Johanne Meyer

Faktaboks

Johanne Meyer
Johanne Marie Abrahammine Meyer
Født
1. juli 1838, Ålborg
Død
4. februar 1915, Frederiksberg
Arbejdsliv
Kvindesagsforkæmper, redaktør, agitator og journalist
Familie

Forældre: toldbetjent Lauritz Petersen (1802-56) og Sophie Frederikke Lundberg (1799-ca.1863).

Gift 13. august 1858 med købmand Emil Lauritz M., født 14. april 1833 i København, død 23. maj 1917 på Frbg., s. af silke- og klædehandler Raphael M. og Rose Salmonsen. Ægteskabet opløst 1901.

Adoptivbørn: Godina Petroline Henriette (1852). Plejebørn: August (1865), Anna Christine (1873), Peter Alfred Luis (1874), Carl Otto (ca. 1875).

Johanne Meyer
Johanne Meyer stod i forreste række i kampen for kvinders valgret. Hun var aktiv i en lang række foreninger, bl.a. som formand for Kvindelig Fremskridtsforening, medstifter af Kvindevalgretsforeningen, formand for De Samlede Kvindeforeninger og som redaktør af bladet Hvad vi vil, for blot at nævne nogle få af hendes engagementer.
Af .
Kvindelig Læseforening
Johanne Meyer (nr. 2 til højre ved første bord) til festaften i Kvindelig Læseforening sammen med en lang række af tidens kendte kvindesagsforkæmpere som Emma Gad, Fredrik Bajer, Sophie Alberti og Ida Falbe-Hansen.
Kvindelig Læseforening
Af /Det Kgl. Bibliotek.
Sang, Landsforbundet for Kvinders Valgret
I Landsforbundet for Kvinders Valgret gjorde Johanne Meyer sig gældende som medlem af hovedbestyrelsen 1907-1915 og som agitator og foredragsholder. Hun opnåede altid høje stemmetal på årsmøderne. Her sangen Hvad vil vil!, der blev sunget på årsmødet i Randers i 1911.
Sang, Landsforbundet for Kvinders Valgret
Af /Det Kgl. Bibliotek.
Licens: CC BY 3.0
Teosofisk Samfunds symbol

Johanne Meyer stiftede sammen med G. Howitz Teosofisk Samfund i Danmark. Hun var medlem af Københavns-Logen, indtil hun i 1904 grundlagde sin egen Maria-Loge, som hun ledede indtil 1914. På billedet ses det teosofiske symbol, bl.a. med referencer til de forskellige verdensreligioner.

Artikelstart

Da Johanne Meyer, en af kvindevalgretskampens mest kendte veteraner, i 1915 lagde sig til at dø, var det i bevidstheden om, at en af hendes største drømme var ved at gå i opfyldelse: kvinders stemmeret og valgbarhed til Rigsdagen. Det mål havde hun første gang slået til lyd for i 1888 på det nordiske kvindesagsmøde i København Derefter var hun altid at finde i forreste række af valgretsbevægelsen.

Johanne Meyers tilværelse indebar en serie af opbrud og ukonventionelle valg. I 1858 giftede hun sig med en mosaisk jøde, Emil M., der ved vielsen konverterede til kristendommen. 1858-67 var parret bosat i Nyborg, hvor ægtefællen havde etableret en kolonial- og manufakturhandel, og hun drev sin egen lille friskole. I det beskedne hjem med Johanne Meyer som centrum fandt fynske grundtvigianere og friskolefolk et mødested. Da Christen Kold i 1863 som den første herhjemme åbnede sin højskole i Dalum for unge kvinder, blev han Johanne Meyers vigtigste pædagogiske inspirationskilde. 1867 bosatte ægteparret sig i København, hvor Emil M. fik borgerbrev med ret til at drive brændevinshandel. Med sig fra Nyborg bragte de deres adoptivdatter. Johanne Meyer fødte selv fem børn, men ingen af dem overlevede småbarnsstadiet. Efterhånden blev familien yderligere udvidet med fire plejebørn. Fra slutningen af 1860’erne var hun involveret i grundtvigianernes folkeoplysende arbejde med udgangspunkt i Istedgade Asyl. Selv tog hun initiativ til tjenestepigemøder med teservering og oplæsning af bondelitteratur, og i hjemmet i Borgergade startede hun en lille højskole for unge kvinder. Ægteparret fik deres gang i Vartov menighed, men Johanne Meyer faldt ikke til i kvindekredsen omkring Asta Grundtvig, N.F.S. Grundtvigs tredje hustru, og i det noget aristokratiske og bedsteborgerlige miljø. Hun følte ikke, at menigheden støttede hendes højskoleprojekt, som kolliderede med ledende grundtvigianeres planer om at skabe Københavns Højskoleforening, hvor kvindeligt medlemskab ved starten i 1878 ikke var en given sag.

Selv anså Johanne Meyer det at “tjene Folket” som et kald indgivet af Gud og en form for apostelgerning. I 1880’erne blev kaldstanken bragt på en ny formel gennem hendes kontakt med arbejderbevægelsen og hendes engagement på kvindesagens venstrefløj. Religiøst nærmede hun sig nygrundtvigianerne, og socialismen anså hun for “den store Kærlighedstanke”. I 1885 blev hun skribent på Social-Demokraten med artikler om engelsk pacifisme, og hun meldte sig under fredsbevægelsens faner. Under indflydelse af den store kvindestrejke på Rubens klædefabrik i 1886 tog hun for alvor de socialistiske idéer til sig. Da Kvindelig Fremskridtsforening (KF) blev stiftet i 1885 i protest mod, at Dansk Kvindesamfund (DK) ikke gik ind for fuld ligestilling, herunder valgret, blev Johanne Meyer kort efter medlem. Indtil KFs opløsning i 1903 blev hun den, der i højere grad end de andre formænd Matilde Bajer, Louise Nørlund og Franziska Trier kom til at tegne foreningens profil. Bortset fra en kort periode i 1897 var hun selv formand 1889-1901. Med sine agitationsrejser til provinsen søgte hun at gøre KF til en landsorganisation og gik hermed DK i bedene. I modsætning til DK optog KF fra begyndelsen kun kvindelige medlemmer, men efter en lang intern konflikt lykkedes det Johanne Meyer som fortaler for kønnenes samorganisering at ændre dette.

I 1888 blev Johanne Meyer ulønnet redaktør af KFs blad Hvad vi vil og dets flittigste pennefører. Bladet så dagens lys som foreningsorgan ved det første nordiske kvindesagsmøde, som KF arrangerede samme år i København. Som redaktør indtil 1894 viste hun sig fra sin mest provokerende og agitatoriske side. I 1889 var hun sammen med bl.a. Nørlund og Line Luplau med til at stifte Kvindevalgretsforeningen (KVF), hvor kvindevalgret var det eneste punkt på programmet. I KVF, som var det første forsøg på at vække og få fat på stemmeretstilhængere over hele landet, sad hun i den første bestyrelse. 1890 blev hun formand for De samlede Kvindeforeninger (DSK), der havde til formål at etablere et samarbejde mellem KF, KVF og en række kvindelige fagforeninger. Denne organisatoriske fællesfront introducerede nye aktions- og agitationsformer med sine massemøder og gennem Hvad vi vil, som DSK overtog efter KF. Bladet gav kvindesagens venstrefløj tilnavnet Hvad-vi-vil-kvinder. I 1893 blev Hvad vi vil skarpt angrebet for journalistisk amatørisme af forfatteren Erna Juel Hansen på et møde i KVF. Angrebet blev tilbagevist af bl.a. Nørlund og Bajer, der betragtede det som et personangreb på Johanne Meyer. Repræsentanter fra DSK ønskede samarbejdet med KVF afbrudt. Samme år gik DSK i opløsning, og bladet gik ind 1894.

I 1893 viste Johanne Meyer megen civilcourage, da forstander ved børnehjemmet Kana Vilhelmine Møller, der var organiseret både i DK og KF, tilstod at have myrdet og udnyttet en dreng seksuelt. Ved tilståelsen blev Møller hovedperson i en af de mest opsigtsvækkende mordsager i dansk kriminalhistorie. Anledningen til, at Johanne Meyer tog til orde i sagen, var, at Møller havde været ansat som tjenestepige i hendes hjem, og at Johanne Meyer fra 1883 havde bakket børnehjemmet op med en syforening og gratis undervisning, ligesom hendes ægtefælle var bestyrelsesmedlem. I sit forsvar for Møller i Hvad vi vil forsvarede Johanne Meyer ikke den anklagedes handlinger, men det menneske, hun havde kendt som en oprigtigt troende og selvopofrende person.

Johanne Meyer var mangeårigt medlem af Dansk Fredsforening (DFF) og sad i dens hovedbestyrelse, 1889-93 som næstformand. I 1893 blev hun nægtet foretræde for Christian 9., da DFFs deputation overbragte monarken en fredsadresse med ca. 230.000 underskrifter. I 1906 var hun sammen med Sophie Alberti og sin kvindesags- og fredsveninde Bajer initiativtager til Danske Kvinders Fredsforening. I 1898 tilsluttede Johanne Meyer sig Danske Kvindeforeningers Valgretsudvalg, hvor hendes mangeårige samarbejdspartner Nørlund var formand. Det blev dog i Landsforbundet for Kvinders Valgret under Johanne Rambuschs ledelse, at hun kom til at gøre sig gældende, dels som agitator, dels som hovedbestyrelsesmedlem 1907-15. Her var hun blandt de repræsentanter, der på årsmøderne opnåede størst stemmetal, hvilket formentlig skyldtes, at hun var en af forbundets få landskendte kvinder med flere årtiers foredragsturnéer for kvindevalgretten bag sig.

I 1901 lod Johanne Meyer sig separere fra Emil M. på grund af hans utroskab. Journalistik blev nu hendes vigtigste og ikke lige letflydende indkomstkilde. Hendes emner var især kvindestof og sociale temaer. Hun skrev for en række dameblade og aviser, bl.a. Folkets Avis og Kvindernes Blad, samt i foreningsblade som Sundhedsbladet og Tjenestepigernes Blad. Tjenestepigerne var den gruppe af arbejderkvinder, som Johanne Meyer var i tættest kontakt med, og i Københavns Tjenestepigeforenings blad skrev hun til støtte for ti timers arbejdsdag, fast kontrakt, tyendelovens afskaffelse og faguddannelse. Fra 1909 redigerede hun sammen med Victor Figgé afholdsbladet Agitatoren. Johanne Meyers største styrke var dog ikke det skrevne ord, men hendes oratoriske evner, udfoldet over for et levende publikum. Som levebrødsjournalist leverede hun ikke sine mest velformulerede bidrag, og hun syntes navnlig at have haft svært ved at falde naturligt ind i damebladenes stilleje. I KFs regi udgav hun bogen Borgerlig Vielse og Bruderitualet, 1895, hvori hun anbefalede obligatorisk borgerlig vielse. På dette punkt faldt hun delvis i tråd med ældre forslagsstillere, fx Pauline Worm. Med Barnet og det seksuelle Spørgsmaal, 1906, og bogen Ny Kønsmoral og friere Form for Ægteskabet, 1910, argumenterede hun for større åbenhed i opdragelsen af børn på det seksuelle område og for en kammeratskabslignende ægteskabsmodel. I 1900 modtog hun ministeriel støtte til en studierejse til Paris med det formål at beskrive arbejderkvinders vilkår og deltage i den internationale kvindekongres. I Københavns Journalistforbund, stiftet 1904, var hun med fra starten og støttede bl.a. indførelse af en mere regelret journalistuddannelse.

I 1893 var Johanne Meyer begyndt at færdes i mere utraditionelle religiøse miljøer, og hun blev særlig tiltrukket af teosofien, der var en af mange nyreligiøse strømninger i 1890’erne. Hun stiftede sammen med G. Howitz Teosofisk Samfund i Danmark og var medlem af Københavns-Logen, indtil hun i 1904 startede sin egen Maria-Loge, som hun ledede indtil 1914. Hun kunne identificere sig med den teosofiske bevægelses internationale leder, englænderen Annie Besant, og med dennes erfaringsbaggrund i intellektuelle marxist- og socialistkredse. I teosofien fandt Johanne Meyer en dogmefri og synkretistisk religion, der var baseret på en reinkarnations- og karmalære samt nogle asketiske leveregler, der appellerede til hende. Med sine logemedlemmer dyrkede hun meditation, læsning af esoterisk litteratur og religionspsykologi, og hun fik både i Danmark og på skandinavisk plan lejlighed til at “prædike”. Som andre danske kvindesagskvinder, der gik ind i Teosofisk Samfund, bl.a. Valborg Andersen, Henny Diderichsen og Johanne Deichmann, fik hun her afløb for sin trang til at forkynde sin personlige tros budskaber, hvilket kvinder på dette tidspunkt ikke havde adgang til fra folkekirkens prædikestole. Kort før sin død arbejdede hun for at udbrede kendskabet til den kommende verdensfrelser, inderen Krishnamurti, som Besant 1911 havde udpeget.

Gennem sit teosofiske engagement kom Johanne Meyer ind på en etisk motiveret interesse for vegetarisme, dyrebeskyttelse og afholdssag. 1898 var hun sammen med bl.a. sanatoriebestyrer Johanne Ottosen med til at stifte Sundhedsforeningen (SF) og blev dens sekretær, formand og i flere år dens repræsentant i Danske Kvinders Nationalråd samt medlem af rådets presseudvalg. SF, der havde ca. 500 medlemmer, drev bl.a. et rådgivningsbureau og afholdt velbesøgte møder om kvindehygiejne og sund levevis. Johanne Meyer, som 1906-15 sad i De samvirkende Sundhedsforeningers hovedbestyrelse, skrev gennem en årrække populære artikler, bl.a. om naturhelbredelse, til SFs organ Sundhedsbladet. Hun blev også medlem af Dyreværnsforeningen Svalen. I 1907 var hun medarrangør af Samfundsugen for Humane Bestræbelser, der præsenterede filantropiske og folkelige foreningers arbejde for reformer af hverdagens levevis. Hun støttede desuden ægteparret Hedevig og Sophus Baggers arbejde med at oprette folkebørnehaver på grundlag af den tyske pædagog F. Fröbels tanker.

Johanne Meyer var i besiddelse af karisma og handlekraft, frimodighed og idérigdom, egenskaber, der navnlig i hendes senere år fik hende til at sprede sig over for mange felter. Hun var en glødende idealist, der var mere styret af at være i front, end at opnå lederpositioner som mål i sig selv. Som ledertype var hendes talent murbrækkerens, mindre administratorens. Socialt set identificerede hun sig med truede og udstødte mennesker og partipolitisk med den socialdemokratiske arbejderbevægelse. Hun nærede dog adskillige forbehold over for Socialdemokratiets mangelfulde kvindesolidaritet i valgretsspørgsmålet. I sine sidste leveår syntes Johanne Meyer at have elsket menneskeheden mere end det enkelte, konkrete individ.

Beskrivelser og portrætter af Johanne Meyer

  • Foto i Det Kgl. Bibliotek.
  • Lis Højgaard: Bidrag til den danske kvindebevægelses historie 1870-1900, 1977. Fredsbladet 2/1915. Kvindevalgret 3/1915. Journalisten 4/1915. Sundhedsbladet 3/1915. Ekstra Bladet 4. februar 1915. Politiken 5. februar 1915. Social-Demokraten 5. februar 1915.

Tilknytning til organisationer

Læs mere i Dansk Biografisk Leksikon

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig