Martine Bjørneboe

Martine Bjørneboe ville i virkeligheden helst have studeret jura. Da præsten og degnen og også forældrene pressede på, for at den dygtige unge pige skulle læse til lærerinde, slog hun bak. Kunne hun ikke blive jurist, så ville hun ikke lege med, som hun selv har udtrykt det. For lærerinde ville hun ikke være. Som 16-årig kom hun derfor i huset i Nakskov og oplevede her det største vendepunkt i sit liv, mødet med den indremissionske Vilhelm Beck. Dybt rystet gik hun fra kirke efter at have hørt hans prædiken, overbevist om, at hun, hvis hun ville kalde sig kristen, også måtte leve som kristen. Det blev imidlertid Frelsens Hær, der med sit kristeligt-sociale program tiltrak den unge Martine Bjørneboe. Den blev grundlagt i London i 1865 som en konfessionsløs organisation, opbygget efter militært forbillede, og udførte et omfattende arbejde blandt fattige og udstødte. Da Frelsens Hær i 1887 kom til Danmark, sluttede hun sig til bevægelsen, der hurtigt havde fået en afdeling i Nakskov. Her fandt hun mulighed for at kombinere sin tidligt vakte sociale indstilling med det, hun anså for et sandt kristenliv. Efter et par år rejste hun til København og kom på bevægelsens kadetskole. 1892-1902 havde hun rang af officer og var bl.a. i 1899 på studieophold i England, hvor hun studerede socialt arbejde.

Helt slap Martine Bjørneboe dog ikke det juridiske. I 1902 oprettede en gruppe yngre, reformvenlige jurister Fængselshjælpen, hvis hovedsigte var forsorg for og tilsyn med anklagede, dømte og straffede personer. Der gik en lige linie fra Frelsens Hærs aktive sociale arbejde til den nye forenings omsorg for de mennesker, der var kommet på kant med samfundet. Sammen med bl.a. Sophie Trier engagerede Martine Bjørneboe sig fra starten i Fængselshjælpen, hvor hun var afdelingsleder til sin død, fra 1933 af afdelingen Dansk Værneselskab. I dette arbejde med mænd og kvinder, unge og gamle kom hendes sociale sindelag til rig udfoldelse. Hun havde en dyb forståelse for mennesker på samfundets bund og nærede med sit kristne livssyn en urokkelig tro på det gode i hvert enkelt menneske. Martine Bjørneboe ydede også en indsats i afholdsbevægelsen, bl.a. var hun 1927-31 medlem af bestyrelsen for afholdsorganisationen Det hvide Baand i Danmark og siden af regeringens Alkoholkommission af 1934. Fra 1932 var hun endvidere medlem af bestyrelsen for Københavns filantropiske Selskab.

Med lige så stor ildhu kastede Martine Bjørneboe sig ud i kvindepolitisk og partipolitisk arbejde. Hendes kvindepolitiske holdning afspejlede sig ikke blot i et mangeårigt medlemskab af Socialdemokratisk Kvindeforening. Hun gik aktivt ind i Dansk Kvindesamfund (DK) og var fra 1920 medlem af Københavns-kredsen, hvor hun i en periode også var næstformand. 1932-40 sad hun i fællesstyrelsen og forretningsudvalget. Sammen med Margrethe Høst Neerup, Inger Hempel og Edel Saunte hørte hun til den kreds af Mellemkrigstidens fremtrædende socialdemokratiske kvinder, der ønskede at forene det socialdemokratiske og det kvindepolitiske arbejde. De var aktive både i partiet og i DK, hvor de udgjorde et politisk mindretal. Ikke alle i Socialdemokratiet så med blide øjne på dette engagement i den borgerlige kvindebevægelse, og bl.a. Martine Bjørneboe og Saunte fik at vide af partisekretær Alsing Andersen, at de hellere måtte trække sig ud af DK, hvis de ønskede at blive genopstillet i deres valgkredse. De klagede deres nød til Th. Stauning, og hørte derefter ikke mere til sagen. Martine Bjørneboe fortsatte ufortrødent sit virke i DK.

Arbejdet for at forbedre kvindernes samfundsstilling var for Martine Bjørneboe præget af hendes kendskab til de særlig nødstedte kvinder, og det var bl.a. erfaringerne fra Fængselshjælpen, der var baggrund ikke blot for hendes indsats for at få ansat kvindeligt politi, men også for hendes virke som leder af DKs rådgivende kontor. Som medlem af den lokale partiforening udførte hun et energisk agitationsarbejde for socialdemokraterne og gjorde ligeledes en stor indsats for at få gang i partiets kvindeudvalg i sin kreds. I 1929 valgte Socialdemokratiet hende ind i bestyrelsen for Københavns kommunes hjælpekasse, hvor hun var medlem indtil 1933. Samme år indtrådte hun som stedfortræder i Borgerrepræsentationen og sad her indtil 1943. Hendes interesse i afholdssagen bragte hende ind i udvalget vedrørende beværterbevilling, og desuden var hun medlem af det såkaldte decisionsudvalg, der varetog revisionen af kommunens regnskaber. Hendes få indlæg i plenumforsamlingen var skarpe og velformulerede og tog udgangspunkt i børns og kvinders vilkår. Ægtefællens død i 1943 tog hårdt på hende, og i sine sidste år mobiliserede hun alle sine kræfter i arbejdet for Fængselshjælpen.