Erna Juel-Hansen

Erna Juel-Hansen var i slutningen af 1800-tallet med til at bane nye veje i takt med, at det moderne brød igennem. Hun ydede en stor oplysningsindsats i pædagogikkens, gymnastikkens og kvindesagens tjeneste, og hun var medstifter af landets første børnehave. Desuden oprettede hun et af Københavns første gymnastikinstitutter for kvinder. Hun søgte at påvirke specielt borgerskabets kvinder til at tage bedre vare på deres krop, og hun blandede sig modigt i debatten om sædeligheden, som rasede i slutningen af 1880'erne. Samtidig var hun oversætter af engelske trivialromaner samt af Dostojevskijs forfatterskab og skaffede sig herigennem et levebrød, så hun kunne forsørge sig selv og sine fire børn. Hun blev også forfatter og udgav i perioden fra 1881 til 1917 seks romaner og to novellesamlinger. Hun skrev desuden et par skuespil, der blev opført på henholdsvis Dagmarteatret og Casino uden at vække megen opsigt i samtiden. Det gjorde til gengæld det øvrige forfatterskab, der i første omgang mest skabte forargelse og stemplede Erna Juel-Hansen som en usædelig kvinde, men som efterhånden blev læst og anerkendt i brede kredse.

Erna Juel-Hansen var født Drachmann, søster til digteren Holger Drachmann, som hun livet igennem var nært knyttet til. Faderen var rundet af ringe kår og kæmpede sig ved et møjsommeligt stræb frem til en position som en af Københavns betydeligste medicinere; han gjorde bl.a. et stort arbejde for at højne den hygiejniske standard og for at forebygge fysiske lidelser gennem gymnastik. Erna Juel-Hansen tog hans enorme flid i arv tillige med optagetheden af både hygiejnespørgsmålet og gymnastikken. Hun ville også have været læge, men da medicinstudiet endnu ikke var tilgængeligt for kvinder, måtte hun lade sig nøje med at studere gymnastikkens teori og praksis, bl.a. under et studieophold i Paris 1866. I en periode herefter underviste hun på et pigegymnastikinstitut, som faderen startede i slutningen af 1860'erne. Samtidig fik hun gennem mødet med den unge Niels J.-H. næring til sin drøm om at virke i oplysningens tjeneste sammen med et elsket menneske. Hun blev forlovet med den kommende jurist, som hellere ville være pædagog, og de blev begge optaget af den tyske pædagog F. Fröbels såkaldte Kindergarten, der kom til at inspirere til oprettelsen af børnehaver verden over. 1870 tog hun lærerindeeksamen på N. Zahles Seminarium og rejste derefter til Berlin for at studere på byens Fröbelseminarium. Da hun kom tilbage til København, åbnede hun og hendes forlovede, der også havde studeret pædagogik i udlandet, i 1871 landets første børnehave, og kort tid efter blev de gift. Blandt de øvrige pionerer inden for småbørnspædagogikken må fremhæves Hedevig Bagger, der åbnede en børnehave i 1880. Niels J.-H.s og Erna Juel-Hansens ægteskab skulle være et ligeværdigt arbejdsfællesskab, men det viste sig svært for den tilbageholdende og melankolske mand at acceptere sin kones krav om lige ret i både samarbejdet og samlivet.

Børnehaven blev siden suppleret med en såkaldt overgangsafdeling, svarende til vor tids børnehaveklasse, og fra 1876 med en pigeskole. Idealet var en fællesskole for drenge og piger, men det var tiden ikke moden til; i det hele taget var ægteparrets pædagogiske principper på fremskridtets side og derfor på kanten af, hvad den største del af borgerskabet kunne acceptere. Da det samtidig var disse velhavende forældre, der skulle sikre den private børnehave- og skolevirksomhed, blev det en svær balancegang mellem hensynet til pædagogikken og idealerne på den ene side og indkomsten på den anden. Til sidst blev de økonomiske vanskeligheder så store, at ægteparret måtte opgive, og i 1883 blev børnehaven lukket. Allerede før dette tidspunkt var samlivet mellem ægtefællerne ophørt, og de levede hver deres liv under samme tag indtil 1894, hvor Erna Juel-Hansen endegyldigt forlod sin mand. Ægteskabet blev dog aldrig opløst. Parrets fire børn, født på seks år, blev opdraget af forældrene i fællesskab, og efter indbyrdes aftale påhvilede også forsørgerbyrden begge forældre. For Erna Juel-Hansen var det et stort tab, at arbejds- og kærlighedsfællesskabet brød sammen. Hun havde sat al sin lyst og energi ind på at skabe et moderne ægteskab, der på én gang kunne rumme kammeratskab, kompagniskab og erotik, og ingen af delene gik med Niels J.-H. I stedet kastede hun sig over arbejdet og startede 1884 et kvindegymnastikinstitut, baseret på svenskeren P.H. Lings dengang meget moderne princip om kroppens naturlige formbarhed. I 1886 introducerede hun den såkaldte reformdragt, en kvindedragt, der var uden korset og tournure og tog hensyn til kroppens former og funktioner i stedet for til dens erotiske signalværdi. Parallelt med dette oplysningsarbejde fik hun efterhånden også godt fat i sit forfatterskab, som overordnet set rummer to hovedtemaer. Det ene knytter sig til oplysningsbestræbelserne og er især fremherskende i de første værker; her skildres unge borgerpigers opvækstvilkår samt de psykiske strukturer, opdragelsen resulterer i. Det andet tema lå i forlængelse af Erna Juel-Hansens personlige erfaringer og nederlag, idet hovedvægten her lægges på voksne kvinders ydre og indre kampe med en moderne tilværelse.

Debutromanen Mellem 12 og 17 blev udgivet i 1881 under pseudonymet Arne Wendt, dvs. fornavnet Erna "vendt" om. Den handler om en flok unge piger og ikke mindst om deres blomstrende fantasiliv, som drejer sig om alt det, dannede unge damer ikke må vide noget om. Romanen er noget usikker og stiv i fortælleformen, men det er en svaghed, Erna Juel-Hansen lægger bag sig i de kommende værker, hvor hun udvikler en egen tør fortællestil, der med meget få stilistiske virkemidler, fx stort set uden metaforbrug, bærer beretningen frem. Erna Juel-Hansen skriver nok periodens mest rendyrkede realisme. Romanen En ung Dames Historie, 1888, er en helstøbt beskrivelse af hovedpersonens oplevelser med kærligheden, og bogen vakte stor opmærksomhed på grund af sin forholdsvis utilslørede beskrivelse af den unge piges fuldbyrdede erotiske oplevelser med en kunstner. Den voksne kvindes besværligheder med at komme overens med sit køn og sin tid udfoldes tematisk fint i de to sammenhængende romaner Terese Kærulf, 1894, og Helsen & Co., 1900; sidstnævnte blev genudgivet i 1979. Hovedpersonen Terese følges fra sin pure ungdom, hvor hun forældreløs og fuld af selvtillid går i gang med en uddannelse til kunsthåndværker, gennem to forelskelser, og til hun gifter sig og etablerer kompagniskab med den mand, hun elsker. I Helsen & Co. gennemskrives det moderne ægteskabs historie, hvor Terese og Helsen sammen opbygger et velfungerende firma baseret på hendes kreativitet og hans håndværk, mens deres ægteskab udvikler sig fra det intense, erotiske kærlighedsmøde til et mere hverdagsligt forhold. Romanen følger Terese på nært hold, mens mandens stormende forelskelse tager af, og hun smerteligt giver afkald på bid efter bid af sine store idealer. Romanen besynger til slut resignationen. De selvbiografiske elementer er til at få øje på, men de bliver gennem romanerne udsat for en kunstnerisk fortolkning, som hæver dem op over Erna Juel-Hansens egne, personlige problemer. I alderdomsværket Henriks Mor, 1917, der blev hendes sidste udgivelse, skildres en moders kamp for uafhængighed af en voksen søn, der med en let tuberkulose som påskud nægter at løsrive sig.

Erna Juel-Hansen deltog fra begyndelsen af 1880'erne både i kvindebevægelsen og i politisk arbejde. 1883-87 var hun aktiv i Dansk Kvindesamfund, men meldte sig ud i protest mod foreningens moderate linie, bl.a. i spørgsmålet om valgret for kvinder. Mere på bølgelængde var hun med kredsen omkring lærerinden Henriette Steen, der hver uge samlede en gruppe af tidens fremtrædende kvinder til diskussion. 1889 var Erna Juel-Hansen medstifter af Kvindevalgretsforeningen, men kom i 1893 i stærk modvind efter at hun havde kritiseret kvindebladet Hvad vi vil, som bl.a. var støttet af hendes egen forening. Det politiske engagement indledtes i 1883, da hun blev medlem af Studentersamfundet, grundlagt året før som et liberalt modstykke til den konservative Studenterforening. 1886 meldte hun sig ind i Københavns Liberale Vælgerforening, der især samlede hovedstadens kulturradikale kræfter, og blev her med- lem af bestyrelsen i 1905 som en af de første kvinder.

Erna Juel-Hansen var i hele sit pædagogiske virke sin faders datter, og hun var desuden en ægtefødt efterkommer af oplysningstiden og dens rationalisering af sammenhængen mellem oplysning og udvikling. Samtidig var hun i den grad et barn af sin tid og dens moderne tvivl om snart sagt alle sandheder. Hun var ateist, hun troede ikke på en medfødt kvindelighed eller på, at kvinden skulle være manden underdanig, og hun forkastede også påstanden om, at den kvindelige drift kunne slumre, indtil den lod sig udløse i mødet med manden i det institutionelle ægteskab. Erna Juel-Hansen var med andre ord splittet, og hun blev forfatter på både troen og tvivlen. Hendes fornemste kvalitet var, at hun formåede at fastholde og fortolke splittelsen i sine værker, som det stadig giver mening at beskæftige sig med.