Severine Casse, der var datter af “Danmarks lærdeste præst”, kom gennem faderen i kontakt med tidens religiøse sjællandske vækkelse. I sit ægteskab med den senere nationalliberale justitsminister A. L. C. blev hun moder til syv børn. I forholdet til børnene blev Severine Casse den positive modvægt til ægtefællen og hans yderst håndfaste opdragelsesmetoder, der senere fik sønnen Frits C. til i sine erindringer at skildre barndommen som en pinefuld livsfase. To døtre, Therese Brummer og Helga C., blev forfattere, præget af en meget læsende moder, der var en af Kvindelig Læseforenings tidlige støtter.
Dansk Kvindesamfund (DK) blev startet i 1871 som en dansk afdeling af Association Internationale des Femmes og med Matilde Bajer som første formand. DKs rekonstruktion som en selvstændig national forening samme år på grund af kvindesagsinteresseredes frygt for at blive slået i hartkorn med franske revolutionære førte til Severine Casses formandsvalg. Hun afslog dog af private årsager at blive formand, men var bestyrelsesmedlem 1871-83 under Caroline Testmans ledelse. De første ti år i DK stod frem for alt i skolernes tegn. 1872 blev Handelsskolen for Kvinder oprettet med det formål at uddanne kvinder til stillinger i kontorer og banker. Testman blev forstanderinde for skolen, og Severine Casse sad i skolerådet. 1874 fulgte Søndagsskolen, hvor arbejderkvinder kunne opfriske eller udvide deres skolekundskaber, og to år efter Tegneskolen for Kvinder under Charlotte Kleins ledelse. I DKs bestræbelser på at forbedre gifte kvinders formueretslige stilling for at stille dem juridisk lige med ægtemænd var Severine Casse særdeles aktiv. Det var på hendes initiativ, at et samarbejde mellem juristen C. Goos, Fredrik Bajer og DK blev etableret. 1880 blev Lov om gift Kvindes Raadighed over, hvad hun erhverver ved selvstændig Virksomhed, den såkaldte Bajerske lov, vedtaget i Rigsdagen. 1882 medvirkede Severine Casse til, at DK fremsendte andragende til Rigsdagen om skærpet retspraksis over for ægtemænd, som begik hustruvold; andragendet blev dog ikke imødekommet. 1888 var hun blandt DKs anbefalere af kvinders kommunale valgret. Severine Casse var i sine yngre år aktiv i asylbevægelsen på Frbg. Senere var hun i en årrække medlem af bestyrelsen for Forening imod Lovbeskyttelse for Usædelighed, oprettet 1878. Sædelighedsforeningen fik mobiliseret mange, bl.a. i teologiske kredse og blandt kvindesagskvinder med en religiøs vækkelsesbaggrund.
Severine Casse, der var et af DKs ældste medlemmer og bladet Kvinden og Samfundets første abonnent, bevarede højt op i årene en livlig psyke. På sin 90-års fødselsdag blev hun udnævnt til æresmedlem af DK. I foreningens første tiår havde hun med sin sociale status bidraget til at give DK en respektabilitetens nimbus, mens hun i forhold til de højremiljøer, hvor hun privat havde sin gang, var noget af en progressiv enegænger.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.