Line Luplau

Faktaboks

Line Luplau
Nicoline (Line) Christine Luplau
Født
22. april 1823, Mern sogn
Død
10. september 1891, Frederiksberg
Arbejdsliv
Kvindesagsforkæmper
Familie

Forældre: sognepræst Hans Christian Monrad (1780-1825) og Ferdinandine Henriette Gieertsen (1783-1871).

Gift 11. december 1847 med sognepræst Daniel Carl Erhard L., født 23. april 1818 i Ringsted, død 15. marts 1909 på Frbg., s. af sognepræst Heinrich Daniel L. og Elisabeth Marie Haderup.

Børn: Marie (1848).

Line Luplau
Marie Luplaus maleri "Fra Kvindevalgretskampens Første Dage".
.

Artikelstart

I 1917 blev maleren Marie L.s gruppebillede af kvindevalgretskampens pionerer ophængt i rigsdagsbygningen. Maleriet viser en konstellation af mænd og kvinder, alle placeret som baggrund og i betragteligt mindre format end dets dominerende og monumentale forgrundsfigur, identisk med kunstnerens egen moder Line Luplau. Moderen havde, mente datteren, ikke fået det politiske eftermæle, hun havde fortjent, især inden for Dansk Kvindesamfund (DK).

Line Luplau var hvidhåret, før hun for alvor begyndte at handle ud fra mange års opsparet frustration over ikke at besidde grundlæggende menneskerettigheder på grund af sit køn. Det var følelser, der oprindelig var blevet vakt af den litterære fejde i kølvandet på Mathilde Fibigers roman Clara Raphael, 1851. Præstedatteren Line Luplau, der blev faderløs som toårig, giftede sig ind i en præstefamilie. Hendes ægtefælle var i årene 1845-53 institutbestyrer i Hillerød, før han lod sig ordinere som præst og fik kald i Sønderjylland. Krigen i 1864 fik familiære konsekvenser, da nederlaget indebar afskedigelser af danske præster i de erobrede dele af Slesvig-Holsten. Parret drog da til roligere forhold i Varde 1866-88, hvor Line Luplau blev medstifter af en filantropisk hjælpeforening for fattige. Som en af landets første kvinder holdt hun her tale ved en grundlovsfest.

I 1872 var Line Luplau blevet medlem af DK, og nogle år senere blev også enebarnet Marie og ægtefællen medlemmer. Som provinsmedlem i en af kvindesagens “døde” egne begyndte hun fra ca. 1880 at indbyde foredragsholdere fra DK. Hun hørte til DKs oppositionelle røster, som i 1887 nedlagde protest imod, at styrelsen havde givet foreningens bladredaktør Elisabeth Grundtvig lov til at holde foredrag om det sædelige lighedskrav. Sædelighedsspørgsmålet henhørte efter hendes mening ikke under DKs revir. Hun anså styrelsens accept af foredraget for uklog, og ville ikke selv ytre sig om et sådant emne i fuld offentlighed. Line Luplaus kvindepolitiske hjertesag var kvinders stemmeret og valgbarhed. I 1888 kunne hun aflevere en fortegnelse med 1702 kvindenavne fra hjemegnen til støtte for Fredrik Bajers forsøg på i Rigsdagen at vinde gehør for kvinders kommunalvalgret. Men den DK-initierede adressebevægelse, som sluttede op bag Bajers forslag, blev 1888 atter nedstemt. Som medlem af DKs interne opposition støttede hun Kvindelig Fremskridtsforening (KF), oprettet 1885. 1886 sad hun i nogle måneder i dens bestyrelse under Matilde Bajers lederskab. Samme år flyttede hun til hovedstaden i forbindelse med ægtefællens pensionering. Hun blev en af medindbyderne til KFs afholdelse af det første nordiske kvindesagsmøde i København 1888. Kvinders politiske valgret var et af mødets fire hovedtemaer, der blev introduceret af Line Luplau og Johanne Meyer, som nu anslog en radikaliseret tone med skærpede krav på kvindevalgretsområdet. Line Luplau anså kvinders repræsentation i Rigsdagen som afgørende for at sikre en reformlovgivning i kvinders favør og valgret som et retfærdigt ligestillingskrav, de allerede magtede at leve op til. Sammen med Matilde Bajer, herreskrædderen Anna Nielsen og forfatteren Massi Bruhn gik Line Luplau ind i redaktionen af KFs blad Hvad vi vil med Meyer som hovedredaktør.

Line Luplaus forhold til KF og dets formand blev stærkt afkølet, da hun sammen med Louise Nørlund, hendes allierede i DK, i 1889 stiftede Kvindevalgretsforeningen (KVF). KVF havde såvel den politiske og kommunale stemmeret som valgbarhed for kvinder på programmet. Med foreningen ønskede Line Luplau også at bryde med KFs organisationsprincip, der kun optog kvinder som medlemmer, for at føre stemmeretskampen frem på et kønsblandet grundlag. Målet var at få skabt enkeltsagsforeninger for kvindevalgretten landet over. Ved sin lancering fik foreningen især støtte fra en række mandlige socialdemokrater og Venstrepolitikere, fra venstreliberale kvinder og fra “røde” arbejderkvinder fra fagbevægelsen. Med det nye foreningsudspil medvirkede hun til, at Matilde Bajer trak sig som KFs formand, bl.a. i skuffelse over, at Line Luplau havde løsrevet et kvindepolitisk tema, som Bajer gerne havde set som en af KFs mærkesager. KVF gjorde heller ikke Line Luplau populær blandt DKs ledere. Frem for at splitte kvindekampen opfattede Line Luplau KVF som et stimulerende incitament og en bedre model end organisationer med bredere kvindesagsprogrammer som DK og KF.

Line Luplaus energi og handlekraft blev i perioder undergravet af indre konflikter og en nervesygdom. Hendes direkte, undertiden noget stive facon vakte stærke følelser, men gav hende ikke mange nære kvindepolitiske venner. Foråret 1891 måtte hun forlade formandsposten i KVF af helbredsmæssige årsager. Line Luplau, der ikke nærede forhåbninger om at se sine politiske ønsker opfyldt i sin egen levetid, blev afløst som formand af medkombattanten Nørlund. Efter foreningens opløsning 1898 forsøgte Nørlund i samarbejde med bl.a. Marie L. at forny den alliance mellem arbejderklassens, borgerskabets og mellemlagenes kvinder, som Line Luplau havde lagt op til. Line Luplau, der selv betragtede sig som politiker, var ligeglad med, om hun som kvindesagsforkæmper fik etiketten Venstrekvinde eller socialdemokrat hæftet på sig, bare hun ikke blev kaldt Højresympatisør. På kirkegården vajede fagforeningskvinders røde faner ved hendes jordfæstelse.

Beskrivelser og portrætter af Line Luplau

  • Mal. fra 1870 af Marie Luplau i Varde Mus.
  • Lis Højgaard: Bidrag til den danske kvindebevægelses historie 1870-1900, 1977. Ellen Strange Petersen (red.): Kvinderne og valgretten, 1965. Gyrithe Lemche: Dansk Kvindesamfunds Historie gennem 40 Aar, 1939. Hvad vi vil 38/1891. Kvinden og Samfundet, 1891, s. 161-165, 11/1915.

Tilknytning til organisationer

Læs mere i Dansk Biografisk Leksikon

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig