Helyett Simonsen

Faktaboks

Helyett Simonsen
Født
9. marts 1898, Ålborg
Død
8. marts 1966, København
Arbejdsliv
Fagforeningsformand, kommunalpolitiker og syerske
Familie

Forældre: musiker Jens S. og Jensine Christine Christensen (født ca. 1872).

Hun satte sin hat, som hun ville, den fagligt, parti- og kvindepolitisk aktive hattesyerske Helyett Simonsen. Som ung drog hun fra fødebyen Ålborg til København og ansattes i 1922 i firmaet J. Schermeister & Co., hvor hun forblev resten af sit arbejdsliv. Hun blev snart tillidskvinde for sine kolleger på systuen, men hun gik videre ind i det faglige arbejde og blev et meget aktivt medlem af Stråhattesyerskernes Fagforening, siden Hattesyernes Fagforening. Da hun ikke holdt sig tilbage på foreningens generalforsamlinger, valgtes hun ind i forhandlingsudvalg og som delegeret til Hatte- og Buntmagerforbundets kongres, allerede før hun i 1938 blev medlem af fagforeningsbestyrelsen. På forbundskongressen i 1951 markerede hun sin kvindepolitiske holdning i et indlæg om ligeløn. Det må være blevet positivt modtaget, for hun valgtes ikke alene til medlem af forbundsbestyrelsen, men også til forretningsudvalget. Hun sad i forbundsbestyrelsen til 1958, da Dansk Hatte- og Buntmagerforbund indgik i Dansk Beklædningsarbejderforbund. 1951 var hun blevet valgt til formand for Hattesyernes Fagforening. Den fortsatte som selvstændig fagforening, også efter sammenslutningen, og Helyett Simonsen forblev på posten som formand, indtil alle kbh.ske hatteforeninger i 1965 blev slået sammen til én forening.

Fra midten af 1940’erne forenede Helyett Simonsen det kvindepolitiske med det fagpolitiske. Siden 1935 havde faglige kvinder fra de nordiske lande afholdt studieuger, hvor de mødtes til foredrag og diskussioner. Dette nordiske samarbejde udmøntedes i Norge 1940, Sverige 1946 og Finland 1948 i oprettelse af kvindesekretariater. Men i Danmark var der hos De samvirkende Fagforbund (DSF) stærk modvilje mod tanken. Helyett Simonsen havde fra starten slået til lyd for dansk deltagelse. I 1948 var hun leder af den danske delegation, og efter studieugen skrev hun til DSFs formand Eiler Jensen og fremhævede det nordiske kvindearbejde og understregede behovet for et fagligt kvinderåd i Danmark. Formålet skulle være “at dygtiggøre, oplyse og aktivisere kvinderne inden for fagbevægelsen”. Omsider gav DSF efter for presset fra de aktive kvinder og fra de andre nordiske faglige ledere, og 1949 blev Fagbevægelsens Kvindesekretariat (FK) en realitet. I løbet af kort tid havde 23 af de forbund, hvor over 2% af medlemmerne var kvinder, tilsluttet sig FK. Da Kvindeligt Arbejderforbund i 1952 kom med, var over 90% af de kvindelige DSF-medlemmer via deres forbund tilknyttet FK. Kvindesekretariatet fik ikke på noget tidspunkt DSFs fulde opbakning. Kun i kraft af en ihærdig indsats fra en kreds af faglige kvinder blev FK holdt i live, men i løbet af 1960’erne bredte den opfattelse sig, at tiden var løbet fra sekretariatet. I 1965 meldte Kvindeligt Arbejderforbund og kvindestærke forbund som Dansk Beklædningsarbejderforbund og Dansk Tekstilarbejderforbund sig ud, og det blev begyndelsen til en opløsningsproces, der resulterede i nedlæggelsen af FK i 1970. Helyett Simonsen var som formand fra oprettelsen i 1949 til sin død i 1966 FKs dynamiske frontkæmper, men hun havde en række fremtrædende fagforeningskvinder som medspillere, bl.a. Ella Jensen fra Tobaksarbejderforbundet og Anny Bengtsson fra Beklædningsarbejderforbundet. Endnu en samarbejdspartner var Marie Nielsen, Husligt Arbejderforbund, der efterfulgte Helyett Simonsen som formand for FK. I sin egenskab af formand for FK udpegedes Helyett Simonsen i 1950 til medlem af den svangerskabskommission, der var blevet nedsat samme år, ligesom hun kom til at sidde i den store kvindekommission fra dens nedsættelse i 1965 til sin død året efter.

Politisk knyttede Helyett Simonsen sig til Socialdemokratiet. Hun blev 1951 medlem af bestyrelsen i sin lokale vælgerforening. Også i socialdemokratisk sammenhæng forfægtede hun sin kvindepolitiske holdning, og hun var et selvskrevet medlem af vælgerforeningens kvindeudvalg. 1953 blev hun formand for kvindeudvalget. Det var hendes håb, at kvinder måtte blive betroet samfundets mest betydende hverv: i regering, Rigsdag og kommunalråd. “Er det da ikke mændene der har bragt krig, ulykker og kaos over menneskene?”, spurgte hun på sin sædvanlige bramfrie måde. Selv valgtes hun i 1954 ind i Borgerrepræsentationen. Hun blev bl.a. medlem af hospitalsudvalget og af decisionsudvalget, der varetog revisionen af kommunens regnskaber. Også som borgerrepræsentant lod hun sin røst høre. Allerede i 1957 fremsatte hun forslag om gratis undersøgelse af kvinder for brystkræft, et forslag, hun gentog ved de følgende års budgetforhandlinger. Hun havde talrige forslag til løsning af hovedstadens trafikproblemer. Når Helyett Simonsen brændte for en sag, var hun utrættelig og vedholdende, og det var nok ikke uden grund, at L. Estrup, borgmester for Københavns magistrats 4. afdeling, ved en budgetforhandling spontant erklærede, at “den pige er blevet mig et dyrt bekendtskab”. Hun var endvidere en højt respekteret og vellidt tilsynsførende for børn, der var anbragt under børneværnet. I 1963 modtog hun ugebladet Hjemmets humørmedalje i anerkendelse af den måde, hvorpå hun røgtede dette på mange måder vanskelige hverv. Helyett Simonsen var medlem af Borgerrepræsentationen til 1962 og igen 1965-66 som suppleant. I nekrologen i Aktuelt beskrives “Simon”, som hun blev kaldt, som en lille, rund, højttalende, hjertevarm kvinde med et overskud af humør. Hun havde sine meningers mod, også når de gik imod flertallet.

Beskrivelser og portrætter af Helyett Simonsen

  • Foto i Arbejdermuseet og Arbejderbevægelsen Bibliotek og Arkiv, Det Kgl. Bibliotek.
  • Arbejderhistorie 23/1984.

Tilknytning til organisationer

  • Hattesyernes Fagforening
  • J. Schermeister & Co.
  • Stråhattesyerskernes Fagforening
  • Dansk Hatte- og Buntmagerforbund
  • Fagbevægelsens Kvindesekretariat
  • Svangerskabskommissionen af 1950
  • Kvindekommissionen af 1965
  • Socialdemokratiet
  • Borgerrepræsentationen

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig