Margrethe Høst Neerup

Der blev ikke talt politik i Margrethe Høst Neerups barndomshjem, men det var åbent og fordomsfrit. Hun fik sin første kvindepolitiske påvirkning ved at følges med sin moder til møder om kvinders valgret og meldte sig som purung pige ind i en kvindevalgretsforening. Efter den dengang næsten obligate huslige uddannelse drog hun til København for at uddanne sig til skuespiller, men opgav drømmen om en teaterkarriere og gik i stedet på handelsskole. Her fremlagde hun i 1910 sit første kvindepolitiske indlæg Kvindens Stilling før og nu, der mundede ud i kravet om fuld ligestilling for kvinden, økonomisk, uddannelsesmæssigt og politisk. I nogle år var hun på kontor, og i 1919 blev hun ansat som kontorassistent i Ministeriet for offentlige Arbejder, hvor hun i 1939 udnævntes til kontorfuldmægtig. Allerede året efter tog hun imidlertid sin afsked, da hun i en moden alder giftede sig. Ægteskabet lagde dog ikke en dæmper på det kvindepolitiske og partipolitiske arbejde, der havde optaget hende fra 1920’erne. Efter en langvarig sygdomsperiode havde hun i 1926 meldt sig ind i Dansk Kvindesamfund (DK) og blev to år efter medlem af bestyrelsen for Københavns-kredsen. Fra første færd var det kvindens stilling som samfundsborger, der optog hende, og i taler og avisindlæg betonede hun igen og igen, at nu, da kvinderne havde fået valgret, havde de også pligt til at interessere sig for politik, først og fremmest fordi de politiske beslutninger greb dybt ind i det daglige liv og derfor havde konsekvenser for både selverhvervende og hjemmegående kvinder. Endnu i 1928 havde hun argumenteret imod, at kvinderne meldte sig ind i partierne, fordi de dermed gik ind i politik på mændenes præmisser. De skulle i stedet slutte sig sammen på tværs af partiskellene og danne en kvindeliste, mente hun.

Gennem sit arbejde i DK blev Margrethe Høst Neerup dog inspireret til at tage et partipolitisk standpunkt, og mødet med foreningens fremtrædende socialdemokratiske kvinder, bl.a. Margrethe Nielsen og Inger Hempel, overbeviste hende om, at hun hørte hjemme i Socialdemokratiet. Hun blev medlem af partiet i 1929. Samme år oprettedes efter en årelang intern debat de første socialdemokratiske kvindeudvalg. Sigtet med udvalgene, som Sylvia Pio tog initiativ til, var gennem agitation og oplysning at engagere og aktivere kvinderne i det socialdemokratiske arbejde. I mange år fremover udfoldedes Margrethe Høst Neerups kvindepolitiske indsats i socialdemokratisk regi. Allerede i 1929 lykkedes det hende at få oprettet et kvindeudvalg i sin egen lokale vælgerforening på Amager. Hun blev selv formand for det nye udvalg og tillige medlem af kredsbestyrelsen. Margrethe Høst Neerup blev en af de bærende kræfter i kvindeudvalgsarbejdet, som hun deltog i med stor energi og entusiasme, bl.a. ved at arrangere møder, foredrag og studiekredse. Hun ønskede især at få fat i hjemmets kvinder. Kvindeudvalgene kunne dog ikke til fulde opfylde hendes forestillinger om kvindens ligeberettigelse i det politiske arbejde. Dertil havde de fået for lidt kompetence og var for afhængige af vælgerforeningernes bestyrelse. Partiformanden Th. Stauning var ifølge Margrethe Høst Neerup neutral over for kvindeudvalgene, men hun fortæller selv, at hun “var lusket nok til” ved enhver given lejlighed at stå op og takke ham for hans støtte. Efterhånden som antallet af kvindeudvalg voksede, opstod et behov for at mødes og udveksle erfaringer. Idéen om et sådant samlende kvindeforum opfattedes imidlertid som separatisme, og partiets mænd stillede sig generelt i vejen. I første omgang måtte kvinderne derfor nøjes med at lave deres egen Kvindeudvalgenes Klub som et uformelt diskussionsforum for kvindeudvalgene, de første år med Pio som formand, efterfulgt af Margrethe Høst Neerup i 1932-35. Først i 1934 tillod partiledelsen i København, at samarbejdet mellem kvindeudvalgene fik en officiel status, og Kvindeudvalgenes Fællesudvalg for København, siden Socialdemokratiske Kvinders Fællesudvalg, København, blev oprettet samme år med Margrethe Høst Neerup som formand, en post, hun bestred indtil 1945. I 1942 tog hun initiativ til stiftelsen af Kredsen, en uformel sammenslutning af ledende socialdemokratiske kvinder, der beklædte tillidsposter inden for partiet og fagbevægelsen. Af politikere deltog bl.a. Hempel, Edel Saunte og Astrid Skjoldbo, blandt de fagligt aktive var Fanny Jensen og Helyett Simonsen. Kredsen, der først blev nedlagt i 1993, var både dengang og senere et kontaktcenter, hvor medlemmerne kunne finde frem til fælles holdninger til aktuelle problemstillinger og koordinere bestræbelserne for at styrke kvindernes position i både parti og fagbevægelse.

Margrethe Høst Neerup var myreflittig. Hendes utallige indlæg, i skrift og i tale, var saglige, veldokumenterede og meget velformulerede. Det var kvindens stilling, der var det primære, men uanset i hvilken sammenhæng hun ytrede sig, markerede hun også sit socialdemokratiske tilhørsforhold. Med tilfredshed konstaterede hun, at Socialdemokratiet i det program, der blev vedtaget på partiets kongres i 1935, havde knæsat princippet om kvindens ligeberettigelse med manden, økonomisk og politisk, ligesom man her havde vendt sig mod lovforslag om at fratage kvinderne retten til arbejde i perioder med høj arbejdsløshed. Så meget desto større var hendes skuffelse ved kongressen ti år senere. Ved folketingsvalget i 1943 var der ikke kommet en eneste socialdemokratisk kvinde ind i tinget. Alligevel lykkedes det ikke på kongressen to år senere at få opstillet kvinder på sikre pladser i blot to kredse, så heller ikke i 1945 blev der valgt socialdemokratiske kvinder ind i Folketinget. Denne skuffelse var sandsynligvis medvirkende til, at Margrethe Høst Neerup i 1945 nedlagde sine tillidshverv i partiet som formand for fællesudvalget og for kvindeudvalget på Amager. Hun var i 1936 blevet valgt ind i Borgerrepræsentationen, men havde opgivet denne post allerede i 1940, da hun flyttede til Frbg. Hun forblev socialdemokrat, men når hun fx ved jubilæer var indbudt som taler, lagde hun ikke skjul på sin bitterhed over, at partiet efter hendes mening ikke levede op til sine egne paroler om kvindens ligeberettigelse.

Efter 1945 helligede Margrethe Høst Neerup sig arbejdet i DK. 1935-38 havde hun været medlem af fællesstyrelsen, og fra 1944 var hun formand for Københavns-kredsen. 1948 blev hun formand for Københavns-distriktet, der var oprettet samme år, og blev hermed igen medlem af hovedstyrelsen, som den nu hed, og endvidere af forretningsudvalget. De to formandsposter blev dog for stor en arbejdsbyrde for hende, og i 1951 trak hun sig tilbage fra posten som kredsformand. Også i DK-sammenhæng var Margrethe Høst Neerup enestående aktiv og tog mange initiativer. Som styrelsesmedlem var hun med til at organisere og tilrettelægge Blomsterdagen, hvis formål var at samle penge ind til kvindeorganisatorisk arbejde, og i hendes formandstid i Københavns-kredsen startedes fx både rådgivningskontoret og mødreklubberne. Sidstnævnte havde den sidegevinst, at de gav DK nye, unge medlemmer. Også som valgagitationsudvalgets energiske formand viste hun en veludviklet forståelse for, at stafetten måtte gå videre til næste generation, og i en periode, da DKs hovedstyrelse domineredes af mere konservative kvindesagssynspunkter og et vist modsætningsforhold til ungdomskredsene, stillede Margrethe Høst Neerup sig på de unges side. I 1956 trådte hun tilbage fra sine tillidshverv i DK, men fortsatte med at tage del i organisationsarbejdet. Hun udnævntes i 1956 til æresformand for Københavns-kredsen, og ved DKs 90-års jubilæum i 1961 blev hun desuden æresmedlem af landsforeningen.

Margrethe Høst Neerup var en usædvanlig personlighed. Med lige stor iver og entusiasme engagerede hun sig i både det socialdemokratiske kvindearbejde og i kvindesagsarbejdet i DK. Det var den politiske side af kvindesagen, der optog hende, og hun hørte til den kreds af fremtrædende socialdemokratiske kvinder, der forsøgte at slå bro mellem Socialdemokratiets arbejderkvinder og den borgerlige kvindebevægelse.