Marie Hjelmer

Faktaboks

Marie Hjelmer
Fanny Marie Annette Hjelmer
Født
20. april 1869, Bjerring sogn
Død
5. januar 1937, Ringsted
Arbejdsliv
Kommunalpolitiker, landstingsmedlem og kvindesagsforkæmper
Familie

Forældre: sognepræst Niels Peter Raaschou (1823-90) og Fanny Eline Annette Grundtvig (1841-79).

Gift 24. januar 1898 med politimester Carl Henrik H., født 26. november 1866 på Frbg., død 23. oktober 1940 i København, s. af overbanemester Carl Frederik Christensen og Laura Theodora Lange.

Børn: Else (1898), Agnete (1900), Torben (1905).

Navneforandring til Hjelmer 1903.

Marie Hjelmer
Ved det første rigsdagsvalg med kvindelig deltagelse i 1918 blev Marie Hjelmer valgt ind i Landstinget for Det Radikale Venstre. Her sad hun indtil sin udtræden i 1936. Foto uden år.

Artikelstart

Marie Hjelmer tilhørte den gruppe af kvinder, der blev rekrutteret til stemmeretskampen i begyndelsen af 1900-tallet og derefter gjorde hele turen med i kvindebevægelsens forreste række, i kommunalpolitisk arbejde og i Rigsdagen. Hun var opvokset i et præstehjem først på Bjerringbroegnen, senere i Espe på Fyn. Som tiårig mistede hun sin moder, der døde i barselsseng fra seks børn, og som den ældste måtte Marie Hjelmer tage sig af sine små søskende. Faderen, der betegnes som en stille og retsindig mand, giftede sig senere igen. Marie Hjelmers milde og frisindede personlighed havde rod i dette præstegårdsmiljø, det samme havde hendes opfattelse, at det moderlige instinkt burde være grundlaget for alt kvindepolitisk arbejde. Hun uddannede sig som privatlærerinde fra Marie Kruses Skole 1889 og studerede derefter fransk i Paris 1894. Efter hjemkomsten kom hun til Præstø som privatlærerinde i en apotekerfamilie, men afbrød denne gerning ved sit ægteskab i 1898 med Carl Henrik H., der var by- og herredsfuldmægtig i Præstø. I de følgende år fødte hun tre børn, samtidig med at hun deltog i arbejdet på kæmnerkontoret, der fandtes i ægteparrets hjem på Torvet i Præstø. Derved fik hun indsigt i den kommunale administration og udviklede sin interesse for sociale og politiske forhold.

I 1907 kom Marie Hjelmer i kontakt med Elna Munch, der var i færd med at forberede dannelsen af Landsforbundet for Kvinders Valgret (LKV). I et brev til Munch i begyndelsen af 1907 tilkendegav hun, at hun ikke anså sig “egnet til en offentlig Fremtræden”, men ikke desto mindre stod hun allerede to måneder efter i spidsen for en lokal valgretsforening med 42 medlemmer. Præstø Kvindevalgretsforening blev med ca. 300 medlemmer en af de mest aktive i LKV, og Marie Hjelmer, der delte partipolitisk ståsted med den radikale Munch, blev en af LKVs faste støtter. I hele organisationens levetid, 1907-15, fik hun sæde i landsorganisationens hovedbestyrelse, hvor hun fik ansvaret for at føre bestyrelsens protokol. I 1909 kunne kvinder for første gang deltage i de kommunale valg, og Marie Hjelmer stillede op som kandidat for Det Radikale Venstre (RV) og opnåede som den eneste kvinde og eneste radikale valg til Præstø byråd. Hun genvalgtes frem til 1919, hvor ægteparret forlod Præstø. Allerede efter få måneder i byrådet tog hun initiativ til oprettelsen af et kommunalt folkebibliotek i Præstø, og hun gjorde sig desuden gældende i fattigudvalget, alderdomsudvalget og skolekommissionen, de steder, hvor kvinder efter hendes mening havde de bedste forudsætninger for at gøre en indsats. Navnlig i de vanskelige år under Første Verdenskrig fik hun betydelig indflydelse med sine demokratiske og socialt betonede standpunkter. Efter opnåelsen af kvindelig valgret i 1915 fortsatte Marie Hjelmer sit kvindepolitiske arbejde i Dansk Kvindesamfund (DK), først i Præstøkredsen, der oprettedes 1915 med Fanny Ridiger som formand. I 1919 flyttede hun med sin mand til Ringsted, hvor han var blevet udnævnt til politimester, og hun fortsatte også her sit virke, i perioden 1922-36 som medstifter af og formand for DKs Ringstedkreds. Ligeledes engagerede hun sig i fredssagen som stifter af og mangeårig formand for den lokale afdeling af Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed.

Der var blevet lagt mærke til Marie Hjelmer i videre kredse, og ved de første rigsdagsvalg med kvindelig deltagelse i 1918 viste der sig stærk stemning blandt RVs valgmænd for at opstille hende. Hun tog imod opfordringen og blev som den eneste radikale kvinde medlem af Landstinget. I alt fik fem kvinder sæde i Landstinget, og fire, heriblandt Munch, valgtes til Folketinget. Marie Hjelmers 18 år i Landstinget var kendetegnet af en utrættelig indsats for kvinders og børns rettigheder. I de første år var hun sit partis ordfører ved behandlingen af en række vigtige ligestillingslove, bl.a. lovene om ligeløn i det offentlige 1919 og lige adgang til tjenestestillinger 1921. Gentagne gange tog hun til orde mod den, efter hendes opfattelse, uretfærdige og ydmygende udelukkelse af kvinder fra præstegerningen. Ligeledes arbejdede hun for ægteskabslovene af 1922 og 1925 som midler til at sikre ligeberettigelsen mellem ægtefællerne i relation til børn og ejendom. Børns vilkår skulle forbedres med værgerådsloven af 1922 og loven om tilsyn med børn af 1923, og hun støttede, i modsætning til en række fremtrædende kvindesagskvinder, bestemmelsen om tilsyn med børn af enlige mødre ud fra hensynet til børnenes tarv. På samme måde var hun en kraftig fortaler for regulering af børnearbejde, og i årevis kæmpede hun en forgæves kamp for Danmarks tilslutning til internationale konventioner om børnearbejde.

Marie Hjelmer var en ihærdig vagthund, når det gjaldt kvinders rettigheder, hvad enten det drejede sig om kontoristers og sygeplejerskers lønforhold, husmandsenkers ret til at fortsætte bedriften, gifte kvinders statsborgerret eller gravides ret til at arbejde under svangerskabet. Også internationale og militære spørgsmål havde hendes store interesse. Allerede i 1919 havde hun deltaget som regeringens rådgiver i den internationale arbejdsorganisation ILOs første konference i Washington. I Landstinget var hun en indædt fortaler for internationalt samarbejde og ratifikation af konventioner, og ved flere lejligheder rettede hun stærk kritik mod Venstres og Det Konservative Folkepartis snæversynede uvilje mod internationalt samarbejde. I 1927 talte hun med “antimilitaristisk Kvinderøst” for dansk afrustning, og som sit partis ordfører ved revisionen af våbenlovgivningen 1928-29 og igen 1934 medvirkede hun til øget kontrol med produktion og eksport af våben. Marie Hjelmers frisindede holdninger prægede også hendes stillingtagen på skole- og kulturområdet. I skolespørgsmål var det hendes opfattelse, at der var behov for fornyelse og nytænkning, herunder en bedre læreruddannelse og inddragelse af forældrene i skolens arbejde, synspunkter, der fik lovmæssigt udtryk i Seminarieloven af 1930 og Skoletilsynsloven af 1933. På det kulturelle område var hun en varm fortaler for statsstøtte til fx biblioteker og Det Kgl. Teater. I sit politiske arbejde forenede Marie Hjelmer, tilsyneladende modsætningsfrit, kravet om retfærdighed for kvinden som menneske, med en stærk betoning af det moderlige instinkt som kvinders hovedbidrag i politik. Selv forenede hun også uden besvær principfasthed og kompetence med en kvindelig og kompromissøgende form. Som taler udtrykte hun sig præcist og anskueligt, og hun havde gode forhandlingsevner. Hendes idealisme, flid og vindende væsen skaffede hende betydelig indflydelse på Landstingets forhandlinger, indtil hun i 1936 måtte trække sig tilbage på grund af sygdom.

Marie Hjelmers sidste store opgave blev at føre DK frelst gennem den hidtil alvorligste krise i organisationens historie. Hun var blevet medlem af fællesstyrelsen 1925 og repræsenterede DK på kongresserne i International Woman Suffrage Alliance i Paris 1926 og Berlin 1929. Fra 1931 til 1936 beklædte hun posten som landsformand for DK og tiltrådte dermed på et tidspunkt, hvor organisationen var under pres både indadtil og udadtil. Indadtil i DK var der så stærke brydninger mellem unge og ældre og mellem forskellige politiske anskuelser, at der var frygt for en sprængning af organisationen. I denne situation fik hun brug for alle sine formidlende evner, og hendes fordomsfri forståelse for de unges synspunkter medvirkede til at bane vejen for det generationsskifte, der markeredes ved Edel Sauntes overtagelse af formandsposten i 1936. Trods enkelte afskalninger af konservative kvinder lykkedes det også at fastholde DK som en tværpolitisk organisation, og det var givetvis i Marie Hjelmers ånd, at en række yngre socialdemokratiske kvinder søgte ind i organisationen i disse år. Selv bidrog hun væsentligt til at højne den politiske oplysning blandt medlemmerne gennem sine mangeårige grundige rigsdagsreportager i DKs blad Kvinden og Samfundet.

Udadtil bød Marie Hjelmers formandstid også på store udfordringer. Den økonomiske krise indvarslede en defensiv fase for kvindebevægelsen, hvor især spørgsmålet om kvinders erhvervsrettigheder bragte DK på kollisionskurs med myndigheder og arbejdsgivere. Med Marie Hjelmer i spidsen trådte DK stærkt op imod angrebene på gifte kvinders erhvervsrettigheder, ligesom hun fordomsfrit tog del i debatten om seksualpolitiske spørgsmål, bl.a. som medlem af Svangerskabskommissionen af 1932. Marie Hjelmer tilhørte den fløj i DK, der gennem mange år arbejdede for en retslig ligestilling af børn født uden for ægteskab med de ægtefødte børn, men spørgsmålet var kontroversielt både i og uden for DK frem til vedtagelsen af børnelovene i 1937. Derimod forløb DKs initiativer i samme periode for huslig uddannelse og børns sundhed mere fredeligt. Marie Hjelmers sidste år på formandsposten var præget af sygdom, men hendes død kom alligevel overraskende og vakte dyb og ægte sorg i DK og brede politiske kredse.

Beskrivelser og portrætter af Marie Hjelmer

  • Foto i Det Kgl. Bibliotek, Kvindehistorisk Samling.
  • Hanne Nørregaard Hansen: Landsforbundet for Kvinders Valgret 1907-15, 1992. Aagot Lading: Dansk Kvindesamfunds Arbejde gennem 25 Aar, 1939. Vita Aller (red.): Dansk Kvinde i Dag, 1942. Kvinden og Samfundet 2/1937. Sydsjællands Venstreblad 5. januar 1937.
  • Privatarkiv i Kvindehistorisk Samling.

Tilknytning til organisationer

Læs mere i Dansk Biografisk Leksikon

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig