I alt hvad Inger Hempel beskæftigede sig med, og hendes arbejdsopgaver spændte vidt, optog kvinders vilkår hende. Gennem sit erhverv, sit politiske arbejde, sine taler, radioforedrag og avisartikler forfægtede hun med stædig udholdenhed kvindernes sag. Sygdom havde tvunget hende til at forlade gymnasiet i 3.g, men som datter af en belysningsdirektør havde hun økonomisk mulighed for at rejse en del, bl.a. studerede hun litteratur i England, og hvor hun kom frem, satte hun sig også ind i landets sociale forhold.
I 1918 blev Inger Hempel ansat i Arbejdsdirektoratet og arbejdede her, indtil hun i 1931 blev udnævnt til kontorfuldmægtig i Invalideforsikringsretten. Her fik hun udvidet sit kendskab til sociale forhold. Hun engagerede sig også i fagligt arbejde, og i 1933 valgtes hun til formand for Kontorforeningen for Institutioner under Arbejds- og Socialministeriet, en forening, der overvejende talte mandlige medlemmer. 1933-39 var hun også formand for Centralrådet for Statens Kontoristklasser. Samtidig med at hun arbejdede for en forbedring af de mandlige kontoristers arbejds- og pensionsforhold, ikke mindst de gifte kontorister med forsørgerbyrde, påpegede hun de urimelige forhold, der blev de kvindelige kontorister til del. På trods af indførelsen af ligeløn for mænd og kvinder i statens tjeneste i 1919 og af lige adgang til tjenestestillinger 1921 var det stadig vanskeligt for kvinderne at komme i assistentklassen, der gav mulighed for avancement. Tværtimod blev de kvindelige funktionærer i staten fortrinsvis ansat i de såkaldt lukkede kontoristklasser, hvilket bl.a. Dansk Kvindesamfund (DK) opfattede som en omgåelse af ligelønsprincippet.
Inger Hempel var socialdemokrat og aktiv i sin lokale vælgerforening i København, hvor hun i mange år var næstformand. Men det var det socialdemokratiske kvindeudvalgsarbejde, der stod hendes hjerte nærmest. Da det 1928-29 lykkedes Sylvia Pio at overtale Socialdemokratiets formand Th. Stauning til at acceptere dannelsen af socialdemokratiske kvindeudvalg, var Inger Hempel med i den kreds, der begejstret og aktivt gik ind for idéen. Der havde i partiet været stærkt delte meninger om oprettelsen af disse udvalg; mange, herunder ledelsen, opfattede kvindeudvalgene som forsøg på separatisme, på at lave et selvstændigt kvindeforbund. Der dannedes imidlertid hurtigt mange kvindeudvalg inden for partiet, og efterhånden opstod der også et behov for et fælles forum, der kunne koordinere de enkelte udvalgs arbejde. Også et sådant fælles officielt kvindeudvalg vakte stor modstand, og først i 1934 blev Kvindeudvalgenes Fællesudvalg for København, siden Socialdemokratiske Kvinders Fællesudvalg, København, en realitet med Margrethe Høst Neerup som formand og Inger Hempel som næstformand. Hun efterfulgte i 1945 Høst Neerup på formandsposten. 1942 rykkede Inger Hempel ind i Folketinget som suppleant for Stauning, men røg ud igen ved valget i 1943. Til gengæld blev hun samme år valgt ind i Borgerrepræsentationen, hvor hun sad til sin død i 1947.
Som kommunalpolitiker prioriterede Inger Hempel forbedring af kvinders og børns kår. Hun var bl.a. medlem af hospitalskommissionen og arbejdede energisk for flere kommunale fødeklinikker og bedre muligheder for fødende kvinder, herunder brug af narkose. Da hun som den første kvinde blev valgt ind i De Samvirkende Sygekassers forretningsudvalg i 1944, gjorde hun sig til talsmand for videregående støtteordninger for kvinder og børn, bl.a. udvidet barselshvilehjælp, generelle børnetilskud samt flere vuggestuer og børnehaver, ligesom hun understregede behovet for mere boligbyggeri. 1945 valgtes Inger Hempel ind i Socialdemokratiets hovedbestyrelse, hvor hun sad til sin død to år efter. Partikongressen i 1945 blev skelsættende for kvindernes repræsentation i partiets ledelse; kvindernes andel i hovedbestyrelsen var herefter 10% eller derover. Derimod lykkedes det ikke at få flertal for opstilling af kvinder i mindst to sikre valgkredse. I 1943 var der ikke kommet socialdemokratiske kvinder i Folketinget, og dette gentog sig ved valget i 1945.
Inger Hempels kvindepolitiske engagement kom også til udtryk gennem hendes arbejde i DK. Hun var fra midten af 1920’erne aktiv i Københavns-kredsen. 1938 blev hun medlem af DKs fællesstyrelse og dettes forretningsudvalg, hvor hun sad næsten til sin død. Sammen med bl.a. Høst Neerup, Martine Bjørneboe og Edel Saunte hørte Inger Hempel til den kreds af Mellemkrigstidens fremtrædende socialdemokratiske kvinder, der ønskede at forene kvindesag og partipolitik. I det kvindepolitiske arbejde var det de sociale aspekter, der optog hende. Da arbejdsløsheden satte ind i 1930’erne, og kredse inden for fagbevægelsen slog til lyd for, at gifte kvinder burde vige pladsen og overlade arbejdsmarkedet til mændene som familieforsørgere, hævdede Inger Hempel de gifte kvinders ret til arbejde. Gifte kvinder var også både forsørgere og medforsørgere, og at forbyde dem arbejde uden for hjemmet ville være ensbetydende med at stadfæste ægteskabet som kvinders egentlige bestemmelse. I dette synspunkt var hun i øvrigt på linie med Socialdemokratiets ledelse; på partikongressen i 1935 havde man vendt sig mod et lovforslag om at fratage kvinderne retten til erhvervsarbejde. Inger Hempels sidste leveår var præget af hård sygdom og langvarige hospitalsophold. Hendes politiske og sociale engagement var dog usvækket til det sidste, og kun få dage før sin død planlagde hun et indlæg om en kvindegruppe, hun gennem sit lange sygeleje havde fået et indgående kendskab til, nemlig sygeplejerskerne.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.