Elisabeth Grundtvig

I 1883 var hun sammen med sin litterært interesserede moder blevet medlem af Dansk Kvindesamfund (DK) på Severine Casses anbefaling. Her blev hun medlemsbladet Kvinden og Samfundets første og velskrivende redaktør fra 1885 til 1886, hvor hun overlod posten til Kirstine Frederiksen, og igen 1890-94. Hun blev desuden 1887- 89 redaktør af foreningens tematiske småskriftserie, de såkaldte “gule Hæfter”.

Arbejdet på Kvinden og Samfundet foregik i første omgang sammen med Ida Falbe-Hansen, som hun levede sammen med fra 1887 og indtil Falbe-Hansens død i 1922.

Som redaktør af Kvinden og Samfundets første årgang lagde Elisabeth Grundtvig tidsskiftet fast på en linie, der blandede artikler af socialt og æstetisk indhold. Særlig spørgsmålet om ægtefællers ulige forhold til loven, litterære bidrag og anmeldelser samt et internationalt og især skandinavisk perspektiv på kvindesagen tegnede bladets begyndelse. 1887-89 og 1891-92 var Elisabeth Grundtvig styrelsesmedlem i DK, derefter medlem af bestyrelsen for Københavns- kredsen, som hun 1895-97 var formand for.

Ved et lukket kvindemøde 1887 i DK holdt Elisabeth Grundtvig foredrag om Nutidens sædelige Lighedskrav. Dette foredrag, der tog stilling i Sædelighedsfejden, blev foranledning til en indre splittelse i kvindesagsforeningen.

Elisabeth Grundtvig gik ind i et forsvar for, hvad der lå tæt ved samtidens officielle borgerlige og religiøse moral: førægteskabeligt cølibat og monogame ægteskaber. At begge dele blev undermineret af dobbeltmoral og faktisk seksuel praksis, gav hende afsæt for et angreb på mænd og de “Kulturkvinder”, som hun mente var erotiske undtagelser fra de fleste, mere passionsløse af sit køn. Hun plæderede for, at mænd burde overtage de mere “rene” kvinders kønsmoral, som hun anså for at ligge på et højere niveau end mænds.

1883-90 var Elisabeth Grundtvig medlem af bestyrelsen for Kvindelig Læseforening (KL) under Ragnhild Goldschmidts populære formandskab.

Hun hørte til de oppositionelle medlemmer, som gik til angreb på den senere formand Sophie Alberti under den flerårige og stærkt mediebevågede byggesagskonflikt i KL. Som medlem af et nedsat byggeudvalg gik hun imod Alberti, da denne 1897 forfægtede, at foreningen burde opføre egen bygning frem for som hidtil at bo i lejede lokaler. Elisabeth Grundtvig anklagede Alberti for enevoldstendenser, men trak som den øvrige opposition det korteste strå, idet Alberti i 1910 kunne indvie KLs senere prisbelønnede bygning med tilknyttet Damehotel i Gammel Mønt.

Gennem sit bekendtskab med rigsdagsmand og styrelsesmedlem i DK Svend Høgsbro blev Elisabeth Grundtvig inspireret til at uddanne sig til rigsdagsstenograf. I 1889 aflagde hun stenografeksamen, 11 år efter at Kirstine Frederiksen som den første havde taget denne eksamen.

1890 blev hun ansat som Rigsdagens første kvindelige funktionær med støtte fra Folketingets formand Sofus Høgsbro, men under stor modstand fra Landstingsformand Otto Liebe. Som et kompromis blev Elisabeth Grundtvig i første omgang antaget som stenografskriver uden adgang til selve Folketingssalen. Dette forbud stod fortsat ved magt efter hendes udnævnelse til stenografassistent og ophørte omkring 1891.

1894 blev hun forfremmet til en korrektørstilling. I dette job mistede hun sin overordnedes tillid på grund af uvarslet fravær og forsømmeligt arbejde. En afskedigelse hang over hendes hoved, da hun 1897 søgte om at forlade sit job. Elisabeth Grundtvigs karriere i Rigsdagen førte ikke til en livsstilling, men med sin ansættelse banede hun vejen for andre.

I 1890’erne indstillede hun sig på at sige den offentlige deltagelse i kvindesagen farvel, bl.a. under indtryk af private sorger og byrder. Hun var den pligtopfyldende familiedatter af type og flyttede nogle år fra Falbe-Hansen for at føre hus for sin lillebroder, fængselsinspektør Stener G., da denne blev enkemand og alenefader i embedsboligen i Vestre Fængsel.

Også Falbe-Hansens vaklende helbred fra 1890’erne beslaglagde hende stærkt, og hun passede den sengeliggende veninde i hendes sidste leveår.

I 1904 lancerede Elisabeth Grundtvig sammen med historikeren Anna Hude og den finskfødte Anna Berendsen Politisk Kvindeforening, siden omdøbt til Københavns Kvindevalgretsforening. Hun gjorde sig i øvrigt ikke særlig aktivt gældende i kvindevalgretskampens forreste geled.

Som ung pige i 1874 var Elisabeth Grundtvig blevet indlagt på grund af et anfald af sindssyge. Hun synes at have genvundet sin psykiske balance, om end hun havde lange, tungsindige perioder. Samlivet med Falbe-Hansen blev hendes voksenlivs tætteste. De to nærede fælles litterære og kvindesaglige interesser og introducerede og oversatte bl.a. den svenske forfatter og senere Nobelpristager Selma Lagerlöfs værker til dansk, et arbejde, som Elisabeth Grundtvig fortsatte efter samleverens død i 1922.

Til den nære venindekreds af kvindesagsaktive hørte desuden Nicoline Sperling, Augusta Fenger, Hude og ikke mindst Kirstine Frederiksen.

• Foto i Det Kgl. Bibliotek, Kvindehistorisk Samling.
• Elias Bredsdorff: Den store nordiske krig om seksualmoralen, 1973. Agnete Rasmussen: Dansk Kvindesamfund og sædelighedsfejden 1887, 1972. Gyrithe Lemche: Dansk Kvindesamfunds Historie gennem 40 Aar, 1939. Kvinden og Samfundet 20/1926.

• Folketinget
• Landstinget
• Politisk Kvindeforening (se Københavns Kvindevalgretsforening)
• Dansk Kvindesamfund
• Kvinden og Samfundet
• Kvindelig Læseforening

• Elisabeth Grundtvig

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.