Ingeborg Hansen

Arbejdet her inspirerede hende til at uddanne sig til jurist, og 1912 tog hun studentereksamen fra Wedels Kursus, hvorefter hun begyndte at læse jura. Hun fortsatte med at arbejde under studierne, men måtte holde pause med begge dele i et halvt år, da hun fik tuberkulose.

I 1919 tog hun embedseksamen fra Københavns Universitet, og tre år efter fik hun sagførerbestalling. I 1924 blev hun Danmarks første kvindelige landsretssagfører, og 1933 viste hun sig også i anden henseende som pioner, da hun som den første procederede for Højesteret uden at være højesteretssagfører.

Hun åbnede egen sagførervirksomhed og fik i forbindelse med skilsmisser og abortsager indblik i mange ulykkelige kvindeskæbner, hvilket påvirkede både hendes politiske og kvindesaglige engagement.

Oprindelig havde Ingeborg Hansen betragtet kvindesagskvinderne som blåstrømper, hvis sag ikke vedrørte hende. Men efter at være blevet kandidat indfriede hun et løfte til en veninde og meldte sig noget modstræbende ind i Dansk Kvindesamfund (DK). Da hun lærte organisationen at kende på nært hold, blev hun overbevist feminist, og resten af sit liv kæmpede hun aktivt for kvindernes ligestilling på alle felter. 1921-23 var hun formand for DKs Københavns-kreds, og 1924-26 var hun medlem af fællesstyrelsen.

Hun havde derudover en række tillidshverv i andre dele af kvindebevægelsen, bl.a. som medlem af bestyrelsen for Kvindelig Læseforening 1922-27 og for Kvindelige Akademikere 1928-46. Som medlem af Komitéen til Opførelse af Kvinderegensen 1929-32 gik hun med ildhu ind i virkeliggørelsen af projektet, og fra 1929 sad hun i Komitéen for Kvindernes Bygning. 1929-39 var hun medlem af hovedbestyrelsen for International Woman Suffrage Alliance.

Ingeborg Hansens sociale engagement vaktes, da hun som ung jurist deltog i arbejdet i Studentersamfundets Retshjælp for ubemidlede. Her fik hun for alvor økonomisk nød og andre sociale problemer ind på livet. Det 14-årige medarbejderskab ved retshjælpen påvirkede hendes politiske tænkemåde, og efter mange overvejelser meldte hun sig 1929 ind i Socialdemokratiet.

I første omgang førte medlemskabet til en omfattende foredragsvirksomhed for partiet, dog udelukkende af juridisk karakter. Senere blev hendes politiske overbevisning mere grundfæstet.

I 1932 opfordrede socialdemokratiske kvinder hende til at lade sig opstille til Landstinget, hvor hun var medlem 1936-53.

Hendes faglige baggrund gjorde hende til et oplagt medlem af Forfatningskommissionen og Toldrådet, ligesom hun sad i Landstingets finansudvalg, 1948-50 som formand. Hun var desuden partiets faste ordfører vedrørende skattelove for told- og forbrugsafgifter.

Fra 1936 fik hun sæde i Rigsretten, og 1932-36 var hun medlem af Svangerskabskommissionen. Hun gik varmt ind for at tillade abort af sociale årsager, men måtte senere med stor beklagelse erfare, at der ikke kunne skabes flertal for dette synspunkt i Rigsdagen.

Hun var loyal over for Socialdemokratiet, men hun havde samtidig sine meningers mod og ved enkelte lejligheder indtog hun særstandpunkter. På baggrund af sine erfaringer som jurist gik hun imod sit partis forslag om, at fosterdrab ikke skulle behandles ved en nævningedomstol. Hun betragtede et nævningeting som en ekstra beskyttelse af den sigtede og mente, at nævningedomme bedst repræsenterede befolkningens retsopfattelse, som hun skønnede mindre konservativ end dommernes.

Under debatten 1945 om retsopgøret efter Besættelsen gik hun skarpt imod genindførelse af dødsstraf.

Også i Forfatningskommissionen indtog hun et særstandpunkt i forbindelse med ændringen af tronfølgeloven, der indførte kvindelig arvefølge, men således at søn går forud for datter. Ingeborg Hansen ønskede også på dette område fuld ligestilling mellem kønnene, således at den ældste, uanset køn, blev tronarving.

Da K.K. Steincke i 1950 blev udnævnt til justitsminister, blev Ingeborg Hansen valgt til formand for Landstinget. Hun blev hermed den første kvindelige parlamentsformand i verden. I 1951 vendte Steincke tilbage til Landstinget og overtog formandsposten, men da han i 1952 igen trådte ud, blev hun atter hans afløser.

Det var karakteristisk for Ingeborg Hansen, at hun uanset sine personlige interesser hilste forfatningsændringen i 1953 velkommen, fordi hun i virkeligheden var tilhænger af etkammersystemet.

Efter tiden som parlamentariker fik Ingeborg Hansen nye opgaver, hvor hendes erfaringer og faglige indsigt blev udnyttet. Allerede i 1953 var hun blevet valgt til formand for Nationalforeningen til Tuberkulosens Bekæmpelse. Endvidere blev hun medlem af det juridiske udvalg under Europarådet, der skulle behandle spørgsmål i forbindelse med den kommende europæiske konvention om menneskerettigheder.

Som 48-årig havde Ingeborg Hansen giftet sig med en ungdomsven, en gårdejer fra Fyn. Men da hun havde egen sagførerforretning i København og ægtefællen sin fynske gård at passe, blev hun boende i København.

Det blev et lykkeligt ægteskab, hvor ægtefællerne besøgte hinanden i ferierne, og hvor den kbh.ske sagfører i kortere perioder var landbokone, med hvad dertil hører af forpligtelser.

Men hun var og blev københavner, og selv sit otium ønskede hun at tilbringe i hovedstaden og ikke på Fyn. Det skulle hun dog ikke komme til at opleve. En pludselig indtrådt hjertelammelse afbrød 1954 et sjældent politisk, kvindepolitisk og socialt engageret virke.

• Mal. fra ca. 1952 af Arnoff Thomsen i Folketinget og af Carla Colsmann Mohr samme sted Foto i Arbejdermuseet og Arbejderbevægelsen Bibliotek og Arkiv, Det Kgl. Bibliotek.
• Ellen Strange Petersen (red.): Kvinderne og valgretten, 1965. Danske Kvinders Aarbog, 1947. Frie Kvinder 4/1947.

• Dansk Kvindesamfund
• Kvindelig Læseforening
• Komitéen til Opførelse af Kvinderegensen
• Komitéen for Kvindernes Bygning
• International Woman Suffrage Alliance
• Socialdemokratiet
• Landstinget
• Forfatningskommissionen af 1951
• Toldrådet
• Rigsretten
• Svangerskabskommissionen af 1932
• Nationalforeningen til Tuberkulosens Bekæmpelse
• Europarådet

• Ingeborg Hansen

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.