Johanne Rambusch kom fra købmands- og håndværkerslægter, som i generationer havde hørt til de ledende i Nykøbing M., og som havde forbindelser til proprietærer og præster i de omkringliggende herreder. Forholdene i hjemmet var dårlige i hendes barndom, faderen drak og misrøgtede forretningen, og efter to yngre søstres død blev forældrenes håb investeret i den spinkle og ikke særlig stærke Johanne Rambusch. Hun blev storlæser, især af historie, og lærte også moderne sprog. Efter at have forladt byens pigeskole var hun 1882-84 i huset i Lejrskov præstegård hos forfatteren Jakob Knudsens forældre, et hjem, der var præget af stærk gudsfrygt og pligtfølelse. Sommeren 1884 var hun på Askov Højskole. Hun var tidligere blevet vundet for fredssagen og kvindesagen og fik på højskolen yderligere interesse for samfundsforhold og politik, hvilket blev bestemmende for hendes liv. I 1888 blev Johanne Rambusch gift med Sigurd R., der 1889-1910 var distriktslæge i Sjørup mellem Viborg og Skive. Fattigdommen i distriktet og eksemplerne på social uret oprørte ægtefællerne, og de gjorde begge en indsats for at forbedre forholdene. I 1905 var de med til at stifte Det Radikale Venstre (RV), og i 1908 indvalgtes Johanne Rambusch i Vroue-Resen kommunale hjælpekasse, som hun var formand for indtil 1910. Også kulturelt og åndeligt var hjemmet levende. Forfattere og kunstnere som Johan Skjoldborg, Carl Ewald, Jakob Knudsen og Achton Friis kom der, og i længere perioder fandt Jeppe Aakjær et fristed i lægeboligen. Han skrev siden smukke digte om begge ægtefæller.
Da Sigurd R. i 1910 blev amtslæge i Ålborg, fik Johanne Rambusch bedre tid og råd til sit efterhånden omfattende arbejde for kvindevalgretten. I foråret 1907 havde hun stiftet en lokal forening for kvinders valgret. Initiativet udgik fra radikale kredse i København med senere rigsdagspolitiker Elna Munch som den drivende kraft. Men da Landsforbundet for Kvinders Valgret (LKV) blev dannet i november 1907, var det Johanne Rambusch, der blev formand og med sin besindighed kom til at lede forbundet i hele dets levetid. Munch blev næstformand, og bestyrelsen talte bl.a. Marie Hjelmer, Olga Knudsen, og Ingeborg Møller. Medlemstallet kom hurtigt op på 10.-12.000. Johanne Rambusch rejste landet tyndt, deltog i debatten og var særdeles aktiv i stiftelsen af lokalafdelinger, der efterhånden nåede op på 160. Da Grundloven af 1915 gav kvinder valgret, opløste LKV sig selv. Samme år blev Johanne Rambusch som den første kvinde medlem af RVs hovedbestyrelse. Ved folketingsvalgene i 1920 tog hun en tørn for partiet som folketingskandidat i Københavns Østre Storkreds og som landstingskandidat. I 1927 fik hun sæde i Landstinget som suppleant for Erik Scavenius. Hun var ordfører i sager om Det Kgl. Teaters udvidelse, hvor hun gik ind for Stærekassen, og om sociallovgivningen, hvor hun vendte sig mod sparepolitikken. Hun var dog godt tilfreds, da hendes periode sluttede i oktober 1928.
Johanne Rambusch levede i et lykkeligt ægteskab og havde nok at gøre i arbejdet med hjem og børn, men valgte at følge opfordringer til at virke i politik og kvindesag. Hun havde en stærk vilje, men var gladest ved det milde. Efter tidligt at være blevet enke førte hun hus for en onkel, siden boede hun som højtelsket bedstemoder sammen med børn og børnebørn. Under Anden Verdenskrig havde hun sit hjem hos niecen, seminarieforstander Ida Emilie R. på Statens Forskoleseminarium i Vejle. Johanne Rambusch førte en omfattende korrespondance med familie og venner, og fra den 9. april 1940, da Danmark blev besat, og til kort før hun døde, førte hun dagbog. Hun skrev også sine erindringer, som i uddrag blev trykt i Skive Folkeblad 1940-41.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.