Athalia Schwartz

Athalia Schwartz voksede op i et usædvanligt hjem, hvor ikke blot den ene søn, men også de fem døtre blev opdraget og uddannet til selvstændige mennesker. Athalia Schwartz gik i de bedste kbh.ske pigeskoler, som datter af en uformuende embedsmand havde hun i seks år friplads i Frk. Lindes Institut, og hun fik samtidig supplerende undervisning fra et par af sin faders officerskammerater. Da hun var knap 16, blev faderen amtsbranddirektør i Hjørring med bopæl i Frederikshavn, fra 1838 i Ålborg, og det blev nu Athalia Schwartz, der som den ældste i børneflokken overtog sine søskendes undervisning. Fra 1843 holdt hun en mindre pigeskole, hun søgte ved selvstudier at videreuddanne sig og påvirkedes varigt af bl.a. Rousseau. Mod familiens ønske tog hun en lille forældreløs pige til sig.

I 1847 rejste Athalia Schwartz til København for at forberede sig til institutbestyrerprøven, som hun aflagde året efter. Hun medbragte barnet og bosatte sig sammen med sin studerende broder, og, efter hans død af tuberkulose i 1849, to yngre søstre, som hun underviste. Hun drev indtil 1853 en lille pigeskole, men hendes vigtigste undervisningsindsats var manuduktion af vordende institutbestyrerinder. I samme tidsrum debuterede hun som lærebogsforfatter, som skønlitterær forfatter og som debattør i aviser, tidsskrifter og pjecer. Hendes hovedemner var nu som senere pigeopdragelse og -undervisning og kvindeemancipation. Det har været turbulente og hektisk aktive år for Athalia Schwartz. Treårskrigen 1848-51 berørte hende dybt og bragte hende endnu en personlig sorg, i 1849 faldt hendes forlovede ved Fredericia.

Blandt de pædagogiske værker må Haandbog i Underviisningskunsten for unge Lærere og Lærerinder, 1850, nævnes. Athalia Schwartz lægger vægt på udviklingen af lærerpersonligheden, vurderer brugen af “det levende ord” højt og forventer, at det unge demokrati vil bringe skolevæsenet til blomstring. Athalia Schwartz blev en populær skønlitterær forfatter i samtiden, med tiden blev hendes værker oversat til tysk og svensk ved udgivelsen. Størst lykke gjorde Livsbilleder, hvis første bind kom i 1852. Det er novelleagtige skitser, hverdagshistorier, med gode naturbeskrivelser, masser af gys og gru og en tydelig morale. Forfatterskabet er stort og genremæssigt varieret, fra dramatik, opført på Det Kgl. Teater, fx skuespillet Ruth, 1854, med Johanne Luise Heiberg i titelrollen, over religiøst farvet poesi til den sidste af de store romaner Enhver sin Mission, 1870. Heri diskuteres med en for sin tid sjælden åbenhed sociale og religiøse spørgsmål, og bogen konkluderer, at enhver alvorligt tilkæmpet overbevisning fortjener respekt. Romanen brød med den dogmetro, som Athalia Schwartz tidligere havde givet udtryk for, og den nævnes med rette som et af de få prosaværker, der indvarslede naturalismen.

Størst er Athalia Schwartzs indsats som polemiker, hun fløj hastigt og ofte i blækhuset. Hendes debut var to små pjecer i 1851, indlæg under pseudonymet Hieronymus i Clara Raphael-fejden, Betragtninger over den grasserende Emancipationsfeber og En Contravisite hos Clara Raphael. Heri angreb hun Mathilde Fibigers idé om det åndelige ægteskab og påpegede, at et flertal af kvinder allerede var emanciperet, det havde “Nøden og Armoden” forlængst sørget for. De senere debatindlæg, alle under eget navn, fx Skal jeg sætte min Datter i Skole?, 1859, beskæftigede sig bl.a. med forholdene i de private kbh.ske pigeskoler, og Athalia Schwartz rettede i stigende grad sit skyts mod Københavns skoledirektør, J. Holbech, for mangelfuldt tilsyn med dem. I 1862 gik hun så vidt som til at antyde, at han ikke var sit embede voksen. Hun tabte den efterfølgende injuriesag og fik en ublid behandling i pressen, hun opgav at være vejleder til institutbestyrerprøven, men underviste i stedet vordende lærerinder og sprogstuderende. Samtidig ernærede hun sig som journalist, hun var tilknyttet Berlingske Tidende som teateranmelder og skrev fra 1859 fast i forskellige af Meïr Goldschmidts skandinavistiske blade, senest som redaktionsmedlem af Norden. I 1862 gjorde hun som den første kvinde herhjemme opmærksom på det udemokratiske i, at det offentlige pålignede de selverhvervende kvinder skat, uden at de havde indsigt i ligningen eller pengenes anvendelse.

Det sidste store værk om pigeopdragelse Den nationale Pigeskole, 1867, behandlede især udenlandske forhold. Athalia Schwartz var blevet klog af skade og koncentrerede sig i øvrigt stadig mere om de dårligst stillede kvinder i samfundet. H.C. Andersen skaffede hende Det Anckerske Legat, og hun gennemrejste 1866-67 Storbritannien, Holland og Belgien for at undersøge, hvad der førte kvinder ud i prostitution, og hvad der blev gjort for at hjælpe dem på ret køl igen. Studierejsen resulterede i værket Om Stiftelserne til Sædelighedens Fremme, 1867, en alvorlig kritik af de frie vestlige samfunds “sociale Demoralisation” og “Dans om Guldkalven”. På rejsen pådrog hun sig en øjenlidelse, der gjorde hende næsten blind. Hendes sidste år blev svære, men gode venner, bl.a. institutbestyrerinden Louise Westergaard og søsteren, Frederikke S., i hvis skole Athalia Schwartz ofte underviste, hjalp hende, så hun kunne fortsætte med at skrive til det sidste.

Athalia Schwartz var en højt begavet kvinde, hvis usædvanlige udviklingshistorie kan aflæses i hendes forfatterskab. Fra holdninger, der lå den konservative kreds om J.L. Heiberg nær og førte til periodisk omgang med Johanne Louise Heiberg, bevægede hun sig mod venstre, båret af social indignation over udviklingen efter 1849. Hun var en fremragende pædagog, en ilter sjæl, kontroversiel i sin samtid, men altid trofast i sin kamp for kvindernes sag. En af de få, der allerede omkring 1870 indså det demokratisk uværdige i den manglende ligestilling.