Emma Hørup voksede op i København som den mellemste i en børneflok på fem. Moderen var født Drachmann, og hendes søskende og søskendebørn kom til at spille en stor rolle i Emma Hørups liv. Faderen var en streng, men fremsynet officer og gymnastikinspektør, der lagde vægt på, at ikke blot sønnerne, men også hans tre døtre fik en uddannelse, så de kunne forsørge sig selv. Emma Hørup søgte N. Zahles kursus for privatlærerinder, og hun var derefter i nogle år huslærer forskellige steder i landet. 1859 blev der imidlertid åbnet mulighed for, at kvinder kunne tage lærerindeeksamen. Der fandtes ifølge sagens natur endnu ingen seminarier for kvinder, men Emma Hørup tog sammen med en kollega privat undervisning hos N. Femmer, Annestine Beyer og Gotfred Bohr, og hun blev derved en af de første elever fra det, der senere skulle blive kendt som Femmers Kvindeseminarium. Hun var blandt de fire første kvinder, der i efteråret 1860 gik til eksamen, og hun bestod den som den bedste. Efter sommerferien 1861 blev hun ansat på Sølvgades Skole. Men i 1864 blev hun viceskoleinspektør for pigeskoleafdelingen på De forenede Kirkeskoler, som netop var blevet samlet i en ny skolebygning i Nørregade. Det var en rig legatskole, som hvert år optog 30 af de dygtigste elever fra kommunens skoler. Augusta Fenger, der 1879 vikarierede for Emma Hørup, skriver: “Det var en Fryd at se ud over den Række intelligente Ansigter med ivrige straalende Øjne i den store Pigeklasse i Kirkeskolen.”
Emma Hørups ansættelse skete, selvom bestyrelsen for skolerne var gjort bekendt med, at hun i 1862 havde forlovet sig. Men da hun i 1867 skrev til bestyrelsen og spurgte, om der var noget til hinder for, at hun giftede sig, fik hun til svar, at hvis ikke hendes pligter ved skolen lod sig forene med hendes gifte stilling, ville bestyrelsen gøre brug af sin ret til at opsige hende. Det blev dog ikke aktuelt. Den forlovede var Emma Hørups fem år yngre fætter stud.jur. Viggo H. Året efter at han i 1867 var blevet kandidat, giftede de sig, og han flyttede ind hos hende på kvisten i Nørregade. Han bidrog til den sparsomme husholdning ved at manuducere til dansk juridisk eksamen, og de havde som noget enestående i tiden hver sin økonomi. Alligevel måtte han lide den tort, at skoleinspektørens børn råbte “jordemodermand” efter ham. Det blev et brydsomt ægteskab. Mens Emma Hørup passede sin skole og snart også to små børn, forberedte han sin politiske karriere, og i 1872 forelskede han sig i deres fælles kusine Henriette Steen. Forholdet varede til hendes død i 1894, så der blev tidligt tæret på ægteskabets indre liv. Alligevel fastholdt de det som ramme for børnenes opvækst og af hensyn til den ydre respektabilitet, som deres erhverv nødvendiggjorde. Der er heller ikke tvivl om, at hun livet igennem omfattede ham med sin kærlighed og beundring. Hun var en gæstfri værtinde for hans politiske og litterære venner, og hendes kulturelle viden og politiske engagement gjorde hende til en aktiv og ligeværdig samtalepartner. Ikke desto mindre kaldte hun ham “fatter” og underordnede sig fuldstændig hans karrierehensyn. Sønnen Svend var en forknyt dreng, som havde brug for al hendes støtte, fx lærte hun sig latin for at kunne læse med ham. Han klarede med nød og næppe at blive student, men i 1888 fik han et psykisk sammenbrud og måtte indlægges på Kommunehospitalets 6. afdeling. I de følgende år boede han hjemme, skrev lidt i Politiken og ville være kunstner, men det krævede moderens bedste kræfter at holde ham psykisk på plads. I 1893 sagde hun sin stilling på De forenede Kirkeskoler op, så hun kunne tage sig af ham de sidste par år, han levede. Det var en svær tid, også udadtil på grund af de politiske forhold.
Emma Hørup var en dygtig og realistisk indstillet lærer, og hun engagerede sig i tidens spørgsmål om pigers og kvinders uddannelse, bl.a. gik hun ind i spørgsmålet om metodisk håndarbejdsundervisning. Desuden skrev hun jævnligt under forskellige mærker i ægtefællens blade, først Morgenbladet, siden Politiken, bl.a. om bøger, kvinde- og opdragelsesspørgsmål og sociale forhold. Ved Ibsenfesten i 1898 talte hun i Kvindelig Læseforening om den norske forfatters betydning for kvinderne. Men ellers skyede hun offentlig fremtræden, og selvom hun i 1880’erne var medlem af Dansk Kvindesamfund, var hun ingen organisationskvinde. Fra de senere år i 1890’erne blev forholdene bedre. Politiken voksede og blev en kilde til velstand, og Hørup blev en af københavnernes yndlinge. De kunne indrette sig standsmæssigt og købe sommerstedet Lystofte i Brede. Viggo H. døde som trafikminister i den første Venstreregering i 1902, og hun havde en lang enkestand, hvor hun lærte sig italiensk og modtog gamle venner fra kamptiden såvel som de ny, som datteren Ellen H. bragte til huse. Titlen som gehejmerådinde, som hun havde ret til at bære som enke efter en minister, der var død i embedet, benyttede hun ikke.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.