlige fruentimmere, der dog for det meste foretrak at fortsætte deres tidligere liv.

Magdalenehjemmets arbejde voksede støt, og gennem endnu en pengeindsamling blev det muligt at købe en stor grund i Lyngby, hvor Skovtoftehjemmene blev indviet 1896 med plads til 62 elever. Med Børnelovens ikrafttræden i 1905 fik de nyoprettede værgeråd mulighed for at tvangsfjerne børn fra forældre, og for sådanne tvangsanbragte 14-16-årige piger oprettede Skovtoftehjemmene i 1908 hjemmet Skovly i Vedbæk. Den nu 58-årige Thora Esche havde året før overdraget husmoderpladsen på Skovtoftehjemmene til Inger Gautier (g. Schmit), og tog selv ophold på Salem, et hjem for ældre medarbejdere, som blev opført på grunden. Samme år gjorde Thora Esche sig uheldigt bemærket, da hun i en tale ved IMs sommermøde beskyldte kongens livgarde for at “ødelægge” unge piger på Amalienborg Slot. Der fulgte et stort pressepostyr, og hun var på nippet til at blive anklaget for majestætsfornærmelse. For at uddybe sine synspunkter udgav hun samme år pjecen Rejs Dig, mit Folk!, hvor hun gennemgik “vort Folks store, svare Syndebyld”, det vil sige tidens usædelighed. Denne affære og hendes livslange krævende arbejde nedbrød hende nu psykisk, og i 1913 lod hun sig indlægge på en nerveklinik. Gautier trak sig også tilbage, og forstanderindegerningen blev derefter overtaget af Marie Rasmussen.

I sine sidste år boede Thora Esche i en villa i Holte og skrev sine Erindringer fra mit Liv og min Gerning som blev udgivet i hendes dødsår 1920. Skovtoftehjemmene ophørte som pigehjem i 1965, hvorefter komplekset blev overtaget af Skovtofte socialpædagogiske Seminarium. Thora Esche blev ved sin indførelse af familiesystemet og frivillighedsprincippet i en opdragelsesinstitution en pioner i filantropisk arbejde. Med sin kristentro og sin identifikation med kvindekønnet opfattede hun de faldne som søstre, der skulle reddes og agtes og ikke som det udskud, resten af samfundet anså dem for at være. Hun fik Fortjenstmedaljen i guld 1902.