Erna Juel-Hansen

Erna Juel-Hansen var født Drachmann, søster til digteren Holger Drachmann, som hun livet igennem var nært knyttet til. Faderen var rundet af ringe kår og kæmpede sig ved et møjsommeligt stræb frem til en position som en af Københavns betydeligste medicinere; han gjorde bl.a. et stort arbejde for at højne den hygiejniske standard og for at forebygge fysiske lidelser gennem gymnastik.

Erna Juel-Hansen tog faderens enorme flid i arv tillige med optagetheden af både hygiejnespørgsmålet og gymnastikken. Hun ville også have været læge, men da medicinstudiet endnu ikke var tilgængeligt for kvinder, måtte hun lade sig nøje med at studere gymnastikkens teori og praksis, bl.a. under et studieophold i Paris 1866. I en periode herefter underviste hun på et pigegymnastikinstitut, som faderen startede i slutningen af 1860'erne.

Samtidig fik hun gennem mødet med den unge Niels Juel-Hansen næring til sin drøm om at virke i oplysningens tjeneste sammen med et elsket menneske. Hun blev forlovet med den kommende jurist, som hellere ville være pædagog, og de blev begge optaget af den tyske pædagog F. Fröbels såkaldte Kindergarten, der kom til at inspirere til oprettelsen af børnehaver verden over.

1870 tog hun lærerindeeksamen på N. Zahles Seminarium og rejste derefter til Berlin for at studere på byens Fröbelseminarium. Da hun kom tilbage til København, åbnede hun og hendes forlovede, der også havde studeret pædagogik i udlandet, i 1871 landets første børnehave, og kort tid efter blev de gift. Blandt de øvrige pionerer inden for småbørnspædagogikken må fremhæves Hedevig Bagger, der åbnede en børnehave i 1880.

Niels Juel-Hansen og Erna Juel-Hansens ægteskab skulle være et ligeværdigt arbejdsfællesskab, men det viste sig svært for den tilbageholdende og melankolske mand at acceptere sin kones krav om lige ret i både samarbejdet og samlivet.

Børnehaven blev siden suppleret med en såkaldt overgangsafdeling, svarende til vor tids børnehaveklasse, og fra 1876 med en pigeskole. Idealet var en fællesskole for drenge og piger, men det var tiden ikke moden til; i det hele taget var ægteparrets pædagogiske principper på fremskridtets side og derfor på kanten af, hvad den største del af borgerskabet kunne acceptere. Da det samtidig var disse velhavende forældre, der skulle sikre den private børnehave- og skolevirksomhed, blev det en svær balancegang mellem hensynet til pædagogikken og idealerne på den ene side og indkomsten på den anden.

Til sidst blev de økonomiske vanskeligheder så store, at ægteparret måtte opgive, og i 1883 blev børnehaven lukket.

Allerede før dette tidspunkt var samlivet mellem ægtefællerne ophørt, og de levede hver deres liv under samme tag indtil 1894, hvor Erna Juel-Hansen endegyldigt forlod sin mand. Ægteskabet blev dog aldrig opløst.

Parrets fire børn, født på seks år, blev opdraget af forældrene i fællesskab, og efter indbyrdes aftale påhvilede også forsørgerbyrden begge forældre. For Erna Juel-Hansen var det et stort tab, at arbejds- og kærlighedsfællesskabet brød sammen. Hun havde sat al sin lyst og energi ind på at skabe et moderne ægteskab, der på én gang kunne rumme kammeratskab, kompagniskab og erotik, og ingen af delene gik med Niels Juel-Hansen.

I stedet kastede hun sig over arbejdet og startede 1884 et kvindegymnastikinstitut, baseret på svenskeren P.H. Lings dengang meget moderne princip om kroppens naturlige formbarhed.

I 1886 introducerede hun den såkaldte reformdragt, en kvindedragt, der var uden korset og tournure og tog hensyn til kroppens former og funktioner i stedet for til dens erotiske signalværdi.

Parallelt med dette oplysningsarbejde fik hun efterhånden også godt fat i sit forfatterskab, som overordnet set rummer to hovedtemaer. Det ene knytter sig til oplysningsbestræbelserne og er især fremherskende i de første værker; her skildres unge borgerpigers opvækstvilkår samt de psykiske strukturer, opdragelsen resulterer i. Det andet tema lå i forlængelse af Erna Juel-Hansens personlige erfaringer og nederlag, idet hovedvægten her lægges på voksne kvinders ydre og indre kampe med en moderne tilværelse.

Erna Juel-Hansen deltog fra begyndelsen af 1880'erne både i kvindebevægelsen og i politisk arbejde. 1883-87 var hun aktiv i Dansk Kvindesamfund, men meldte sig ud i protest mod foreningens moderate linie, bl.a. i spørgsmålet om valgret for kvinder. Mere på bølgelængde var hun med kredsen omkring lærerinden Henriette Steen, der hver uge samlede en gruppe af tidens fremtrædende kvinder til diskussion.

1889 var Erna Juel-Hansen medstifter af Kvindevalgretsforeningen, men kom i 1893 i stærk modvind efter at hun havde kritiseret kvindebladet Hvad vi vil, som bl.a. var støttet af hendes egen forening.

Det politiske engagement indledtes i 1883, da hun blev medlem af Studentersamfundet, grundlagt året før som et liberalt modstykke til den konservative Studenterforening. 1886 meldte hun sig ind i Københavns Liberale Vælgerforening, der især samlede hovedstadens kulturradikale kræfter, og blev her med- lem af bestyrelsen i 1905 som en af de første kvinder.

Erna Juel-Hansen var i hele sit pædagogiske virke sin faders datter, og hun var desuden en ægtefødt efterkommer af oplysningstiden og dens rationalisering af sammenhængen mellem oplysning og udvikling.

Samtidig var hun i den grad et barn af sin tid og dens moderne tvivl om snart sagt alle sandheder. Hun var ateist, hun troede ikke på en medfødt kvindelighed eller på, at kvinden skulle være manden underdanig, og hun forkastede også påstanden om, at den kvindelige drift kunne slumre, indtil den lod sig udløse i mødet med manden i det institutionelle ægteskab. Erna Juel-Hansen var med andre ord splittet, og hun blev forfatter på både troen og tvivlen. Hendes fornemste kvalitet var, at hun formåede at fastholde og fortolke splittelsen i sine værker, som det stadig giver mening at beskæftige sig med.

• Mal. af Michael Ancher. Mal. af Hugo Larsen. Mal. af E. Hein. Foto i Det Kgl. Bibliotek.
• Elisabeth Møller Jensen (red.): Nordisk kvindelitteraturhistorie, 1993-98. Pia Sigmund: Oldemor Erna, 1991. Pil Dahlerup: Det moderne gennembruds kvinder, 1983.
• Privatarkiv i Det Kgl. Bibliotek.

• Kvindevalgretsforeningen
• Københavns Liberale Vælgerforening

• Erna Juel-Hansen

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.