Alvilda Harbou Hoff

Officersdatteren Alvilda Harbou Hoff voksede op i en frisindet konservativ familie med stærkt udadvendte familiemedlemmer. I de unge år blev hun som sine tre søstre inddraget i moderens storstilede filantropiske engagement og påvirket af hendes syn på velgørenhedsarbejde som en pligt for samfundets velsituerede og privilegerede. Sammen med søsteren Inger og med litteraturforskeren Valdemar Vedels pædagogiske bistand gav hun i en periode i 1880’erne gratis privatundervisning for at forberede unge piger til almindelig forberedelseseksamen. Selv havde hun gået i Louise Westergaards Pigeskole. Hendes læselyst førte til, at hun 1885 dimitterede som matematisk student fra Lyceum, efter at hun med sine søstre Inger og Dagmar (gift Hjort) havde forberedt sig på N. Zahles Skole. Hvor storesøsteren Charlotte (gift Norrie) havde ungdomsdrømme, der pegede i retning af sygeplejen, tog Alvilda Harbou Hoff i 1895 medicinsk embedseksamen efter i nogle år at have studeret matematik. Det uafsluttede matematikstudium gav hende en sikker sans for talstørrelser, der senere skulle komme hende til gode som kommunalpolitiker og medlem af Borgerrepræsentationens finansudvalg.

Alvilda Harbou Hoff savnede ikke bejlere i studietiden, men giftede sig først i 1899 med den 18 år ældre, fraskilte stadslæge Emil Hoff. Efter eksamen var hun på studierejse i udlandet og var derefter i et par år knyttet til den gynækologiske afdeling på Københavns Poliklinik. Hun supplerede sin uddannelse med hospitalstjeneste ved flere hospitaler. Efter giftermål blev hun afskediget fra det kommunale hospitalsvæsen, da hospitalsborgmester L.C. Borup ikke ville acceptere gifte kvinder som læger. 1900-03 fik hun sin gang ved mere kvindevenlige private hospitaler, det katolske Skt. Josephs Hospital på Nørrebro og i samme kvarter den nyoprettede indremissionsk drevne Skt. Lukas Stiftelsen. Hendes hovedindsats kom dog til at ligge som privatpraktiserende læge 1897-1927.

Da Alvilda Harbou Hoff opstillede som Det Radikale Venstres (RV) kandidat ved kommunalvalget 1909, blev hun en af de første syv kvinder, der efter kommunalvalgretsreformen fik sæde i Borgerrepræsentationen. Modsat søstrene Dagmar Hjort og Charlotte Norrie lagde Alvilda Harbou Hoff ikke sin politiske hovedinteresse i kvindesagen. Selvom hun bl.a. var medlem af Københavns Kvindevalgretsforening og skrev i Landsforbundet for Kvindevalgrets organ Kvindevalgret, var det først og fremmest partipolitik med et bredere socialpolitisk sigte, der fangede hendes opmærksomhed. Til gengæld blev Alvilda Harbou Hoff i forhold til søstrene den mest trofaste med hensyn til at videreføre og udvikle moderens filantropiske indsats. Hun var i mange år tilsynsførende læge og bestyrelsesmedlem i Børnesanatorierne for København og Omegn, skabt på moderens initiativ i 1890 for fejlernærede og tuberkuløse børn. Ved Louise Harbous død i 1897 fik begge ægtefæller sæde i bestyrelsen, Emil Hoff som formand indtil 1914 og Alvilda Harbou Hoff som næstformand 1915-34. Kort efter at Vibeke Salicath havde etableret Kvindehjemmet i 1902, blev Alvilda Harbou Hoff tilknyttet som hjemmets første læge indtil 1908. Endvidere var hun i årene 1911-32 aktiv i Julemærkekomitéen, der var blevet oprettet for at bekæmpe tuberkulose, 1912-25 som formand for forretningsudvalget. I en årrække sad hun desuden i bestyrelsen for Den sjællandske Aandssvageanstalt.

Partipolitisk brød Alvilda Harbou Hoff med familietraditionen og demonstrerede en personlig udvikling hen imod den liberale venstrefløj. Hun indtrådte 1904 i Københavns Liberale Vælgerforenings hovedbestyrelse, bl.a. sammen med fagfællen Nielsine Nielsen og blev et mangeårigt medlem. Da hun i 1909 indvalgtes i Borgerrepræsentationen for RV, kunne hun trække på sit læge- og sanatoriearbejde samt værgerådshvervet, hun påtog sig 1905-18. I 1913 blev hun som den første kvinde valgt til viceformand for Borgerrepræsentationen, en post, hun varetog indtil 1921 og igen 1922-25. Af det første kuld kvinder, der indvalgtes i kommunalforsamlinger, blev hun således en af de højest placerede. I adskillige år var hun sin gruppes budgetordfører. Efter partifællen Gustav Philipsens død blev hun 1925-29 den første kvindelige rådmand i Magistratens fjerde afdeling, der varetog vej- og bygningsområdet samt sundhedsvæsenet. Hendes nedsatte hørelse fik hende til at trække sig tilbage i 1929 efter 20 års uafbrudt gang på Rådhuset. Her havde hun ydet en stabil kommunalpolitisk indsats, og hun var omgærdet med respekt for sin redelighed, saglige indsigt og socialpolitiske energi, især på hjælpekasse- og hospitalsområdet og det boligpolitiske felt. Således blev hun af indenrigsministeren udpeget som medlem af Boligkommissionen af 1916 og 1918, hvor hun deltog i arbejdet med at undersøge og overveje boligforholdene for mindrebemidlede befolkningsgrupper.

Det barnløse ægteskab med den ambitiøse og alsidige ægtefælle blev smedet sammen af fælles profession og interesser, men blev periodevis drastisk påvirket af ægtefællens forskellige konflikter med lægestanden. Da Alvilda Harbou Hoff trak sig ud af politik, levede hun tilbagetrukket i sin enkestand efter en sej, offentlig indsats, karakteriseret ved hendes diskrete fremtoning og en resultat- og reformsøgende stil.