Fanny Jensen

Fanny Jensen kom fra et udpræget socialdemokratisk hjem og var fra sit 18. år med i politisk arbejde. Efter konfirmationen kom hun ud at tjene, indtil hun blev gift meget ung. Fra 1911 fik hun arbejde på Emil Møllers Telefonfabrikker, senere Kirks Telefonfabrikker, i Horsens, og hun kom hurtigt ind i fagforeningsarbejdet. Allerede i 1912 blev Fanny Jensen formand for Horsensafdelingen af Kvindeligt Arbejderforbund (KAD), 1915 blev hun medlem af KADs hovedbestyrelse og kort efter af forretningsudvalget. De samvirkende Fagforbund (DSF) indstillede hende i 1925 som medlem af Arbejdsrådet, et rådgivende organ under Socialministeriet, hvor hun sad frem til 1931. 1921-25 og 1929-31 var hun tillige byrådsmedlem for Socialdemokratiet og blev herefter udset til posten som bestyrerinde på De Gamles Hjem i Horsens. Hun udførte i denne stilling et så stort socialt arbejde, at partiet for alvor fik øje på hende.

I 1935 forlod Fanny Jensen sin hjemby for at blive forbundssekretær og blev ved sin afrejse udnævnt til æresmedlem af KADs Horsensafdeling. Hun kom til København i en vanskelig periode med stor arbejdsløshed og uro på arbejdsmarkedet. Internt i KAD var der uenighed mellem kommunister og socialdemokrater, ikke mindst i Københavns afdeling 1, hvor Fanny Jensen var stationeret. De interne stridigheder tilspidsedes ved rod i regnskaberne og uenighed om strejkespørgsmål. Som forbundssekretær og tillige næstformand blev hun hurtigt Alvilda Andersens nære medarbejder. Under de vanskelige overenskomstforhandlinger i 1936-37 havde Fanny Jensen demonstreret betydelige forhandlingsevner, så hovedbestyrelsen konstituerede hende uden tøven som forbundsformand efter Alvilda Andersens død 1937, og hun blev valgt med akklamation på næste kongres i 1938. Indtil 1947 var hun forbundsformand for ca. 30.000 medlemmer. Som KAD-formand var hun medlem af DSFs forretningsudvalg 1940-47. Desuden kom hun i 1939 ind i Arbejds- og Forligsnævnet, som skulle afgøre stridigheder på arbejdsmarkedet ved tvungen voldgift under krigen, da man ikke kunne føre arbejdskampe. På den første kongres efter krigen vedtog KAD efter mange års diskussion at sætte ligeløn på programmet og bidrog dermed til, at DSF i 1951 medtog ligeløn og lige dyrtidstillæg som generelle overenskomstkrav.

Fanny Jensen fortsatte sin partipolitiske karriere som medlem af Borgerrepræsentationen 1943-47. Hun blev valgt ind i Folketinget 1947 og blev som trænet i fagforenings- og kommunalbestyrelsesarbejde straks udpeget til minister. Fanny Jensen blev den anden kvindelige minister i Danmark efter Nina Bang, men hun var første arbejderkvinde i en regering og fik i den anledning meget stor offentlig opmærksomhed. Hendes udnævnelse blev set som en anerkendelse af den indsats, kvinderne og særligt arbejderkvinderne havde ydet under krigen. Den skulle samtidig være et plaster på såret for ledende kvindelige socialdemokrater. De var ved partiets kongres i 1945 ikke blevet opstillet på sikre pladser, hvorfor der ved valget senere på året ikke kom en eneste socialdemokratisk kvinde ind i Folketinget, skønt antallet af kvindelige medlemmer i øvrigt efter en stor kampagne steg fra to til otte.

Fanny Jensen blev af nogle betragtet som et kvindeligt gidsel i en regering, som havde brug for legitimation over for de kvindelige vælgere, der var blevet politisk vakt under krigen. Hun var minister uden portefølje “med særligt Henblik paa Hjemmenes, Husførelsens og Børnenes Interesser inden for sociale og forsyningsmæssige Omraader og paa selverhvervende Kvinders Interesser”. Socialministeriet stillede lokaler til rådighed for hende og en lille stab, og hun var konsultativ minister for Arbejdsministeriet og Handelsministeriet, men havde ikke selvstændigt lovinitiativ. Inden valget havde Fanny Jensen talt skarpt imod Venstreregeringens håndtering af forsyningssituationen, der indebar knappere rationer til landets egen befolkning af hensyn til fremme af eksporten. Arbejderbefolkningen havde derfor store forhåbninger til hende, men hun havde ikke magt at stille bag sine krav, måtte snart forsvare statens samlede interesser og blev derfor kritiseret, stærkest af kommunisterne. På Christiansborg gjorde hun dog hele tiden opmærksom på kvindernes synspunkter og kæmpede for husmødrenes rettigheder som forbrugere. Også boligsagen arbejdede hun for i en tid med voldsom boligmangel. De sager, hun fik størst indflydelse på, drejede sig om kvinders og børns stilling i familien, særligt enlige og fraskilte mødres problemer. Der blev indført husmoderafløsning, og fædrenes bidrag til børnene blev hævet. Børnetilskud skulle gøre det lettere for kvinder at blive hjemme og derved mindske efterspørgslen på vuggestuer og børnehaver. Statens Husholdningsråd, hvor hun havde været medlem for AOF (Arbejdernes Oplysningsforbund) 1942-46, blev styrket, og hun tog initiativ til forøgelse af Mødrehjælpens bevillinger. I hendes ministertid nedsatte Justitsministeriet en ny svangerskabskommission. Hun argumenterede i den forbindelse for udvidet adgang til svangerskabsafbrydelse som et middel til at nedsætte antallet af illegale aborter og støttede også senere som folketingsmedlem forslaget om, at man kunne bevilge abort på grundlag af kvindens sociale situation. Men på grund af den voldsomme modstand fra konservative og kirkelige kredse kom den såkaldte sociale indikation heller ikke med i svangerskabsloven fra 1956.

Fanny Jensens ministerium havde for vagt og bredt definerede opgaver. Regeringens opbakning viste sig hurtigt at være uforpligtende, og hendes virksomhed kom i høj grad til at ligge i den personlige kontakt med befolkningen. Hun blev populær i denne funktion. I sin korte ministertid havde hun 429 møder rundt om i landet og modtog dagligt en række henvendelser om store og små kvindeproblemer. Var det således ikke de store opgaver “Fru Fanny” løste, passede hun sit embede med aldrig svigtende takt og værdighed og trak i mange tråde rundt om i ministerierne. Ved regeringsomdannelsen i 1950 bad hun selv om sin afsked, fordi hun ikke kunne få bedre vilkår at arbejde under. Først i 1966 forsøgte man sig igen med et særligt kvindeministerium, nu for “familiens anliggender” under Camma Larsen-Ledet. Men det blev fremover en uskreven regel, at der var mindst en kvinde i hver regering. I 1950 var det Bodil Koch, der udnævntes til kirkeminister.

Fanny Jensen er blevet karakteriseret som en typisk repræsentant for den danske husmoder, hyggelig, venlig, hjælpsom og med begge ben på jorden. Skønt hun med sin baggrund i fagbevægelsen først og fremmest talte arbejderkvindernes sag, lagde hun i sin ministertid vægt på det, der kunne samle kvinder fra alle samfundslag. Ved husmødrenes verdenskongres, afholdt af Associated Country Women of the World, i 1950 fremhævede hun kvinders fællesskab som mødre og deres betydning for demokratiet: “Vi må gøre os klart, at de frie, demokratiske nationers fortsatte eksistens netop afhænger af dette: At hver enkelt borger – og især mødrene – forstår, og forklarer vore unge, den dybe værdi i vor fælles leveform.” Efter sin afgang som minister fortsatte hun i Folketinget til 1953. Året efter trak hun sig også fra sine tillidsposter i KAD og udnævntes til æresmedlem. Herefter helligede hun sig familien og engagerede sig socialt og i oplysningsvirksomhed. Hun har bl.a. ydet en betydelig indsats i kirkelige velfærdsinstitutioner og været et energisk medlem af bestyrelsen for Kristeligt Pressebureau.