Henriette Crone

Henriette Crone var yngst af tre døtre hos landsbysmeden i Bakkendrup mellem Holbæk og Slagelse. Begge forældre stammede fra gårdmandsfamilier. Som smed var faderen en værdsat håndværker i landsbysamfundet, og hun havde en tryg barndom, som var baggrund for hendes senere selvtillid og handlekraft. Det blev dog ikke ved med at gå godt for familien. 1880’ernes landbrugskrise ramte også smeden, og i 1882 flyttede familien til Slagelse, hvor faderen endte som arbejdsmand og døde allerede i 1888 som 55-årig. Den 14-årige Henriette Crone blev konfirmeret kort efter og havde derefter en række huslige pladser. Hun var ikke glad for arbejdet, skiftede ofte plads, og opholdt sig i perioder hos sin moder, der var flyttet til København Moderen var først husbestyrerinde, men fra 1893 levede hun af at have pensionærer i sin lejlighed på Nørrebro, hvor også Henriette Crone boede fast til moderens død i 1915. I 1898 opgav Henriette Crone definitivt de huslige pladser. Som ubemidlet, ugift pige fra arbejderklassen stod der ikke mange andre muligheder åbne end et arbejde i industrien. Hun blev trykkeriarbejderske og arbejdede i en årrække i forskellige kbh.ske trykkerier. Erfaringerne herfra blev baggrunden for hendes senere karriere som fagforeningsformand samt borgerrepræsentant og landstingsmedlem for Socialdemokratiet.

De kvindelige Trykkeriarbejderes Fagforening blev stiftet i 1898, og Henriette Crone trådte samme år ind i bestyrelsen. De første år var der kamp om formandsposten, men efter at have været sekretær og næstformand blev hun formand i 1906 og havde fra da af ingen konkurrenter, men blev siddende på posten til sin død i 1933. Samtidig var hun medlem af Dansk Typografforbunds hovedbestyrelse og forretningsudvalg, og blev her meget respekteret af sine mandlige kolleger. Henriette Crone var en pragmatisk formand, hvis linie var præget af hendes socialdemokratiske tilhørsforhold. Flyvske idéer kom i anden række, fx kom hun i nogen grad i modsætningsforhold til mere venstreorienterede fagforeningskvinder om ligelønskravet, som hun nok gik ind for, men ikke anså for realistisk her og nu. Under den økonomiske krise sidst i hendes formandstid var der almindelig diskussion om gifte kvinders ret til arbejde. Hun gik stærkt i brechen for dem, primært fordi hun indså, at det at være gift ikke nødvendigvis førte til forsørgelse. Ellers var det hendes grundholdning, at den gifte kvindes vigtigste opgave var at tage sig af hjem og børn.

En anden af Henriette Crones holdninger vakte stor opmærksomhed både i Danmark og udlandet, og det var nok den eneste gang, hun kom i direkte opposition til partilinien. Spørgsmålet drejede sig om særlovgivning for kvinder, især om et forbud mod kvinders natarbejde. Lovforslaget blev stillet første gang i 1899 og siden diskuteret i en længere årrække, men aldrig vedtaget herhjemme. Henriette Crone frygtede, at kvinderne i visse fag, bl.a. hendes eget, ville blive udkonkurreret af mændene, hvis det blev effektueret. Hun var her på linie med Kvindeligt Arbejderforbund og Dansk Kvindesamfund (DK), som i 1911 gjorde fælles sag mod det genfremsatte forslag. Kampen mod forbudet er således et af de få eksempler på, at den kvindelige fagbevægelse og DK kunne gå hånd i hånd. Allerede ved den internationale socialistiske kongres, der blev afholdt i København i 1910, og ved den forudgående kvindekongres, vakte Henriette Crone, der repræsenterede Dansk Typografforbund, positiv opmærksomhed, skønt de fleste var uenige med hende i hendes holdning til natarbejdsforbudet. Fra da af og til sin død deltog hun i en række internationale kongresser, og fra 1925 sad hun i International Federation of Trade Unions’ kvindekomité og fra 1927 i Socialistisk Arbejderinternationales kvindekomité.

1908 blev loven om kvindernes kommunale valgret vedtaget, og ved valget året efter blev Henriette Crone socialdemokratisk medlem af Borgerrepræsentationen. Hun beskæftigede sig her især med sociale forhold, men sad kun én periode. Da kvinderne i 1915 fik valgret til Rigsdagen, opstillede hun til Landstinget. Hun blev først valgt i 1920, men blev herefter siddende til sin død. Hendes opgaver her vedrørte særlig beskyttelse af børn og unge, lovgivning omkring kvinders forhold og først og fremmest sociallovgivning. Især loven om sygeforsikring, der udgjorde en del af socialreformen fra 1933, stod hendes hjerte nær. Endelig var hun fra 1915 til sin død medlem af Socialdemokratiets ledelse, i lang tid som suppleant i hovedbestyrelsen, men fra 1927 regulært indvalgt både her og i forretningsudvalget.

Som politiker og fagforeningskvinde var Henriette Crone engageret, men kompromissøgende. Hun kendte de sociale problemer fra Nørrebro og fra omgangen med de kvindelige trykkeriarbejdere og vidste, hvad der var behov for. Politikerrollen var i begyndelsen vanskelig for hende. I lighed med andre arbejderpolitikere manglede hun uddannelse og kæmpede i ungdommen med at lære sprog for at klare det internationale arbejde. Efterhånden gav erfaringen hende dog styrke, og hun udviklede sig til en medrivende taler. Hun arbejdede hårdt med sine mange opgaver, måske også for hårdt, indtil hun i en alder af 59 år døde af en hjertesygdom.