Annestine Beyer

Annestine Beyer blev som ung ansat ved Døtreskolen af 1791, en af den sene oplysningstids velanskrevne pigeskoler. Hun gik ind i arbejdet med en vældig energi, sprængfuld af pædagogiske idéer og reformiver og var en tid ved at sætte skolens leder frk. Mammen helt ud af spillet. Annestine Beyer var belæst, påvirket af de store tyske pædagoger J.H. Pestalozzi og F. Fröbel, og ikke mindst af deres tanker om det lille barns første undervisning. Hun var desuden overbevist om, at pigers undervisning skulle være til livsvarig gavn, en sum af brugbar viden uanset det senere livsforløb. Da Københavns skoledirektion i 1845 for at højne undervisningens kvalitet oprettede en institutbestyrerprøve, som blev gjort obligatorisk for vordende privatskoleledere, indså Annestine Beyer, at der ville opstå et behov for prøveforberedende undervisning, specielt af kvinder, der drev langt de fleste af Københavns mange private skoler. Allerede i februar året efter udsendte hun i samarbejde med daværende skolebestyrer Emil Bojsen det første program for Den højere Dannelsesanstalt for Damer. Den nye institution fik til huse hos Døtreskolen, hvor Annestine Beyer fortsat arbejdede, og dens lærerkræfter bestod, foruden af de to ledere, af akademisk uddannede mænd, latinskolelærere og universitetsansatte, flere af dem senere mangeårige censorer ved institutbestyrerprøven. Dermed var den første kompetencegivende boglige uddannelse for danske kvinder en kendsgerning, og frem til omkring 1860 kom flertallet af eksaminerede institutbestyrerinder fra dannelsesanstalten, bl.a. Natalie Zahle. Hun og EB bevarede også senere en vis forbindelse med hinanden, og Zahle forsøgte på et tidligt tidspunkt i sin skolevirksomhed at knytte Annestine Beyer til sin lærerstab, netop med henblik på elementarundervisningen. Det varede imidlertid kun kort, de var både af temperament og indstilling meget forskellige. Annestine Beyer var klart emancipatorisk i sit sigte med lærerindeuddannelsen, Zahle længe mere pragmatisk, bl.a. kritisk over for, at religionen ikke var den bærende kraft i Annestine Beyers undervisning.

I 1859 fik kvinder adgang til at aflægge lærerindeeksamen. I foråret 1860 henvendte den unge Emma Holmsted (g. Hørup) sig til Annestine Beyer og spurgte, om hun ville påtage sig at læse hende og en veninde Hedvig Rosing op til den første eksamen, der skulle afholdes om efteråret. Som 15 år før slog den nu 65-årige Annestine Beyer til. Hun fik skolemændene Godfred Bohr og N. Femmer til at påtage sig undervisningen i henholdsvis historie, geografi og regning, en teolog tog sig af religion, og da hendes elever sammen med endnu to unge kvinder bestod eksamen, var det første lille kuld lærerinder til undervisning i den offentlige skole udklækket. Lærergruppen fortsatte samarbejdet, og i februar 1861 blev Beyers, Bohrs og Femmers eksamensforberedende kursus åbnet, samtidig med at Zahle opbyggede sin lærerindeuddannelse. Ingen af kursets lærere var seminarieuddannede, og kun Annestine Beyer havde erfaring med undervisning af voksne kvinder og som vejleder i pædagogik. De første år blev præget af eksperimenter, men her som hos Zahle lykkedes pionerarbejdet, og lærerindeuddannelsen blev i de første tiår lagt i faste rammer, fik et omfang og et indhold, der hurtigt skabte respekt hos skolefolk og myndigheder. Kurset havde i et halvt århundrede til huse i Gothersgade 8 hos Døtreskolen. I 1870 udvidedes det med en gren til uddannelse af privatlærerinder, en fortsættelse af Annestine Beyers vejledning af aspiranter til institutbestyrerprøven. Til kurset blev i årenes løb knyttet en række fremragende lærere, bl.a. landstingsmanden Herman Trier og pædagogpioneren Kirstine Frederiksen.

Annestine Beyer var på flere punkter pædagogisk nyskabende. Fagene praktisk og teoretisk pædagogik blev varetaget af hende selv, der her livslangt udøvede en pionerindsats. Praktisk undervisningsfærdighed var ikke højt i kurs i Danmark midt i forrige århundrede, der var fx ikke øvelsesskoler knyttet til alle mandlige statsseminarier. Heller ikke Zahle betragtede evnen til at lære fra sig som noget tillært. Den var snarere naturgiven, en kunst, der kun dårligt kunne tilegnes. Først med loven om læreruddannelse fra 1894 blev praktisk undervisningsfærdighed et obligatorisk fag, og der etableredes øvelsesskoler ved alle seminarier. Ud over den pædagogiske disciplin kom endnu et par fag til at bære præg af Annestine Beyers indsats. Hun hævdede allerede i sit første kursusprogram, at modersmålet og historieundervisningen burde være bærepiller i al kvindelig undervisning, fra barneskole til lærerindeuddannelse. Heller ikke dette synspunkt var overensstemmende med den datidige pigeskoleundervisning, hvor fremmedsprogsindlæringen både i grammatik og litteratur var langt mere omfattende end modersmålsundervisningen. Annestine Beyers omfangsrige og grundige danskundervisning var formentlig især Fröbelinspireret, og den kom til at præge adskillige bestyrere af store pigeinstitutter og dannede således skole. Ikke mindst Zahle tog ved lære og gjorde begge disse fag til det centrale på alle trin i sit skoleimperium. Men også hos Annestine Beyer-eleverne Louise Westergaard og Emilie Løbner slog den igennem, for øvrigt stærkt støttet af Københavns første skoledirektør V.A. Borgen, der på mange områder var enig med Annestine Beyer i hendes undervisningsplaner. På endnu et punkt skilte Annestine Beyer sig ud fra den dominerende holdning i midten af 1800-tallet. Hendes elevers pædagogiske eksamenspapirer er ofte præget af et nøgternt syn på skolepiger, en realistisk indsigt i, hvad der lod sig praktisere i en privat pigeskole, og et skarpt blik for, hvad den voksne kvinde en dag kunne have behov for, hvis hun blev nødt til at forsørge sig selv. Den emancipatoriske synsvinkel er overraskende tydelig i mange af dem, ligesom respekten for nøjagtig viden i modsætning til poetisk føleri.

Annestine Beyer fortsatte med at undervise højt op i årene. Hendes tørre humor kom til udtryk også skriftligt, når hun ikke nøjedes med at rette formelle fejl i danske stile, men gik ind i debat om holdninger og lidt for flotte udsagn, og hendes små kvindesaglige foredrag krydrede mangt et frikvarter. Ved hendes 80-års fødselsdag i 1875 stiftede kolleger og elever et legat i hendes navn til en friplads til en trængende studerende, og dem var der tilsyneladende altid nok af omkring Annestine Beyer. Hun levede i mange år hos en gift søster sammen med endnu en søster, ugift og lærerinde som hun selv. Annestine Beyer var respekteret som pædagog i sin samtid. På trods af sin udpræget emancipatoriske indstilling ønskede hun ikke at være forgrundsfigur, har måske hverken kunnet eller villet gå på kompromis med sit for en skoleleder så kontroversielle kvindebillede. Men hun var igangsætteren, den første i rækken af fremragende kvindelige pionerer, der skabte den danske lærerindeuddannelse.