Karen Dahlerup

Karen Dahlerup blev kendt i den brede offentlighed, da hun i 1975 blev udpeget til formand for det nyetablerede ligestillingsråd. Opgaven med at igangsætte en koordineret statslig ligestillingsindsats fik hun efter at have varetaget en række organisatoriske hverv inden for Socialdemokratiet, hvor hun også beskæftigede sig med kvinde- og ligestillingsspørgsmål. Hun voksede op i en arbejderfamilie, der lagde vægt på, at de tre døtre skulle have en uddannelse. Efter at have taget mellemskoleeksamen blev hun uddannet som defektrice på et apotek, hvor hun var ansat 1937-43. Hun giftede sig i 1942 og havde i årene efter sit første barns fødsel i 1943 forskelligt aftenarbejde, bl.a. på fabrik og ved telefonvæsenet. 1959-63 var hun ansat som kontorleder i begravelsesvæsenet i Glostrup og 1973-82 i Arbejdsdirektoratet.

I 1963 afløste Karen Dahlerup Grethe Hækkerup som Socialdemokratiets kvindesekretær, en post, hun beholdt til 1970. I denne periode sad hun også i partiets forretningsudvalg og hovedbestyrelse. Hun var redaktør af bladet Frie Kvinder 1966-70 og formand for partiets familieudvalg 1967-74. Hun var modstander af den beslutning, der blev truffet på partikongressen i 1969, om at nedlægge de socialdemokratiske kvindeudvalg, der havde til formål at dygtiggøre og interessere kvinder for politik. Efter at have været opstillet i en årrække blev hun valgt ind i Folketinget 1970. Frem til valget i 1971 rejste hun spørgsmål om ligeløn, barsel og sundhedspolitik. Hun blev genvalgt i perioden 1977-81 og var medlem af finansudvalget 1979-81. I 1973 og 1983 blev hun i nogle perioder indkaldt som suppleant i tinget, og hun var medlem af Europaparlamentet 1979-80. I 1981 kritiserede hun de politiske partier for at opstille kvinder på dårlige pladser, selvom hun tidligere havde haft den holdning, at kvinder kunne komme ind i politik, hvor de selv ønskede det. I forlængelse af sit partipolitiske arbejde udtalte Karen Dahlerup sig om betydningen af kvinders økonomiske selvstændighed, og hun understregede, hvor vigtigt det var, at kvinder uddannede sig. Hun slog også på behovet for daginstitutioner, om end hun ikke var nogen stor tilhænger af vuggestuer. Endelig var hun optaget af mænds ligestillingsproblemer og blev i 1973 rost af Foreningen Far for at tale deres sag i forhold til ugifte fædres ret til forældremyndighed.

Karen Dahlerup tog initiativ til igangsættelse af en kvindekommission inden for Socialdemokratiet, som blev forløber for den store kvindekommission, som statsminister J.O. Krag nedsatte i 1965 med Edel Saunte som formand. Her var hun medlem frem til kommissionens afslutning i 1974 og blev udpeget til formand for dens familieudvalg 1967-74. Kommissionens hovedforslag var oprettelsen af et permanent ligestillingsorgan, men der kunne ikke skabes flertal for dette i Folketinget, bl.a. fordi flere mindretalsudtalelser angående rådets sammensætning gav uklare signaler til politikerne. Statsminister Poul Hartling sendte derefter forslaget til høring i ministerierne. Under den efterfølgende socialdemokratiske regering oprettede statsminister Anker Jørgensen Ligestillingsrådet administrativt og udpegede Karen Dahlerup som formand. Rådet havde i starten ikke noget selvstændigt budget. Alle medarbejdere og herunder også Karen Dahlerup var udlånt fra stillinger i ministerierne. Landets økonomisk udsatte situation med energikrise og stigende arbejdsløshed var også medvirkende til en vis tilbageholdenhed i ligestillingspolitikken. Der kom offentlige nedskæringer, især på daginstitutionsområdet i 1975. Karen Dahlerup forholdt sig som den loyale partiarbejder, hun var, ikke kritisk til regeringens politik. Hun mente således ikke, at nedskæringerne på daginstitutionsområdet kunne tolkes som et ligestillingsproblem. Da Arbejdsministeriet i 1978 udsendte det såkaldte børnepasningscirkulære, ifølge hvilket kvinder med børnepasningsproblemer kunne fratages arbejdsløshedsunderstøttelsen, nøjedes Ligestillingsrådet med at beklage, at det ikke havde fået det til høring forinden. Rådet markerede sig imidlertid på den høje kvindearbejdsløshed samt på spørgsmålet om kvinderepræsentationen i offentlige råd og udvalg. Det fik også mange henvendelser fra enkeltpersoner, og i dets første år bestod arbejdet primært i at behandle disse klager, som rådet imidlertid sjældent kunne stille noget konkret op med. I 1978 blev rådet lovfæstet samtidig med vedtagelsen af Lov om ligebehandling. Dette gav Ligestillingsrådet en række opgaver i forhold til at fortolke praksis for overholdelsen af lovgivningen og fungere som høringsinstans angående dispensationer til at særbehandle det ene køn. Karen Dahlerup var formand frem til 1982, hvor hun selv anmodede om at blive fritaget for jobbet. Det skete efter, at hun var røget ud af Folketinget ved valget i slutningen af 1981.

Karen Dahlerup engagerede sig i slutningen af 1980’erne i lokalpolitik og var viceborgmester i Løkken-Vrå kommune 1986-89. Hun var medlem af en række bestyrelser og udvalg og modtog i 1976 prisen som Årets Igangsætter, som var indstiftet af Politikens lokalaviser.