Benedicte Arnesen Kall

Benedicte Arnesen Kall havde gennem sin opvækst dels hos sin lærde fader, den islandske leksikograf Paul A., dels gennem det nære forhold til professor Børge Thorlacius og hans hustru Benedicta, fået stor kærlighed til litterær beskæftigelse. Hun udgav bøger i mange forskellige genrer, både skønlitteratur, romaner, digte, et drama og en romancecyklus, og litteraturkritik, en kommenteret oversættelse af Molières samlede forfatterskab, foredrag og forskellige former for erindringer, rejseskildringer og en bog om faderen. Hovedværket er Livserindringer 1813-1857, 1889, der opruller et detaljeret billede af livet i Københavns. akademiske borgerskab i 1800-tallets første halvdel frem til forfatterskabets begyndelse.

Forholdene i hjemmet var vanskelige. Faderen havde uden fast ansættelse svært ved at forsørge de fem børn, og moderen manglede forståelse for, at Benedicte Arnesen Kall og hendes søster Marie A. hellere ville læse end påtage sig de sædvanlige kvindelige sysler. Benedicte Arnesen Kall opholdt sig derfor fra tiårsalderen helst i huset hos det barnløse ægtepar Børge og Benedicta Thorlacius (f. Kall) og knyttede sig især til Benedicta Thorlacius og omtalte hende siden som sin anden moder. Både faderen og den kunstinteresserede Thorlacius-Kallske familie tilskyndede hende til at lære de europæiske hovedsprog og dyrke kunstarterne, og med årene tilegnede hun sig en omfattende og mangesidig humanistisk dannelse og lærdom. I 1831 besøgte hun sammen med Benedicta Thorlacius dennes plejedatter, der var gift i Tyskland; herefter tilbragte hun en sæson hos sin moders familie i Oslo, det daværende Kristiania, hvor hun mødte grundlæggeren af en stiftelse for dårligt stillede kvinder og derved for første gang blev opmærksom på kvindernes særlige sociale problemer. Benedicta Thorlacius og hendes to søskende Elisabeth og Johan Christian Kall tilbød at tage Benedicte Arnesen Kall til sig, men hendes fader opfordrede hende til at søge en mere selvstændig eksistens, og 1832-39 var hun guvernante for oberst Alexander Emilius de Wilsters børn. 1839-41 besøgte hun igen sin veninde i Tyskland, hvor hun hjalp hendes mand med at redigere kulturelle tidsskrifter og derved fik lejlighed til at lære spansk. Efter hjemkomsten til København boede hun sammen med Elisabeth og Johan Christian Kall, sidstnævnte adopterede hende i sit dødsår 1844, og hun antog familiens navn.

Benedicte Arnesen Kall havde længe skrevet udkast til noveller og romaner. I 1853 udgav hun anonymt en romancecyklus Grev Bothwell i Norge og desuden romanen Min Søns Breve, der er en kunstfærdig æskekomposition med et kalejdoskopisk fortællemønster; i 1855 udkom romanen Zillerdal, hvis to parallelle kærlighedshistorier er henlagt til Tyrol. Romanerne handler begge om hovedpersonens udvikling til kunstner, en for Benedicte Arnesen Kall eksistentiel problematik, som hun udfolder inden for et traditionelt kønsrollemønster. Hovedpersonerne og synsvinkelbærerne er mænd, der bliver kunstnere på baggrund af en sublimeret kærlighed til en madonnalignende kvindefigur, i den første roman på trods af nogle dominerende og egoistiske moderskikkelser. Begejstringen for og fortroligheden med teatret inspirerede Benedicte Arnesen Kall til at skrive en række dramaer, som hun sendte til J.L. Heiberg på Det Kgl. Teater i hans direktørtid. Han ville dog ikke antage dem, og kun ét af hendes skuespil Robert Bruce, 1873, blev trykt.

Efter Elisabeth Kalls død i 1857 foretog Benedicte Arnesen Kall en stor rejse til Grækenland og Istanbul. 1862-70 lejede hun Ludvig Holbergs gamle bopæl Tersløsegård ved Holbæk, hvor hun oversatte og annoterede Molières komedier, der udkom 1869-70 med et forord om Molières forhold til Holberg og et efterskrift om den franske og danske alexandriner. Efter et besøg i Island skrev hun to bind Smaaskizzer fra en Islandsrejse i Sommeren 1867, 1869-71, og i 1872 udkom hendes første digtsamling I Sorg og Glæde samt en versificeret udgave af evangelierne Gennem Kirkeaarets Evangelier. I en omtale af hendes anden digtsamling Fra det stille Liv, 1883, skrev forfatteren Herman Bang, at han som barn besøgte Tersløsegård og glædede sig over alle de muntre historier, hun kunne fortælle fra litteraturen og sit eget liv; om aftenen afsluttede hun samværet ved at neje foran Holbergs portræt og sige: “Tak, gode Fader Holberg!” Frugterne af hendes spanske studier blev til bogen Den spanske Trilogi om Calderón, Lope de Vega og Cervantes, der udkom i 1884.

Efter at kvindesagen havde organiseret sig, var hun 1874-75 formand for Kvindelig Læseforening og holdt her tre foredrag om Fru Gyllembourg og hendes Værker, trykt 1875, og foredraget For eller imod Kvindesagen?, trykt 1881. I modsætning til det øvrige forfatterskab, der udkom anonymt eller under forskellige pseudonymer, udgav hun foredragene under eget navn. Thomasine Gyllembourgs kvindeprogram var godt, mente Benedicte Arnesen Kall, bortset fra at det forudsatte en idealtilstand, hvor alle unge piger var smukke, havde fået en udmærket opdragelse og blev forsørget af gode elskere og ægtemænd, og at det ikke imødekom den moderne kvindes krav på et individuelt liv. Benedicte Arnesen Kall var kritisk over for tanken om at udviske kønsforskellen og betonede nødvendigheden af at fastholde mændenes respekt for ægteskabet og det huslige liv. Bogen om faderen Poul Arnesen, Islænder, 1884, er endnu et vidnesbyrd om, at drivkraften i hendes arbejde var en pietetsfuld taknemmelighed over for slægt og fædreland og iver efter at give sin skærv til kulturarvens videreførelse.