Edel Saunte

Edel Saunte var datter af en officer og en hjemmearbejdende husmoder og boede hos sin mormoder, fra hun var fire, til hun var ti. Derefter flyttede hun tilbage til sine forældre i nærheden af Køge. Faderen blev sendt til fronten under Første Verdenskrig, og imens boede Edel Saunte i Nærum sammen med moderen og en broder. Da hun var 14 år gammel, kom faderen tilbage, og hun flyttede ind til København, bl.a. fordi forholdet mellem forældrene var dårligt.

Der blev ofte diskuteret politik i hendes barndomshjem, men den partipolitiske orientering her var meget forskellig fra den, hun selv valgte. Hendes moder blev meget chokeret, da hun hørte, at Edel Saunte havde sympati for Socialdemokratiet, og hun måtte love hende ikke at melde sig ind i partiet, så længe hun fik penge hjemmefra.

Edel Saunte blev student fra Sortedam Gymnasium i 1922 og begyndte så at læse jura på Københavns Universitet. Det var, som hun selv udtrykte det, en slægtsskavank, idet der i over 150 år havde været jurister blandt mændene i hendes moders familie. Det var imidlertid faderen, der støttede hende i at læse, mens moderen mente, at piger alligevel ikke fik lov til at bruge deres uddannelse.

Edel Saunte meldte sig ind i Dansk Kvindesamfund (DK), mens hun læste. Det var bl.a. foranlediget af oplevelser i forbindelse med et studenterjob. Som ansat hos nogle overretssagførere deltog hun i forberedende møder i fogedretten og civilretten. Her modtog en dommer hende med ordene: “Skal vi nu have skolepiger til at give møde!” Det var karakteristisk for hende, at hun blev meget vred og forlangte bemærkningen ført til protokols. På studiet oplevede hun imidlertid ikke kønsdiskrimination.

Hun blev kandidat i 1927, men på grund af arbejdsløsheden fik hun i første omgang ikke arbejde som jurist. Hun ernærede sig så ved at sælge aviser i kiosker et halvt år. Hendes første joberfaringer som færdiguddannet forstærkede hendes kvindesaglige engagement. Som vikar i Københavns byret i 1928 fik hun af byretspræsidenten at vide, at han var imod ansættelse af kvindelige jurister, og at hun ikke skulle forvente nogensinde at få fast ansættelse dér.

I Ministeriet for Offentlige Arbejder, hvor hun derefter blev ansat som sekretær, blev hun afskediget og smidt ud med nogle timers varsel i 1929. Det skete, da hun meddelte, at hun var både gift og gravid. Afskedigelsen var godkendt af både departementschefen og den radikale minister for området. Hun blev sagførerfuldmægtig samme år, og i 1934 blev hun landsretssagfører som den tredje kvinde i landet.

Hun startede sit eget firma i 1939 i Kvindernes Bygning, hvor hun gik i kompagniskab med Ingeborg Hansen, der fra 1936 havde været socialdemokratisk medlem af Landstinget. De specialiserede sig i skilsmissesager.

I 1936 blev Edel Saunte valgt til DKs første socialdemokratiske landsformand. Det skete på forslag fra unge medlemmer i København, som senere dannede ungdomskredsen. Der var imidlertid ikke udelt tilfredshed med dette valg. Modstanden mod hende kom fra konservative medlemmer, og nogle få meldte sig ud af organisationen i protest. Edel Saunte blev imidlertid hurtigt accepteret, bl.a. fordi hun kontaktede den tidligere formand for DK Gyrithe Lemche, de konservative kredses uformelle leder, og foreslog et samarbejde.

Det lykkedes Edel Saunte at føre DK helskindet gennem 1930’erne, hvor spørgsmålet om prævention og abort var stærkt kontroversielle og truede med at sprænge organisationen. De jyske kredsformænd var imod undervisning i prævention og forsøgte at gøre det til et politisk spørgsmål, som organisationen ikke skulle tage sig af. De accepterede imidlertid som et kompromis, at spørgsmålet blev taget op af ungdomskredsen i København, som mente, at det var et centralt kvindespørgsmål.

Som formand for foreningen lagde Edel Saunte mere vægt på problemerne med at kombinere moderskab og erhvervsarbejde, end tidligere formænd havde gjort. Det var også nyt, at hun påpegede den store mangel på vuggestuer, børnehaver og fritidshjem. Hun var formand frem til 1941 og gik derefter ud af alt bestyrelsesarbejde i organisationen.

Edel Sauntes tilknytning til Socialdemokratiet blev indledt, da hun havde fået embedseksamen. På det tidspunkt havde hun i DK mødt Margrethe Høst Neerup, og dette bekendtskab fik afgørende indflydelse på hendes partipolitiske standpunkt. De to og Martine Bjørneboe, der var medlem af Københavns-kredsens bestyrelse, ønskede at forene det socialdemokratiske med det kvindesaglige.

I begyndelsen af 1930’erne blev Edel Saunte og Bjørneboe kaldt ind på partiets kontor. Her rådede partisekretær Alsing Andersen dem til at trække sig ud af DK, hvis de ville opstilles af partiet. Det afviste de kategorisk, og de hørte ikke mere til sagen, muligvis fordi de beklagede sig til statsminister Th. Stauning.

Sammen med Høst Neerup deltog Edel Saunte 1942 i stiftelsen af Kredsen, en uformel sammenslutning af ledende socialdemokratiske kvinder, der beklædte tillidsposter inden for parti og fagbevægelse.

Edel Saunte formåede at markere sig i det partipolitiske arbejde både nationalt og lokalt. Hun blev medlem af Borgerrepræsentationen i 1937 og sad der til 1946, hvor hun blev udpeget til rådmand for Magistratens 3. afdeling, hvorunder socialvæsenet sorterede. I 1936 kom hun ind i sin vælgerforenings kredsbestyrelse, 1939 i Socialdemokratiets hovedbestyrelse, og fra 1945 var hun medlem af forretningsudvalget, hvor hun sad sammen med bl.a. Nina Andersen og Viola Nørløv.

I 1947 blev hun valgt ind i Folketinget, hvor hun især markerede sig på socialpolitiske spørgsmål, og hun blev 1962 den første kvindelige borgmester i København med ansvar for hospitaler, sundhedsvæsen og kommunale beboelsesejendomme. Hun valgte at koncentrere sig om dette arbejde og gik derfor ud af Folketinget, ligesom hun nedlagde sit sagførerfirma.

Hun blev mødt med megen kritik som borgmester. Der var stor utilfredshed med overbelægningsproblemer på hospitalerne, og da hun i slutningen af 1960’erne insisterede på, at en række slumstormere skulle rømme ejendommen Sofiegården på Christianshavn, fordi bygningerne var for dårlige, kom hun for alvor ud i politisk stormvejr. Det endte med, at en større politistyrke blev sat ind for at rydde ejendommen. På et møde i Borgerrepræsentationen forsvarede hun denne fremgangsmåde og roste politiet for dets indsats under akkompagnement af et hylekor blandt tilhørerne. I en leder i Information blev hun som følge af sin håndtering af sagen kaldt for en bulldozer.

Edel Saunte blev udpeget til formand for Kvindekommissionen i 1965. Den blev nedsat efter forarbejde af en række socialdemokratiske kvinder. Kommissionen blev imidlertid en mastodont på 55 medlemmer, fordi daværende statsminister J.O. Krag ikke kunne modstå presset fra en mængde organisationer om at blive repræsenteret. Det blev lidt af en udfordring at styre den store forsamling, hvor der var uenighed om mange ting, men hun valgte klogt nok at dele den op i underudvalg og lade disse arbejde ret selvstændigt.

Arbejdet resulterede i en række betænkninger om forskellige aspekter af kvindernes situation. Til hovedforslaget om oprettelse af et permanent ligestillingsorgan var der en del mindretalsudtalelser, og det var medvirkende til, at politikerne ikke umiddelbart realiserede forslaget. Edel Saunte var ikke særlig positiv over for de resultater, der fulgte af Kvindekommissionens arbejde efter dens afslutning i 1974.

Den sidste større sag, hun fuldførte, var bygningen af Hvidovre Hospital, som hun lagde grundstenen til i 1968. Det blev indviet i 1976, to år efter at hun havde trukket sig tilbage.

Edel Saunte sad gennem årene i mange udvalg, råd og kommissioner og var bl.a. 1950-54 formand for Svangerskabskommissionen.

I 1974 blev hun som 70-årig formand for det nyoprettede Dansk Sygehusinstitut, som skulle tage sig af den overordnede forskning, information og rådgivning for sygehusområdet. Hun fortsatte på denne post frem til 1978.

I ægteskabet med komponisten Erik Fiehn, som bl.a. skrev vindermelodien til det danske Melodi Grand Prix 1957 Skibet skal sejle i nat, fik hun endnu et barn. Ægteparret optrådte flere gange i ugebladene som et harmonisk ægtepar med en lidt utraditionel arbejdsdeling. Edel Saunte oplevede selv, at hun havde været privilegeret ved at møde en mand, der kunne forstå, at hun engagerede sig i arbejde og politik, og som også elskede børn og nød at tage sig af dem.

• Foto i Arbejdermuseet og Arbejderbevægelsen Bibliotek og Arkiv, Det Kgl. Bibliotek, Kvindehistorisk Samling.
• Inger Dübeck (red.): Jura og kvinder, 1975. Cekvina Nyt 1/1992. Søndags-B.T. 31/1969. Weekendavisen 29. november 1991.

• Socialdemokratiet
• Dansk Kvindesamfund
• Kredsen
• Folketinget
• Borgerrepræsentationen
• Kvindekommissionen af 1965
• Svangerskabskommissionen af 1950
• Dansk Sygehusinstitut

• Edel Saunte

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.