Henriette Steen

Henriette Steen var på moderens side af Drachmannslægten. Hun var niece af A.G. Drachmann og kusine til bl.a. Holger Drachmann og Erna Juel-Hansen samt til både Viggo og Emma Hørup. Alle fik de stor betydning i hendes liv. Hun voksede op i Fredensborg, hvor hendes fader ejede købmands- og gæstgivergården Prinsen. Efter sin konfirmation kom hun ud som huslærerinde. 1867 tog hun lærerindeeksamen og blev i 1871 ansat i Københavns kommunale skolevæsen, fra 1872 på Hindegades Skole. Hun var en af skolens mest intelligente og kundskabsrige lærerinder og udførte sit arbejde med iver, punktlighed og nøjagtighed. Det var børn fra arbejderklassen, hun underviste, og hun engagerede sig varmt i deres velfærd. Bl.a. var hun i 1880’erne en energisk forkæmper for fattige skolebørns bespisning og beklædning. Efter sommerferien 1890 flyttede hun med en del af skolens klasser og kolleger til den nyoprettede Suhmsgades Skole, hvor hun virkede til sin død. I 1872 indledte hun og Viggo Hørup et livslangt kærlighedsforhold. Han var gift og havde to små børn, hensyn til hendes lærergerning og til hans politiske karriere udelukkede skilsmisse. De måtte derfor holde forholdet skjult, hvad der navnlig pinte hende. I 1873 fødte hun hemmeligt en dreng, som blev bortadopteret. Det var kun de allernærmeste, der kendte til forholdets natur, men det var kendt i en videre kreds, at hun og Viggo Hørup havde været ungdomskærester, og at “Politikens Henriette” havde indflydelse på bladet.

I forhold til kvindesagen tilhørte Henriette Steen en kreds af moderne og selverhvervende hovedstadskvinder. De var politisk radikale og engagerede i kampen for kvindernes økonomiske og politiske ligeberettigelse. Som et led i denne kamp tog hun 1878 sammen med Juel-Hansen initiativ til en offentlig fest for den kontroversielle norske forfatter Camilla Collett, og i en brevveksling med den ældre kvindesagsforkæmper Benedicte Arnesen Kall omtalte hun 1879 Madame de Staël, George Sand og Camilla Collett som forbilleder for kvindelig frigjorthed. Politisk tilsluttede hun sig nærmest J.S. Mills standpunkt i Kvindernes Underkuelse, som var blevet oversat til dansk af Georg Brandes 1869. Og hun stod i afgjort opposition til den grundtvigsk dominerede bestyrelse for Dansk Kvindesamfund (DK). Kvindesagen var for hende en kamp mod uretten, og hun så den med tiden mere og mere som et led i det almindelige arbejderspørgsmål, sådan som hun mødte dette i sit skolearbejde med de fattige børn på Østerbro. I 1885 var der blevet dannet en ny og mere aktiv politisk forening, Kvindelig Fremskridtsforening (KF), og i 1887 fik Sædelighedsfejden konflikterne i DK til at blusse op. Henriette Steen hørte til kritikerne af, at foreningen satte det sædelige lighedskrav til debat. Hun mente, at den burde samle kræfterne om mere praktiske reformer. KF har anderledes været efter Henriette Steens hoved. Foreningen skulle ifølge sine vedtægter arbejde for at vække og vedligeholde kvindernes interesse for politiske og sociale spørgsmål, og fra 1888 udgav den kvindebladet Hvad vi vil. Dette blad blev fra 1890 fællesorgan for den nydannede sammenslutning: De samlede Kvindeforeninger, som foruden KF bestod af Kvindevalgretsforeningen fra 1889 og en række kvindelige fagforeninger. Henriette Steen var i en kort periode i sommeren 1890 vikarierende medredaktør af bladet, hvor hun skrev et indlæg om Kvinderne og Dagspressen. Hun slog her til lyd for et kvindedagblad, der skulle behandle alle døgnets begivenheder “lige saa lystigt og paa samme Maade, som nu Mændene tumler med dem, kun med den forandrede Opfattelse og Følemaade, som Kønsforskellen medfører”. Men hun var nok også både for fornem individualistisk i sin smag og for politisk klartskuende til at finde sig til rette i Hvad vi vil. Den helt overvejende del af Henriette Steens bladindlæg skal søges i Viggo Hørups aviser: Morgenbladet indtil 1884 og derefter Politiken. Hun skrev om kvindespørgsmål og om skole- og arbejderforhold.

Fra 1885 boede Henriette Steen i en kvistlejlighed på Østersøgade, og her holdt hun hver onsdag åbent hus for byens radikale kvindelige intelligentsia. Her mødtes bl.a. de første kvindelige læger Nielsine Nielsen og Emmy Lange, samt kvinder som Bertha Knudtzon, Ynghild Lorck, Kirstine Frederiksen, Juel-Hansen og Birgitte Møller. De sidste to var, bortset fra Viggo Hørup, der havde sin faste ugedag hos hende, hendes nærmeste fortrolige. Møller, der var hendes lærerkollega og havde lejlighed i samme ejendom, var hende til trøst og hjælp i de sidste år, som var noget præget af sygdom og modgang. Henriette Steen var en kvinde, som gjorde et stærkt indtryk på sine omgivelser ved sit dybe engagement og ved sin skarpe replik. Der var noget fornemt ved hende, som fascinerede og holdt afstand. Holger Drachmann har søgt at fange hendes væsen i romanerne En Overkomplet, 1876, og Forskrevet, 1890, Hørup i breve og i en efterladt novelle Pæglekroen. Hun er sidst blevet skønlitterært portrætteret af Ebbe Kløvedal Reich i romanen Morgendagens mand, 1993.

Pia Sigmund: Oldemor Erna, 1991. Torben Krogh: Viggo Hørup, 1984. Karsten Thorborg (red.): Hørup i breve og digte, 1981. Historiske Meddelelser om København, 1993. Historisk Tidsskrift 1981.