Sylvia Pio

Sylvia Pio blev født i landflygtighed i USA. Hendes fader, den socialistiske organisator og medstifter af Socialdemokratiet Louis P., havde af den danske stat fået en sum penge til at begynde et nyt liv i Amerika. Moderen, der også havde været aktiv i den tidlige socialistbevægelse, var fulgt efter, og sammen slog de sig ned i Chicago, hvor Sylvia Pio blev født i et hjem mærket af fattigdom. Hendes barndom og ungdom blev præget af faderens store engagement i den sag, han var forhindret i at kæmpe for i sit hjemland. Et af de væsentligste omdrejningspunkter i hendes liv blev rehabiliteringen af den fader, hun syntes, det gamle fædreland havde handlet ilde imod. Som 24-årig mødte hun Eggert Knuth, som var på rejse i USA, efter et kort bekendtskab blev de gift i 1903, og Sylvia Pio tog med til Danmark som lensgrevinde til Knuthenborg på Lolland. I ægteskabet, hvor der fødtes to børn, brugte hun en stor del af sin tid på velgørenhed og på at oparbejde den dannelse, som den klasse, hun havde giftet sig ind i, krævede af hende. Ægteskabet holdt ikke. Efter ca. ti år opløstes det, og hun giftede sig igen i 1917 med skuespilleren Johannes Poulsen. Dette forhold var barnløst og blev opløst fem år efter.

Sylvia Pio glemte aldrig sin socialistiske baggrund, og i 1920 anmodede hun om indmeldelse i Socialdemokratiet under navnet Fru Johannes Poulsen. Det blev begyndelsen til den kamp, hun førte for at få sin faders aske til Danmark og for at få hans navn rehabiliteret i socialdemokratiske kredse. Det lykkedes i forbindelse med Socialdemokratiets 50-års jubilæum i 1921, bl.a. ved partiformanden Th. Staunings hjælp. Ham havde Sylvia Pio indledt en korrespondance med, da hun efter sin første skilsmisse måtte føre sag for at bevare forældremyndigheden over sine børn, og det udviklede sig til et kærlighedsforhold, der varede resten af hendes liv. Efter sin anden skilsmisse i 1922 slog hun sig ned i Genève for at give sine børn den bedste uddannelse. Her førte hun et fashionabelt liv i selskab med fremtrædende internationale politikere, der kom til Folkenes Forbund. I 1923 opnåede Sylvia Pio, der var grebet af den russiske revolution og de kommunistiske idéer, at få indrejsetilladelse til Sovjetunionen, og hun opholdt sig et par år i Moskva, hvor hun forsøgte at skabe eksportfremstød for russiske kniplinger og kunsthåndværk.

Forbindelsen med Stauning gav også mulighed for, at Sylvia Pio kunne realisere en af de idéer, hun havde fået på sine rejser rundt om i Europa: en socialdemokratisk kvindebevægelse, som partiet ellers havde næret en stor modvilje mod. Uformelt havde en række fremtrædende socialdemokratiske kvinder, bl.a. Margrethe Høst Neerup, Edel Saunte og Sylvia Pio, dannet en kvindekreds. I 1928-29 lykkedes det Sylvia Pio at overtale Stauning til at acceptere dannelsen af kvindeudvalg, der skulle samle, oplyse og aktivere kvinderne om partiet. I løbet af kort tid voksede antallet af kvindeudvalg, men kvindernes ønske om et koordinerende forum blev dog ikke godtaget af partiledelsen i første omgang, og i begyndelsen mødtes formændene for de kbh.ske kvindeudvalg i Sylvia Pios dagligstue. Men i 1930 formaliseredes arbejdet i Kvindeudvalgenes Klub (KUK), som Sylvia Pio var formand for til sin død i 1932.

Som Pios datter, Staunings nære veninde og gift ind i overklassen udsprang Sylvia Pios politiske dannelsesrejser og ophold på forskellige kursteder nok lige så meget af nødvendighed som af lyst til fornyelse. Grevinde og socialist var trods alt en vanskelig livsposition, som ikke ret mange i hendes samtid kunne forliges med. De sidste år af hendes liv blev præget af sygdom og delvise lammelser. På sin sidste store rejse ledsagede hun Stauning til Island i forbindelse med Altingets 1000-års jubilæum i 1930. Hun døde som 53-årig i sit hjem i Hellerup efter kort tids sygdom. Partiet holdt fanevagt, og Stauning talte ved bisættelsen. Sylvia Pio havde da nået sine centrale livsmål: at få familienavnet renset og skaffe kvinder en bredere platform i partiet.