Nielsine Nielsen

Nielsine Nielsens medicinske ambitioner var blevet vakt og næret ved avislæsning om udenlandske kvindelige læger, siden ansporet af en brevveksling med den svenskfødte doktor Charlotte Yhlen i USA. På dennes opfordring tog hun kontakt til den højt estimerede nationalliberale læge og politiker C.E. Fenger. Fenger, der tidligere havde støttet Danmarks første kvindelige telegrafist Mathilde Fibiger, nærede kvindesagssympatier og var udtalt tilhænger af kvinders indtog i lægeverdenen.

I 1874 overbragte han Nielsine Nielsens ansøgning om at få lov til at indstille sig til studentereksamen med et senere medicinsk studium for øje til Kirke- og Undervisningsministeriet. Året efter blev der ved kgl. anordning givet kvinder ret til at lade sig immatrikulere ved Københavns Universitet. Nielsine Nielsens ansøgning medførte således et brud med mænds århundredlange monopol på højere uddannelse.

Nielsine Nielsens autoritære fader var forbeholden over for hendes ambitioner, mens moderen og søsteren Laura blev vedvarende støtter. I 1877 tog hun som privatdimitteret matematisk-naturvidenskabelig studentereksamen fra Borgerdydskolen. Dermed blev hun og Johanne Marie Gleerup, der samtidig tog sproglig studentereksamen, Danmarks første kvindelige studenter.

De to kvinder havde modtaget forberedende undervisning af den jødiske filantrop og kvindesagsven Ludvig Trier, der blev en af Nielsine Nielsens mest skattede venner og senere betænkte hende i sit testamente. Trier introducerede hende til den engelske filosof og politiker J.S. Mills værk Kvindernes Underkuelse, der hørte til en af kvindesagens nøgletekster. I 1877 forsøgte Trier uden held at fremme hendes og Gleerups forsøg på at blive medlemmer af Studenterforeningen.

I 1885 bestod Nielsine Nielsen sin embedseksamen med første karakter, og de følgende to år var hun turnuskandidat ved forskellige hospitaler. 1888-89 tog hun med offentlig støtte på studierejse til Schweiz og England, hvor hun bl.a. opholdt sig seks måneder i Birmingham for at videreuddanne sig hos den berømte gynækolog L. Tait.

Hun havde planer om at specialisere sig i gynækologi og skrive en disputats, men da hun ikke havde mulighed for at få en fast dansk hospitalsansættelse, fordi den eneste danske gynækolog F. Howitz nærede antipati mod hende, måtte planerne skrinlægges.

I 1889 etablerede hun sig som praktiserende læge i København, få måneder efter at Gleerup som den første kvinde havde etableret privatpraksis. I tidens løb fik Nielsine Nielsen renomme som en habil og tillidsvækkende læge, og hun opbyggede en solid praksis.

I 1906 blev hun udnævnt til kommunal venerolog ved offentlig behandling af kønssygdomme i henhold til den såkaldte oktoberlov, der samme år afskaffede den offentlige prostitution. Nielsine Nielsen fungerede endvidere uden vederlag som tilsynsførende læge ved filantropiske foreninger og sad i komitéen bag den filantropiske og hygiejniske afdeling ved Kvindernes Udstilling i 1895.

I studietiden havde Nielsine Nielsen haft sin gang i kvindesagsforkæmperen Marie Rovsings hjem, hvor hun kom i berøring med Dansk Kvindesamfunds (DK) pionerer. Som formand for DK sikrede Rovsing hende en diskret økonomisk bistand, der gjorde det muligt for hende at koncentrere sig om studentereksamen.

Nielsine Nielsen blev stærkt fascineret af den frimodige lægestuderende Emmy Kramp, der blev hendes beundrede yndlingsveninde. Også i Sophie Albertis barndomshjem og i overlæge Rudolph Berghs livlige miljø fik hun sin gang, og hun kom således i forbindelse med en række af tidens lægelige kapaciteter, liberale politikere og litterære frontskikkelser.

Hendes læsning af kritikeren Georg Brandes’ Hovedstrømninger i det 19de Aarhundredes Litteratur blev en åbenbaring. Hun så Brandes som et forfulgt geni, men også som en aggressiv og forfængelig selskabsmand.

Som læge i svøb udviklede Nielsine Nielsen et socialt bevidst og humant syn på patienter og de prostituerede, som hun var kommet ind på livet af som volontør ved bl.a. Christianshavns Straffeanstalt, landets eneste kvindefængsel. Politisk var hun radikal-demokratisk af indstilling, og hendes unge års religiøse glød blev med tiden slukket.

Nielsine Nielsen sluttede sig til kvindesagens venstreliberale fløj, der grupperede sig omkring lærerinden Henriette Steen. Sammen med flere fra denne kreds og utilfredse kvindesagskvinder som Caroline Testman og Line Luplau dannede Nielsine Nielsen en opposition i DK i et forsøg på at få organisationens politiske linie skærpet. Hun blev 1887 ledende talskvinde for gruppen, da de uden held søgte at få kravet om kvinders ligeberettigelse med mænd på programmet.

Hun var modstander af Elisabeth Grundtvigs foredrag om seksualmoral, der var blevet afholdt i DK samme år, fordi hun anså sædelighed som et individuelt anliggende, der lå uden for DKs regi. Desuden fandt hun det inkonsekvent at hævde princippet om kønnenes seksuelle ligestilling, når DK veg tilbage fra at gøre den politiske, sociale og økonomiske ligeberettigelse til officielt erklæret mål. Som følge af sin opposition søgte hun over i andre mere radikale kvindesagsforeninger, dog uden at melde sig ud af DK.

I sine Erindringer skrev hun fortrinsvis om sin pionerposition med dens kampe og oplevelser, der lod studie- og læreårene fremtræde som hendes gyldne tid. Bag en ellers behersket fremtræden gav hun som skribent usminkede og bittert-ironiske portrætter af adskillige kvinder og navnlig mænd, som hun fandt fordomsfulde, latterlige eller politisk reaktionære. Hun lagde heller ikke skjul på, at en følelse af ensomhed havde været den personlige pris, hun havde betalt som avantgardist til trods for nære venners og indflydelsesrige personers støtte.

Nielsine Nielsen overlod til filologen Henrik Bertelsen at tage stilling til erindringernes posthume publicering, og han formidlede dele af deres indhold i tidsskriftet Tilskueren i 1923. Læge Anker Aggebos udgivelse af størstedelen af erindringerne i 1941 blev ikke modtaget udelt positivt i en fortsat ømskindet lægeverden. Bogen blev anset for et pinligt angreb på endnu levende personer og kolleger, som Nielsine Nielsen havde følt sig personligt chikaneret og fagligt tilsidesat af på sin modige klasse- og kønsrejse.

Efter Nielsine Nielsens død i 1916 tog en kreds af kvindelige kolleger og venner, bl.a. H. Adler, Estrid Hein og Harbou Hoff initiativ til indsamling af midler til et mindesmærke på Bispebjerg Kirkegård. Her var Nielsine Nielsen efter eget ønske blevet begravet uden ceremonier af nogen art.

• Træsnit fra 1885 af André Bork. Tegn. af Alfred Schmidt i Fr.borgmus. Foto i Det Kgl. Bibliotek.
• Kirstine Borum (red.): I Nielsines fodspor, 1984. Gyrithe Lemche: Dansk Kvindesamfunds Historie gennem 40 Aar, 1939. Lis Jacobsen (red.): Kvindelige Akademikere, 1925. Kvinden og Samfundet 18/1916. Politiken 9. oktober 1916. Berlingske Morgenavis 9. oktober 1916.
• Privatarkiv i Det Kgl. Bibliotek, Rigsarkivet.

• Københavns liberale Vælgerforening
• Læge Nielsine Nielsens Legat for kvindelige medicinske Studerende

• Nielsine Nielsen

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.