Helga Larsen

Helga Larsen var så at sige barn af den tidlige kbh.ske arbejderbevægelse, idet hendes enlige moder havde været aktiv i fagbevægelsen i et forsøg på at organisere sine kolleger, de kvindelige bryggeriarbejdere. Hjemmet var fattigt, fra hun var ni år, måtte Helga Larsen bidrage til dets opretholdelse og arbejde seks timer dagligt efter skoletid på et maskinstrikkeri, og det lykkedes hende ikke som voksen at få råd til en faglig uddannelse. Hun fulgte så i sin moders fodspor og blev bryggeriarbejderske, og allerede i 1903 valgtes hun til kasserer i det nystiftede Kvindelige Bryggeriarbejderforbund for København og Omegn. Fagforeningsarbejdet kostede hende i de første år en række arbejdspladser, men gav hende også et fast ståsted i Socialdemokratiet. Helga Larsen blev gift i 1907 og nedlagde i den forbindelse i 1906 sit hverv som kasserer i fagforeningen. To år senere henvendte hendes tidligere kammerater sig til hende og opfordrede hende til at overtage formandsposten, og skønt hendes mand ikke sympatiserede med hendes fagpolitiske arbejde, slog hun til. Fra 1909 havde hun tillige sæde i hovedbestyrelsen for Dansk Bryggeri-, Brænderi- og Mineralvandsarbejderforbund. Disse tillidsposter beholdt hun til 1927, da den samlede hovedbestyrelse efter et mistillidsvotum måtte træde tilbage på grund af en lånesag, hvor medlemmerne ikke var blevet fuldt informerede, og hvor også Helga Larsen havde lånt et mindre beløb. Kendelsen var en sorg for både fagforeningen og Helga Larsen selv, der var blevet højt respekteret for sin indsats i en vanskelig tid, præget af verdenskrig, arbejdsløshed, konflikter og økonomisk krise.

Fra 1913-44 sad Helga Larsen i Borgerrepræsentationen for Socialdemokratiet, og 1944-46 var hun rådmand for Magistratens 2. afdeling, udpeget af gruppen som Thea Tønders efterfølger. 1933-35 var hun tilsynsførende ved Københavns kommunale børneforsorg og fra 1934 forstander for kommunens husvildeforsorg. Dette lokalpolitiske arbejde for de dårligst stillede i hovedstadskommunen var altid hendes hjertesag. Også landspolitisk gjorde Helga Larsen sig gældende. I 1918 indvalgtes hun i Folketinget som den ene af de første fire kvinder, der kom ind efter grundlovsændringen i 1915, som gav kvinder ret til at deltage i rigsdagsvalgene. Foruden Helga Larsen selv indvalgtes to fra Det Konservative Folkeparti og en fra Det Radikale Venstre. Hun blev den første arbejderkvinde i Rigsdagen og var frem til 1936 den eneste kvinde i den socialdemokratiske folketingsgruppe. I perioden 1920-29 opstillede partiet end ikke andre kvindelige folketingskandidater.

Ikke overraskende kom Helga Larsen i Folketinget til at beskæftige sig med sine hidtidige hovedområder: Bedre forhold for arbejderfamilier og især for de enlige mødre og deres børn. Allerede i sin jomfrutale i oktober 1918 anslog hun sit hovedtema, da hun talte om forebyggende børneforsorg. I 1919 forelagde hun lovforslag om ratifikation af den internationale arbejdsorganisation ILOs konvention, vedtaget samme år i Washington, om forbud mod kvinders natarbejde. I overensstemmelse med den daværende familiepolitiske linie i Socialdemokratiet hævdede Helga Larsen, at mandlige arbejdere burde aflønnes, så de kunne forsørge en familie og hustruen koncentrere sig om hjemmet, og hun påpegede, at især børnene blev ramt af moderens natarbejde. Det var den linie, der i disse år blev fulgt af hele den europæiske fagbevægelse. Dansk Kvindesamfund og Kvindeligt Arbejderforbund gjorde i fællesskab indsigelse mod ratifikationen og hævdede, at arbejderbeskyttelseslove med specielt sigte på de kvindelige arbejdere yderligere ville problematisere disses forhold på arbejdsmarkedet. Også Helga Larsens partifælle, landstingsmedlem og formand for De kvindelige Trykkeriarbejderes Fagforening Henriette Crone, vendte sig stærkt mod ratifikationen. Helga Larsens stillingtagen var bestemt af hendes stærke loyalitet over for partiet, men formentlig også af en personlig overbevisning, der hvilede på hendes egne barndomserfaringer. Helt i tråd med sine øvrige arbejdsområder påtog hun sig i 1920’erne ordførerskabet ved forelæggelse af lovforslag om bekæmpelse af arbejdsløsheden. I 1937 nedlagde hun imidlertid sit folketingsmandat for helt at hellige sig det sociale og politiske arbejde i Københavns kommune. Hun sad i en årrække i bestyrelsen i Københavns-kredsen for Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed, men havde i øvrigt ingen forbindelse til den organiserede kvindebevægelse.

Helga Larsen var et stilfærdigt, hårdt arbejdende menneske, der politisk vandt respekt gennem sit solide, velunderbyggede arbejde og med årene blev mødt med stor tillid. Hun hører hjemme blandt de politiske pionerkvinder, der var med til at bevise, at valgretsforkæmperne havde haft ret i deres påstand om, at også kvinder evnede at sætte sig ind i vanskelige problemstillinger, selv når de, som Helga Larsen, manglede enhver uddannelsesmæssig forudsætning. Hun satte ikke spørgsmålstegn ved fagbevægelsens mandlige selvforståelse, og hun ønskede ikke at ændre rollefordelingen i samfundet. Hun gjorde en stor indsats for de dårligst stillede og betragtede sit arbejde som en velsignelse, men hun så klart, at ikke mange arbejderkvinder med fabriksjob og småbørn ville have kræfter tilovers til organisatorisk arbejde.