Anna Hude

Anna Hude nærede “en umættelig Kundskabstørst” og ville lære mere, og med støtte fra hjemmet uddannede hun sig 1876-77 til privatlærerinde på Beyers, Bohrs og Femmers Kursus. Herefter var hun i en kort periode ansat på Borger- og Realskolen i Roskilde, men opgav stillingen med den begrundelse, at hun ikke kunne undervise børnene efter en kristentro, hun ikke selv havde.

I 1878 flyttede hun til København og begyndte at læse til studentereksamen, da hun ønskede en videregående uddannelse. Det var usædvanligt, idet der først i 1875 var givet kvinder adgang til universitetet og til at tage den krævede studentereksamen, og det var mindre end et år siden, de to første kvindelige studenter var blevet færdige.

Gennem den fremtrædende pædagog og senere Venstrepolitiker Herman Trier fik hun kontakt med Ludvig Trier, der havde læst med Nielsine Nielsen, landets første kvindelige student, og siden forberedt andre kvinder til studentereksamen. Hans undervisning var dog ikke så eksamensrettet, som Anna Hude kunne ønske sig, og hun lod sig derfor optage på N. Zahles Skole. Økonomisk fik hun støtte fra bl.a. Kultusministeriet og Dansk Kvindesamfund (DK), men måtte ved siden af have et belastende undervisningsarbejde.

I 1879 blev Anna Hude genstand for tilnærmelser fra C.J. Leerbeck, der var familielæge hos den morbroder, hun siden sin ankomst til København havde boet hos. Efter nogle måneder lykkedes det Leerbeck at lokke hende til et møde, hvor han voldtog hende, uden at han dog næppe selv opfattede det som andet end en banal forførelse. Anna Hude anmeldte det ikke, men overvejede selvmord på grund af skammen.

I den følgende periode udviklede der sig et mærkeligt forhold mellem offer og forbryder, hvor Anna Hude igennem lang tid søgte en slags forklaring fra lægen. Det gik naturligvis ud over hendes studier, og en kortvarig forlovelse blev brudt, da hun fortalte om sine problemer.

Efter et fejlslagent selvmordsforsøg besluttede hun da at skyde Leerbeck. Mordforsøget på åben gade i 1880 mislykkedes, men lægen hængte sig i arresten, da han efter hendes forklaring var blevet anholdt.

Sagen vakte kolossal opsigt, og Anna Hude fik en meget mild dom, der betød, at hun ikke sad i fængsel mere end godt fem måneder. I fængslet fik hun lov at fortsætte studierne, og efter løsladelsen gennemførte hun sin studentereksamen i 1882.

Hun fortsatte nu på Københavns Universitet, men efter filosofikum gemte hun sig for en tid i Ribe. Tilbage i København i 1883 kastede hun sig over historiestudiet og blev 1887 som den første kvinde cand.mag. med historie som hovedfag og engelsk og latin som bifag.

Året efter fik hun igen som første kvinde Københavns Universitets guldmedalje for afhandlingen En Fremstilling og Kritik af de nyere Opfattelser af Spørgsmaalet om Lensvæsnets Opkomst.

I 1893 kronede hun sin akademiske karriere ved som første kvinde at blive dr.phil. på en disputats om Danehoffet og dets Plads i Danmarks Statsforfatning. Efter alt at dømme blev hun gennem studiet stærkt støttet og opmuntret af lærerne, især professorerne Joh. Steenstrup og Kr. Erslev, som hun langt senere blev gift med. Hun var allerede under sin studietid medarbejder på Erslevs Aktstykker og Oplysninger til Rigsraadets og Stændermødernes Historie i Kristian IV.s Tid, 1883-90.

1889-90 og igen 1891-1910 var Anna Hude ansat på Rigsarkivet som den første kvinde, men hun befandt sig ikke vel ved det. Selvom hendes første chefer, bl.a. rigsarkivaren A.D. Jørgensen, var positive over for kvindelige arkivarer, var der andre af hendes kolleger og foresatte, som så betydeligt mere negativt på fænomenet. Hun havde en del sygeperioder, som sikkert også var psykisk betingede, og sine kræfter brugte hun i andre sammenhænge.

Hendes videnskabelige arbejde bestod ud over disputatsen i udgivelser af middelalderlige kilder, et arbejde, hun påtog sig som medlem af det unge Selskabet til Udgivelse af Kilder til dansk Historie. Hun deltog således bl.a. i udgivelsen af Repertorium diplomaticum regni Danici mediævalis, 1894-1912, og gav en enkelt bredere fremstilling af Europas historie i tidlig Middelalder i Folkenes Historie, 1908.

Historiefagligt var hun elev af Erslev. Hendes disputats var i den da moderne kildekritiske tradition, baseret på en positivistisk inspireret empiri, hvor arbejdet med kilderne stod i centrum. I de forklaringer, hun gav på historiske fænomener, var hun præget af socialliberale opfattelser. Hun lagde stor vægt på økonomiske og sociale forholds betydning som afgørende drivkræfter i den historiske udvikling, men hun havde også blik for kulturelle og religiøse faktorers indflydelse.

I sin fremstilling af tidlig europæisk middelalderhistorie fremhævede hun kvinders betydning og kvinders forhold, mere end det dengang var almindeligt.

Allerede i 1884 var Anna Hude blevet medlem af Dansk Kvindesamfund (DK), som tidligt havde støttet hende økonomisk, og hun havde nær kontakt til flere af kvindesagens ledende skikkelser, bl.a. Ida Falbe-Hansen og Elisabeth Grundtvig.

Men kvindepolitisk aktiv blev hun først i 1904 i kampen for kvinders valgret som medlem af forretningsudvalget for Dansk Kvinderåd, senere Danske Kvinders Nationalråd.

Hun var medstifter af Politisk Kvindeforening, hvis første formand hun blev i 1905 efter en hidsig valgkamp med forfatteren Palline Bagger Weis. Hendes bestyrelse var et interessant og meget tidligt eksempel på et samarbejde mellem frisindede radikale fra borgerskabet og socialdemokrater fra fagforeningsbevægelsen. Politisk Kvindeforening blev på Anna Hudes foranledning i 1906 til Københavns Kvindevalgretsforening, der 1907 blev udgangspunktet for Landsforbundet for Kvinders Valgret. Trods disse foreningers modsætning til DKs mindre markerede holdning til valgretsspørgsmålet bevarede Anna Hude samtidig sin tilknytning til DK.

Efter 1908 synes Anna Hude ikke at have været aktiv i kvindesagen. Hendes store interesse havde i længere tid været spiritismen, der i øvrigt i USA og til dels i England var knyttet stærkt sammen med kvindefrigørelsen.

Omkring århundredskiftet havde spiritismen fået stor udbredelse med dens tro på en ukendt og usynlig verden, der undertiden kunne signalere sin eksistens ved at blive synlig og håndgribelig, kombineret med en forsikring om et liv efter døden. I en tid, hvor naturvidenskaberne opdagede kræfter, der lå uden for de menneskelige sansers rækkevidde, fx radiobølger og radioaktivitet, appellerede spiritismen til mange.

Anna Hude havde utvivlsomt et religiøst behov, som ikke mindst havde at gøre med en tro på et liv efter dette. Men hun havde også en stærk rationel tilskyndelse til ikke at tro på alt det, der udspillede sig ved de spiritistiske seancer.

Som andre seriøse videnskabsfolk gav Anna Hude sig i kast med psykisk forskning, det vil sige videnskabeligt baserede undersøgelser af fx telepati, clairvoyance og trancetilstande. Hun fik en artikel trykt i det ansete engelske tidsskrift Proceedings of the Society for Psychical Research, og hendes spiritistiske hovedværk The Evidence for Communication with the Dead, 1913, udkom på et stort Londonforlag. Om denne side af sit liv skrev hun de selvbiografisk prægede Vejen jeg gik, 1920, og Gennem Døden, 1926 (engelsk udg. Beyond Death, 1928).

Efterhånden blev hendes religiøsitet præget af panteistisk mysticisme og en tro på reinkarnation, der lod sig forene med en udviklings- og fremskridtsforestilling, hvor afslutningen på dette liv blot blev set som et overgangsstadium mod en højere og måske bedre tilværelse.

I privatsfæren boede Anna Hude i mange år sammen med en veninde fra sit kortvarige ophold i Ribe. Et spirende forhold til Erslev i slutningen af 1880’erne gik hurtigt i stykker, da han ikke ville lade sig skille, men en platonisk forbindelse blev opretholdt og forelskelsen også. Først efter Erslevs skilsmisse kunne de gifte sig i 1910.

Anna Hudes liv kan ses som et oprør mod det mandsdominerede samfunds normer, en viljestærk stræben efter at synliggøre kvinden og sikre hende bedre vilkår i uddannelse og politik, men også i en religiøsitet, hvor ikke mindst kvinder var aktive. Hun var således med blandt de første, der stræbte efter at give kvinder en ny samfundsmæssig position.

• Foto i Det Kgl. Bibliotek.
• Jens Chr. Manniche: Damen der skød på doktoren, 1993.

• Rigsarkivet
• Dansk Kvinderåd (se Kvinderådet)
• Politisk Kvindeforening
• Københavns Kvindevalgretsforening

• Anna Hude

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.