Marie Luplau

Marie Luplau tilbragte sine barneår i Sønderjylland, hvor faderen var dansk præst. Både på fædrene og mødrene side var der tradition for præstegerningen. Tiden mellem de to slesvigske krige var præget af nationale spændinger i grænselandet, og da Danmark tabte krigen i 1864, blev faderen afskediget. Familien flyttede da til København, indtil faderen i 1866 fik nyt præsteembede i Varde. Både krigsnederlaget og mødet med København, hvor Marie Luplau for første gang så kunst, fik varig indflydelse på hende.

Tidligt valgte Marie Luplau malerkunsten, og med sin moders støtte tog hun omkring 1870 til København, hvor hun blev elev af maleren Vilhelm Kyhn, i hvis atelier et kvindeligt kunstnermiljø voksede frem. De personlige relationer og netværk fik senere betydning for disse kvinders kamp om adgang til uddannelse, kunstsammenslutninger og stipendier på lige fod med mændene. Hos Kyhn mødte hun malerinden Emilie Mundt, der skulle blive hendes livsledsagerske frem til venindens død i 1922. I 1874 søgte de to kvinder om individuel adgang til Kunstakademiet, der på dette tidspunkt ikke var åbent for kvinder. De fik afslag, ikke med henvisning til manglende evner, men fordi de havde søgt om optagelse på modelskolen og dermed om adgang til at tegne efter nøgenmodel. I 1876 tog Marie Luplau i otte måneder til München sammen med Mundt. München var på det tidspunkt hjemsted for den første kunstnerkoloni af skandinaviske kvinder, der havde nøgenmodelstudiet som deres væsentligste mål. Foruden de danske malere Bertha Wegmann og Johanne Krebs opholdt også de norske malere Harriet Backer, Kitty Kielland og Asta Nørregaard sig i München, ligeså den norske forfatterinde Camilla Collett. I dette miljø blev der diskuteret kvindesag og kunst, og Marie Luplau og Mundt fik prædikat af emanciperede. I München havde historiemaleriet undergået en nyorientering både i symbolindhold og i malerteknik, og Marie Luplau lærte sig teknikken, som var væsensforskellig fra den danske guldaldertradition.

Efter opholdet i München bosatte Marie Luplau sig i København sammen med Mundt, fra 1886 på Gammel Kongevej på Frbg. I deres fælles hjem drev de 1886-1913 en privat tegne- og maleskole. I 1878 havde Marie Luplau fået sin debut som kunstner på Charlottenborgs Forårsudstilling. Sammen med andre kunstnerinder forsøgte hun derefter at videreuddanne sig inden for den etablerede kunstverden. Men da det ikke var muligt i Danmark, tog hun for egen regning og i fællesskab med Mundt 1882-84 til Paris for at studere på Académie Colarossi. Under sit ophold i dette internationale kunstmiljø fik hun lært at male nøgenmodel, ligesom hun blev bekendt med bl.a. den franske maler J. Bastien-Lepage. Hun udviklede sig i væsentlig grad som landskabsmaler med store kompositioner og tog sammen med Mundt flere gange til Bretagne for at male naturen og almuen der.

Op gennem 1880’erne øgedes politiseringen af kvinders manglende borgerrettigheder. Og da Krebs i 1888 slog til lyd for kvinders adgang til Kunstakademiet, blev hun støttet af en større kreds af kvindelige kunstnere, herunder Marie Luplau. Ved åbningen af Kunstakademiets Kunstskole for Kvinder senere samme år dimitteredes de fleste elever fra Marie Luplau og Mundts skole. I et interview til det franske kvindetidsskrift La Citoyenne fortalte Marie Luplau 1891 om forholdene for danske kvinders adgang til kunstuddannelse. Gennem årene var hun desuden en flittig skribent til dagblade og tidsskrifter. I lighed med moderen Line L. var hun stærkt engageret i kampen for kvinders valgret. 1891-97 malede hun det store gruppebillede, der skulle blive hendes bedst kendte maleri, Fra Kvindevalgretskampens første Dage (se toppen af artiklen), der efter at kvindevalgretten blev opnået i 1915 ophængtes i Folketinget 1917. Maleriet skildrer den politiske kvinde og adskiller sig fra tidens mere sanselige fremstillinger af kvindekønnet. Billedet har karakter af en hyldest til moderen, som i 1889 sammen med Louise Nørlund stiftede Kvindevalgretsforeningen (KVF) og var dens formand indtil kort før sin død i 1891. Selv blev Marie Luplau, der siden 1870’erne havde været medlem af Dansk Kvindesamfund (DK), i 1897 formand for DKs Københavns-kreds. I 1898 opløstes KVF, og DKs Københavns-kreds blev tilbudt at overtage KVFs kassebeholdning og resterende 200 medlemmer på den betingelse, at kredsen reviderede sin formålsparagraf og indsatte kvinders politiske ligestilling med mænd heri. Det skete samme år, og Københavns-kredsen blev således under Marie Luplaus ledelse en fortrop i DK, idet foreningen som landsorganisation først i 1906 indskrev ligestilling i sin officielle formålsparagraf. Allerede 1899 nedlagde Marie Luplau dog sit hverv af helbredshensyn. Da Nørlund i 1898 stiftede Danske Kvindeforeningers Valgretsudvalg, en alliance mellem kvindeforeninger, der havde valgretten på programmet, fik hun stærk opbakning fra Marie Luplau. Nogle år før sin død meldte Marie Luplau sig 1922 ud af DK i protest mod, hvad hun opfattede som foreningens forvanskning af moderens eftermæle som den absolutte pioner i kampen for kvinders valgret.

Sammen med Mundt foretog Marie Luplau mange rejser i ind- og udland. Hun fik Akademiets rejsestipendium 1890-93 og igen i 1896. Paris besøgte de flere gange, og 1912 foretog de en længere rejse til Schweiz og Italien. De var begge aktive i udstillingslivet, og 1891 udstillede de i Paris. Samme år adopterede de en lille pige, som de opdrog i fællesskab. Parrets hjem dannede gennem årene rammen om megen social aktivitet, og de førte et udadvendt liv som selverhvervende kunstnere. Sent i livet fik de kontakt til en kvindelig mæcen i Esbjerg, som gennem en årrække købte en del af deres billeder. Som landskabsmaler kan Marie Luplau betegnes som en selvstændig kunstner, der i lighed med læremesteren Kyhn udviklede det nationalromantiske landskabsmaleri. Marie Luplau døde i 1925 efter et langt liv, hvor hun havde ydet et stort bidrag til at forbedre kvinders placering og muligheder i det danske samfund.