Inga Olsen

I overskriften på sine utrykte erindringer Fra barakunge til LO-sekretær, opbevaret i Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv,sammenfatter Inga Olsen selv sit liv. Gennem næsten 30 år havde hun forskellige tillidsposter i fagbevægelsen, først i Dansk Skrædderforbund (DS), de sidste 14 år af sin fagpolitiske karriere beklædte hun posten som kongresvalgt sekretær i LO. Hun blev født i 1921 i København som den mellemste af tre søstre. Krisen efter Første Verdenskrig medførte stor arbejdsløshed og nød blandt arbejderfamilierne, og også Inga Olsens familie blev ramt. Moderen sikrede deres økonomi ved at arbejde som hjemmesyerske, mens børnene var små, faderen havde løse jobs, bl.a. som taxachauffør. De boede i husvildebarakkerne på Godthåbsvej, var fattige, men klarede sig. Efter eget ønske blev Inga Olsen borgerligt konfirmeret og fik herefter arbejde på medicinalfabrikken Løvens Kemiske Fabrik, hvor også moderen og en søster arbejdede. Her var hun ansat, indtil hun i 1943 giftede sig. Frem til 1951, hvor ægteparret flyttede til Marbjerg ved Roskilde, havde Inga Olsen forskelligt fabriks- og rengøringsarbejde. I 1952 blev hun ansat på Hugo Dorphs Konfektionsfabrik i Tåstrup, og allerede året efter blev hun valgt til tillidsrepræsentant for de 220 syersker. Dermed indledtes hendes faglige karriere. Hun engagerede sig i arbejdspladsens problemer, og samtidig dygtiggjorde hun sig på fagbevægelsens kurser om bl.a. samarbejdsudvalg, virksomhedsøkonomi og rationalisering med tidsstudier. Hun pressede på for at få oprettet samarbejdsudvalg på virksomheden og forhandlede en lang række forbedringer igennem for sine medlemmer.

I 1956 blev Inga Olsen valgt til formand for DSs afdeling i Tåstrup, året efter blev hun formand for de sammensluttede afdelinger på Sjælland. I 1961 sluttede DS og Dansk Tekstilarbejderforbund sig sammen i Dansk Beklædningsarbejderforbund, og samme år blev Inga Olsen valgt ind i det nye forbunds hovedbestyrelse. 1964 valgtes hun til faglig sekretær i forbundet. På dette tidspunkt var 90 % af medlemmerne kvinder, mens de kun beklædte halvdelen af posterne i hovedbestyrelsen og den daglige ledelse. På LOs kongres i 1967 støttede hun Ella Jensen, formand for Dansk Tobaksarbejderforbund, i kravet om ligeløn. “Vi må have ligeløn,” udtalte hun bl.a., “ingen forretninger reklamerer med særlige kvindepriser, hvorfor skal vi så fortsat aflønnes med særlige kvindelønninger?” På kongressen blev hun med stort flertal som den første kvinde valgt til sekretær i LO og blev samtidig den første kvinde i LOs daglige ledelse. I slutningen af 1960’erne var 25 % af LOs medlemmer kvinder. Selvom Inga Olsen arbejdede imod forskelsbehandling mellem mænd og kvinder, ønskede hun ikke at få kvindernes vilkår som sit arbejdsområde. Hvis faglige kvinder udelukkende beskæftigede sig med kvindespørgsmål, ville det gøre det vanskeligere at få flere kvinder ind på topposter i LO, mente hun. I stedet fik hun tildelt arbejdsområder, som hun gennem mange år havde været engageret i: arbejdstidsstudier og demokrati på arbejdspladsen. Op igennem 1970’erne forestod hun forhandlinger om ændringer i Samarbejdsaftalen, der i 1947 blev indgået mellem Dansk Arbejdsgiverforening og LO om oprettelse af samarbejdsudvalg med ligelig repræsentation af ledelse og medarbejdere. Hun repræsenterede LO i udvalgsarbejde om Ligebehandlingsloven, der blev vedtaget 1978. Da regeringen i 1975 oprettede Ligestillingsrådet med Karen Dahlerup som formand, blev Inga Olsen udpeget til LO-medlem af rådet, men sad der kun et år. Endvidere var hun LOs repræsentant i det udvalg der behandlede loven om medarbejderrepræsentation i aktieselskabsbestyrelser, gennemført 1973. Hun repræsenterede LO i internationale forsamlinger som FN og arbejdsorganisationen ILO. Inga Olsen ville ikke sættes i bås, fordi hun var kvinde, men gennem sit faglige arbejde søgte hun at skabe fremskridt og retfærdighed for arbejderne, også for kvinderne.