Nina Andersen

Nina Andersen voksede op i et stærkt socialdemokratisk hjem præget af nøjsomhed og familiefølelse. Faderen kom fra beskedne kår med en stedmoder, der var vaskekone, og som forsørgede seks børn. Moderens familie var ivrige afholdsfolk, og det var en norm, der gik igen i Nina Andersens familie. I 1903 blev faderen lokalredaktør på Holstebro Social-Demokrat, indtil han i 1907 på grund af sygdom flyttede til Svendborg, hvor han blev redaktør af Sydfyns Social-Demokrat. Nina Andersen var den næstældste af otte børn. Hun var dygtig i skolen, men måtte trods sine boglige evner ikke søge friplads til gymnasiet, da faderen ikke ville lade hende nyde fordele som redaktørdatter. Han havde selv haft en sparsom skolegang og ville hellere arbejde for hele skolesagens fremme end lade sin datter være en udvalgt elev, der fik mulighed for at læse videre. Dette forhold beklagede hun sig aldrig over: “Jeg kunne sikkert have taget studentereksamen og havde antageligt valgt at læse til jurist eller cand.polit., men den nære og lykkelige forbindelse, jeg har haft med fagbevægelsen og særligt med det socialdemokratiske parti, ville jeg ikke have fået på den måde, som det nu er sket og som har fyldt mit liv på en helt storartet måde,” som hun skrev i sine utrykte erindringer.

I stedet blev Nina Andersen kontoruddannet og rejste i 1917 sammen med søsteren Erna til København for at arbejde som kontorist. Her tog hun kurser i stenografi og sprog og blev samtidig et aktivt medlem af Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU). Hun fik hurtigt ledende poster og blev formand for DSUs lokalafdeling Lygten på Nørrebro. Den manglende uddannelse indhentede hun inden for partiets rækker, organisatorisk ved at indgå som medlem i diverse udvalg, teoretisk på den internationale arbejderbevægelses forskellige kurser og højskoler. 1923-27 fulgte hun den socialdemokratiske arbejderskole og tog herefter til den tyske arbejderbevægelses højskole Tinz i Thüringen ligesom andre af hendes partifæller. I 1934 var hun på Morley College og London School of Economics i England og igen i 1938 på arbejderhøjskolen Ruskin College i Oxford. Under hvert studieophold skrev hun hjem til faderens avis og udviklede her sine evner som skribent. Størst betydning fik højskolen i Tinz, hvor hun stiftede bekendtskab med den nye reformpædagogiske tankegang. Ikke mindst mødet med den østrigske reformpædagog F.O. Kanitz gjorde indtryk, og efter hjemkomsten afholdt hun en studiekreds i Kanitz’ teorier om opdragelse og socialisme.

Nina Andersens politiske karriere strakte sig fra tillidsposter inden for ungdomsbevægelsen i perioden 1926-31 til medlemskab af Folketinget i 1936. Her sad hun frem til 1943, efter Helga Larsens udtræden i 1937 som den eneste socialdemokratiske kvinde, og igen 1950-66. I 1931 blev hun medlem af Socialdemokratiets hovedbestyrelse og i 1939 af forretningsudvalget, hvor hun sad frem til 1962, i mange år sammen med bl.a. Edel Saunte og Viola Nørløv. Nina Andersen var talerør for kvindesagen og familiepolitikken i partiet. 1936 blev hun inddraget i Befolkningskommissionen, hvor hun deltog i arbejdet med udviklingen af en svangreforsorg. Hun var også ordfører for partiet, da forslaget om en ny svangerskabslovgivning blev fremlagt, og hun var her på linie med justitsminister K.K. Steincke i hans modstand mod en lempelse af lovgivningen. Denne overraskende holdning skyldtes Nina Andersens stærke engagement i den befolkningspolitiske sag. Hun var tilhænger af de svenske velfærdsstatsideologer Alva og Gunnar Myrdal og deres tanker om et socialpolitisk program, som de i 1934 havde fremlagt i Kris i befolkningsfrågan. Ifølge dette program havde kvinder deres primære funktion som mødre. Men da det samtidig skulle være muligt for dem at søge ud på arbejdsmarkedet, kunne befolkningstilvæksten kun sikres, hvis børnepasning blev en kollektiv opgave. Nina Andersen gik ind for oprettelsen af folkebørnehaver og andre kollektive foranstaltninger, der kunne overtage kvindens hjemlige funktioner. Hun var også tilhænger af Myrdalernes idé om undervisning i familiekundskab på skolerne, hvorved børnene skulle lære at indgå i moderne familier med ligestilling. Disse idéer udbredte hun i taler og artikler, og hun kom i Efterkrigstiden til at stå for Socialdemokratiets familiepolitiske linie, der således fik islæt af Myrdalernes tanker. Det var derfor naturligt, at Nina Andersen skrev artiklen om familiepolitik i Idé og arbejde, partiets festskrift til Hans Hedtoft, der under redaktion af Julius Bomholt udkom på Hedtofts 50-årsdag i 1953.

I 1943 blev Nina Andersen Socialdemokratiets første kvindelige partisekretær, og hun fik kvindeudvalgsarbejdet og internationale kvindespørgsmål som primære opgaver. Hun gjorde her en stor indsats som inspirator og foredragsholder i de lokale socialdemokratiske kvindeudvalg. Hendes ærinde var at få kvinder i alle aldre, både hjemmegående og selverhvervende, i tale. Tilværelsen som kvindelig politiker faldt hende ikke altid let, og i et tilbageblik vurderede hun sin rolle i partiet som “kvindeligt gidsel”. I et interview i 1983 udtalte hun bl.a.: “Jeg siger altid, at socialdemokratiske mænd har været noget af det mest reaktionære, men jeg forstår hvorfor. Fordi alle disse mænd, som havde set deres mødre slide sig op i vaskebaljen, de havde et ideal: ‘Min kone skal ikke arbejde.’ Og egentlig var det ud fra en smuk tanke, men det fremmede jo ikke kvindefrigørelsen.” Også inden for det internationale kvindepolitiske samarbejde var hun aktiv, og hun var 1934-65 medlem af Den Internationale Socialdemokratiske Kvindekomité samt 1955-59 formand for Socialdemokratiske Kvinders Internationale Råd. Det internationale engagement var blevet grundlagt på Tinz, hvor hun havde startet et netværk af især tyske og svenske kontakter, og hun var udpræget påvirket af Mellemkrigstidens internationalisme inden for den socialdemokratiske bevægelse. Ikke mindst den svenske socialdemokratiske kvindeorganisation var vigtig for udviklingen af Nina Andersens politiske tankegang med Disa Wästberg som den primære inspirationskilde. Nina Andersen sad tillige i Borgerrepræsentationen 1933-54. Hun havde en lang række tillidsposter og blev bl.a. i 1936 medlem af Statsradiofoniens Børne- og Ungdomsudvalg, fra 1946 udvalgets formand. Fra 1942 var hun endvidere medlem af Radiorådet. Hendes kvindepolitiske engagement førte hende i 1946 ind i styrelsen for Danske Kvinders Nationalråd. Hun blev i en sen alder formand for den danske UNICEF-komité og var aktiv i Dansk-Israelsk Selskab.

Nina Andersens liv var præget af det politiske engagement. Hun blev aldrig gift eller fik børn, men helligede sig det politiske såvel i Socialdemokratiet som i de mange råd og udvalg, hun var medlem af. Til gengæld blev familien og børnene de sager, hun kæmpede for. Som politiker var hun imidlertid præget af at være vant til at underlægge sig faderens holdninger, og hun havde svært ved at markere sig over for de store mandlige skikkelser i partiet. Den familiepolitiske linie, som hun stod for, blev derfor i 1930’erne tilpasset forholdene på arbejdsmarkedet, hvor det i dette årtis kriseramte samfund var svært at argumentere for kvindens lige adgang til arbejdsmarkedet. Men hun blev en vigtig person for den udvikling, der var startet i 1930’erne, og som gjorde socialpolitik til mere end sikring af social tryghed for de dårligst stillede befolkningsgrupper. Med familiepolitikken kom der også et forebyggende element i socialpolitikken, der samtidig gjorde det muligt for kvinden at frigøre sig til arbejdsmarkedet under 1960’ernes vækstboom, hvor industrien havde behov for den kvindelige arbejdskraft. Nina Andersen var en af familiepolitikkens pionerer, og hele hendes politiske virke bar præg af de tanker, som blev fremsat i Mellemkrigstidens politiske debat, og som placerede staten i en fremskudt position. Det var her, familiepolitikken blev udtænkt som en del af det socialistiske samfund, nye unge socialdemokrater så frem til.