Et honorar på 12 kr. og 50 øre udbetalt til Margrethe Nielsen for to artikler i bladet Børnesagens Tidende blev startkapitalen til den institution, som blev hovedresultatet af denne nordsjællandske husmandsdatters sociale indsats: Barnets Hus. Det blev grundlagt 1919 og indviet som selvejende institution året efter med adresse i Rødovre. Barnets Hus, som stadig eksisterer, blev et monument over en idealistisk og beskeden socialdemokratisk kvinde, der gik ind i hovedstadens børneværns- og hjælpekassearbejde.
Margrethe Nielsen blev den første formand for De samvirkende Forældreforeninger (DSF), som hun 1913 var medstifter af. Foreningen, der havde aflæggere i Århus, Ålborg og Hillerød, havde til formål at støtte forældre, hvis børn kom i berøring med værgerådene og særforsorgen. En inspirationskilde var den socialdemokratiske folketingsmand og journalist Peter Sabroe, hvis mangeårige arbejde for fattige og nødlidende børn, Margrethe Nielsen ønskede at videreføre. På et møde om børnesagen i Nyborg 1917 talte hun som DSFs formand for oprettelse af et Barnets Hus og slog til lyd for det forebyggende socialarbejdes betydning frem for det resocialiserende. “Jeg beder for de smaa ulykkelige Børn, som ikke selv har bedt om Livet,” lød hendes appel om støtte i en artikel efter mødet. Som Sabroe var Margrethe Nielsen åben overfor, at børnesagsarbejdet kunne foregå på tværs af partipolitik og filantropi, men hun var samtidig fortaler for en stærkere indsats og styring fra det offentliges side. Idéen om et Barnets Hus vandt genklang hos den socialdemokratiske reformpædagog og leder af Danmarks Lærerhøjskole Vilhelm Rasmussen, der blev den igangsættende komités formand, og hos partifællen, skolemanden K.M. Klausen, der var fortaler for offentlig støtte til forebyggende børneforsorgsinstitutioner, såsom folkebørnehaver.
Døgninstitutionen Barnets Hus blev et aldersintegreret, midlertidigt optagelseshjem for børn, beregnet på at aflaste kriseramte familier i tilfælde af dødsfald, pludselig sygdom, eller når forældre midlertidigt ikke magtede børneopdragelsen. Institutionen havde plads til 65 børn, heraf 16 spæde, og udbyggedes 1944 med et optagelseshjem i Munkerup for 30 børn. Ildsjælen Margrethe Nielsen var næstformand i bestyrelsen, der også inkluderede reformpædagogen Niels Arnvig og den socialdemokratiske politikerfrue Olga Borgbjerg, til sin død i 1940. Barnets Hus blev finansieret ved en kombination af statslig, kommunal og filantropisk støtte. En stor del af udgifterne blev dækket af den årlige indsamlingsdag, Barnets Dag, i København
Margrethe Nielsen, som havde giftet sig med en husmandssøn fra hjemegnen, der siden blev arbejdsmand og lagerforvalter, fik selv seks børn, hvoraf hun tidligt mistede de to. Den slitage, der kom til at præge hende fysisk, undergravede ikke hendes lyse lune. Hun havde en uopslidelig fremskridtstro og retfærdighedssans samt mod til at ytre sin sociale vrede. I mange år var hun medlem af hovedstadens kommunale hjælpekasse, der gav assistance til midlertidigt og uforskyldt kriseramte. Siden kom hun som DSFs repræsentant ind i kommissionsarbejdet bag revisionen i 1922 af Børneloven af 1905. Denne lov havde introduceret værgerådsinstitutionen, som gav det offentlige ret til via kommunale værgeråd at gribe ind og tvangsfjerne børn. Værgerådsarbejdet var efter 1905 en af kvindernes kanaler til politisk indflydelse i lokale organer. Det gjaldt også for Margrethe Nielsen, som blev tilsynsværge i det kbh.ske børneværn.
Margrethe Nielsen ønskede, at mænd og kvinder skulle samarbejde i politik og på børneforsorgsområdet, og hun betonede mænds og kvinders ligeværd som medborgere. Det var med udgangspunkt i egne erfaringer som moder, at hun stærkt argumenterede for forbedringer af børneforsorgen og for en modervenlig linie. Hun var fortaler for gifte og ugifte mødres ret til vilkår, som kunne give dem mulighed for et godt moderskab. I 1925 gik hun ind i den partineutrale paraplyorganisation Børnesagens Fællesråd, dannet 1903, for at bryde den hidtidige mandsdominerede ledelse. 1926 var hun medstifter af Landsforeningen Forebyggende Børneværn og indtrådte i dennes bestyrelse. Ved sin tilbagetræden 1939 udnævntes hun til æresmedlem. Hun hørte til de forholdsvis få socialdemokratiske kvinder, som meldte sig ind i Dansk Kvindesamfund (DK). Her satsede hun på at få bragt kvindesagspolitik og socialpolitik i nærmere berøring med hinanden og var i en årrække aktiv i de socialdemokratiske kvindeudvalg.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.