Pauline Worm

Pauline Worm sagde om sig selv, at hun var “lidt af en Digter, lidt mere maaske af en Tænker, endnu lidt mere af en Valkyrie”, og det er god karakteristik af den blanding af æstetisk lyst, selvstændig refleksion og socialt engagement, der prægede hendes brogede livsvirksomhed. Trods en brydsom tilværelse som ugift lærerinde ytrede hun sig med ildhu om tidens væsentlige spørgsmål i digte, debatindlæg og foredrag. Især brændte hun af kærlighed til fædrelandet, modersmålet og kvindesagen; ligesom Mathilde Fibiger var hun en pioner for kvindebevægelsen i Danmark. Som 26-årig skrev hun sit litterære hovedværk De Fornuftige, der er et originalt, men også kaotisk forsøg på at sammenfatte de mange forskelligartede idéer og meninger i romanens form.

Pauline Worm voksede op i Hyllested på Djursland, hvor faderen Peter W. var sognepræst. Han udgav kontroversielle politiske skrifter af stærkt patriotisk indhold med kritik af den tyske indflydelse i landet, krav om en styrkelse af det militære forsvar og lovprisning af trykkefriheden; de blev i flere tilfælde forbudt af censuren. Han underviste selv Pauline Worm og hendes to mindre søskende, medens moderen forestod præstegårdens husholdning og landbrug. Pauline Worm beundrede sin fader og arvede både hans anskuelser og hans egenrådige væsen. Da hendes onkel Lauritz la Cour blev stænderdeputeret, forsøgte hun ni år gammel at få ham til at foreslå en ændring af valgloven, så kvinder kunne få stemmeret. I 1838, da faderen blev sognepræst i Kristrup ved Randers, begyndte Pauline Worm i en pigeskole. Efter konfirmationen i 1841 blev hun ansat samme sted som lærer, et fag, hun kom til at virke i de næste 40 år. I 1847 flyttede hun til Præstø som huslærerinde, senere forberedte hun sig et år i København, måske under Athalia Schwartz’ vejledning, for i 1852 at bestå eksamen som skoleleder, den såkaldte institutbestyrerprøve, der netop var oprettet i 1844. Året efter åbnede hun sin egen pigeskole for 12 elever i Randers, men den kunne dårligt bære økonomisk, fordi hun skønt faglig dygtig var upraktisk og uden større pædagogisk sans. I 1857 købte hun en tilsvarende skole med fem-seks pædagogiske medarbejdere i Århus, men da heller ikke den rigtig lykkedes, og hun ikke faldt til i byen, vendte hun i 1863 hjem til Kristrup præstegård, hvor hun havde privatelever, indtil hun i 1868 fik ansættelse ved en pigeskole i Randers. Da faderen døde i 1865, bosatte hun sig med sin moder i Randers for efter hendes død i 1881 at blive optaget i husstanden hos sin broder kaptajn Frederik Christian W. i København. Pauline Worm var mere interesseret i almene pædagogiske forhold end i at undervise; til et lærermøde i 1858 indsendte hun et forslag om oprettelse af en lærerindeeksamen, som året efter blev en realitet. Hun ytrede sig offentligt om skolefagene og mente, at undervisningen i dansk skulle styrkes på bekostning af tysk; i 1870’erne forestod hun nye udgaver af skolebestyrer Julie Heins’ læsebøger for børn.

Ved siden af lærergerningen udfoldede Pauline Worm en alsidig virksomhed som forfatter og foredragsholder. Hun skrev digte til mænd, hun beundrede, et fødselsdagsdigt til faderen i 1841 og året efter et digt til den liberale politiker P. Hiort Lorenzen, der havde demonstreret sit nationale sindelag ved at tale dansk i Slesvigs stænderforsamling; det sidste digt blev trykt i Dannevirke og var hendes første om end anonyme offentlige fremtræden. Ved tronskiftet i 1848 skrev hun et hyldestdigt til den nye regent Frederik 7; det blev trykt anonymt i Fædrelandet, udkom som særtryk og vakte opmærksomhed. Væsentligere var hendes bidrag fra marts og april 1851 til fejden om Fibigers roman, flyveskriftet Fire Breve om Clara Raphael til en ung Pige fra hendes Søster og tre artikler Om Kvindens Kald og Kvindens Opdragelse i Fædrelandet. I Fire Breve kritiserede Pauline Worm Fibigers bog for verdensfjern idealisme, men støttede ellers emancipationsprojektet, som for hende bestod i, at kvinder fik mulighed for at forsørge sig selv, så de kunne undgå økonomisk betingede ægteskaber: “Man anvise os blot to eller tre gode Veie, som vi med Sikkerhed kunne gaae i Livet, man gjøre os Uafhængigheden mulig!” I modsætning til Fibiger, der i Clara Raphael hævder, at emancipationen skal komme indefra som en åndelig vækkelse i kvinderne selv, mente Pauline Worm, at befrielsen må komme udefra, og som den første forudsætning for selvstændigheden nævner hun en forbedret skolegang. Da Dansk Kvindesamfund blev stiftet i 1871 tilsluttede hun sig på opfordring og skrev udkast til foreningens vedtægter. Hun korresponderede med en af grundlæggerne Caroline Testman om oprettelsen af den første handelsskole for kvinder, men afslog at blive dens leder. Da Carl Ploug i Fædrelandet under indtryk af kvinders netop opnåede ret til optagelse på universitetet i 1875 foreslog oprettelsen af et særligt universitet for kvinder, argumenterede Pauline Worm i en række indlæg i Jyllands-Posten for, at det skulle være en højskole for begge køn, og at den skulle ligge i Sorø. Pauline Worm mente ikke, at forskellen mellem kønnene skulle udviskes. Hensigten med den forbedrede pigeopdragelse var at hjælpe kvinder til at udfylde deres særlige rolle; de skulle betragte sig selv “ikke som Slavinder eller Pyntedukker, men som Skaberinder af det Hyggelige, det Hjertelige, det Milde i Hjemmet som i Verden – et Kald, som vi kunne opfylde baade i den ugifte og i den gifte Stand,” hedder det i Fire Breve. I foredraget Kvindesagen som Folkesag, trykt 1876, understreger hun, at manden bør være familiens forsørger. På den anden side fastslog hun også, at kvinden er menneske først; i en prolog til en forestilling i 1868 til fordel for Lærerindernes Forsørgelsesforening skrev hun om kvinden: “Hun er Menneske – ej Blomst, ej Stjerne, / Morgenrøde, Æther, Duft og Damp, / Hun har ikke Hjerte blot men Hjerne, / Hendes Liv er ikke Leg, men Kamp.”

Pauline Worms foredragsvirksomhed begyndte som et led i den nationale genrejsning efter krigsnederlaget i 1864. Hun agiterede for en nyoprettet Dansk Folkeforening med et skrift, der pålagde kvinderne at vække deres børns interesse for folkets historie. I 1865 holdt hun fædrelandshistoriske foredrag i Kristrup; samme år talte hun i Dansk Folkeforening i Randers om Holger Danske-sagnet og blev dermed den første kvindelige foredragsholder i Danmark. I de næste ti år holdt hun foredrag om historie, litteratur og kvindesag, hvoraf adskillige udkom som særtryk. Hun indviklede sig i flere store stridigheder. I 1868 angreb hun i en bog Indre Mission og dens formand Vilhelm Beck for unational virksomhed. I 1874 kritiserede hun det litterære kleresi for at holde kvinderne ude, indlægget fra denne diskussion udkom i bogen En Brevvexling i 1878, og samme år foreslog hun en ændring i vielsesritualet, der i højere grad skulle betone ligheden i mandens og kvindens situation, som hun gennem en detaljeret undersøgelse kunne påvise faktisk havde bibelsk grundlag. I 1875 foreslog hun, at man skulle samle ind til et panserskib i stedet for at rejse et minde på H.C. Andersens 70-års dag.

Pauline Worms indlæg havde ofte form af lejlighedsdigte, hvoraf en del blev optaget i digtsamlingerne En Krands af ni Blade, 1850, og Vaar og Høst, 1864; hun skrev en enkelt novelle Trofast i 1866, men hendes væsentligste bidrag til dansk litteratur er De Fornuftige, der med nogle års forsinkelse udkom anonymt i 1857 med undertitlen En dansk Roman. Den handler om den forældreløse Alvilda, der manipuleres af sine forskellige formyndere, mister sin elskede, fordi postbesørgelsen i Skanderborg varetages af en intrigant dame, forsørger sig selv som lærerinde i København, medens hun forsøger at blive skuespiller for til sidst at dø i håbet om en forening med den elskede efter døden. På de godt 500 sider indflettes flere sidehistorier, og formen veksler mellem fortælling, dagbogsblade og teologiske og kvindepolitiske diskussioner. Pauline Worm fik begrænset anerkendelse for sit skønlitterære forfatterskab, men nåede at komme på finansloven i sit dødsår.