Anny Bengtsson

Anny Bengtsson voksede op i et godt socialdemokratisk hjem, og allerede som fireårig bar hun sin første socialdemokratiske valgplakat. Den nære tilknytning til arbejderbevægelsen bevarede hun gennem et langt arbejdsliv. Hun blev uddannet som syerske i damekonfektionsindustrien og fik arbejde i Tilskærernes Aktieselskab, et kooperativt foretagende, der var blevet oprettet i 1929 med bl.a. Dansk Skrædderforbund, siden Dansk Beklædningsarbejderforbund (DBF), som parthaver, indtil virksomheden lukkede i slutningen af 1960’erne. Hendes faglige løbebane startede, da hun i 1952 blev valgt til tillidsrepræsentant og senere klubformand for kollegerne i Tilskærernes Aktieselskab. I disse år gennemførtes den afgørende ændring fra håndværk til industri inden for beklædningsindustrien, og Anny Bengtsson var som tillidskvinde med til at formidle den gennemgribende omlægning af hele produktionsprocessen på sin arbejdsplads. I 1956 blev hun medlem af bestyrelsen for Konfektionssyerskernes Fagforening af 1909, og siden blev hun næstformand. 1963 valgtes hun til foreningens formand og trådte samtidig tilbage som tillidsrepræsentant.

Nu tog Anny Bengtssons faglige karriere fart. Allerede i 1961 var hun blevet medlem af DBFs hovedbestyrelse, og da den hidtidige forbundssekretær Inga Olsen i 1967 blev sekretær i LO, valgtes Anny Bengtsson til hendes efterfølger, et valg, der bekræftedes på forbundskongressen i 1969. Da Anny Bengtsson 1967 valgtes til forbundssekretær, forlod hun posten som formand for Konfektionssyerskernes Fagforening. I 1973 skrev hun sig ind i DBFs historie, da forbundet, hvor 90% af medlemmerne var kvinder, valgte hende som formand og dermed for første gang siden sin stiftelse i 1887 fik en kvindelig leder. Hun brød yderligere med traditionen ved ikke at være uddannet som skrædder, men som syerske inden for damekonfektionsindustrien. Året før var hun blevet konstitueret som formand ved den hidtidige formands død. 1970’erne blev skelsættende for den faglige organisering inden for både tekstil- og beklædningsindustrien. I slutningen af 1960’erne opstod tanken om en sammenslutning af de to store forbund, DBF og Dansk Tekstilarbejderforbund (DTF). Anny Bengtsson og formanden for DTF John Olsen var arkitekterne bag sammenslutningen, der ville gøre det nye forbund med tilsammen over 30.000 medlemmer til et af de største inden for LO. I 1977 blev sammenslutningen en realitet, og Anny Bengtsson valgtes til formand for det nye forbund, Dansk Beklædnings- og Tekstilarbejderforbund (DBTF).

Det var et forbund med store problemer, Anny Bengtsson blev formand for. Især blandt kvinder var arbejdsløsheden høj, og det kvindedominerede DBTF havde en arbejdsløshed på 20-25%. Det skyldtes først og fremmest import af billige udenlandske tekstiler, en import, der var baseret på underbetalt arbejdskraft, hvad der dog ikke slog igennem på udsalgspriserne her i landet. Blandt Anny Bengtssons kæpheste var nationalitetsmærkning af tøj, så forbrugerne fik en mulighed for at vælge dansk, og hun gik ikke af vejen for at bede folk om at åbne jakker eller frakker, så hun ved selvsyn kunne konstatere, hvor deres tøj kom fra. Også kommunerne lagde hun pres på for at få dem til at købe dansk. I 1972 blev hun medlem af både LOs forretningsudvalg og af det snævre forhandlingsudvalg, og hun var således med til at forhandle ligelønnen igennem som en del af overenskomsten det følgende år. Da regeringen i 1976 nedsatte Lavindkomstkommissionen med det formål at kortlægge indkomster og levevilkår i Danmark, blev Anny Bengtsson medlem. Ikke blot var hun den eneste kvindelige LO-repræsentant, men bortset fra Birthe Holm, der en tid repræsenterede Skatteministeriet, var hun den eneste kvinde. Lavindkomstkommissionen arbejdede til 1981, og Anny Bengtsson var medlem i hele perioden. En anden af hendes mærkesager var det internationale samarbejde inden for tekstil- og beklædningssektoren, og trods manglende sprogkundskaber skabte hun også i disse kredse respekt om sin person og knyttede bånd især til den europæiske fagbevægelse.

Anny Bengtsson bestred posten som forbundsformand indtil 1982, hvor hun fratrådte i overensstemmelse med forbundets 65-års grænse. Hun var en af fagbevægelsens stærke kvinder, en velforberedt og kompetent forhandler, men frem for alt engageret i de kvindelige arbejderes løn- og arbejdsforhold. Udfordringerne i den mandsdominerede LO-verden havde hærdet hende og styrket dette engagement.