Elna Munch

Elna Munch var en af drivkræfterne i kampagnen for kvindernes stemmeret, og hun var blandt de første fire kvinder, der blev indvalgt i Folketinget i 1918. Hun var den af de nyvalgte kvindelige rigsdagsmedlemmer, der mest aktivt arbejdede for at fremføre kvindeinteresser på tinge, men i modsætning til Dansk Kvindesamfund (DK) mente hun, at særlige kvindeorganisationer var overflødige, efter at stemmeretten var vundet.

Elna Munch voksede op i en gammel embedsmandsslægt på Sydsjælland. Også storesøsteren Clara (g. Tybjerg) skulle blive en betydningsfuld aktør på den kvindepolitiske scene. 1891 tog Elna Munch studentereksamen fra N. Zahles Skole sammen med 14 andre unge kvinder, hvoraf flere fik fremtrædende positioner i samfundet, fx rektor Karen Kjær. I 1896 blev hun cand.mag. fra Københavns Universitet med matematik som hovedfag, den anden kvindelige matematiker efter Thyra Eibe, der dimitteredes året før. Allerede fra 1891 virkede hun som lærer ved forskellige højere skoler, 1900-18 var hun ansat ved Marie Kruses Skole, og hun udgav 1899 Naturlære til Skolebrug. I sin politiske karriere bevarede hun interessen for skoleforhold, og da hun i 1918 som det første kvindelige folketingsmedlem tog ordet, handlede hendes indlæg om lærerinders lønforhold.

1902-03 var Elna Munch medlem af bestyrelsen for Studentersamfundet, der var arnestedet for tidens nye politiske radikalisme i Viggo Hørups ånd. Hun var medarbejder ved tidsskriftet Det ny Aarhundrede, som hendes mand P. M., den senere udenrigsminister, begyndte at udgive i 1903, og hvor de tanker blev udfoldet, der førte til sprængningen af Venstre og i 1905 til dannelsen af Det Radikale Venstre (RV). Partiet havde fra starten en stærk ligestillingsprofil, og Elna Munch var sammen med Johanne Rambusch blandt de første kvinder i ledelsen. 1917-25 sad hun i Borgerrepræsentationen, 1918-35 var hun RVs eneste kvindelige repræsentant i Folketinget. Her var hun stærkt involveret i udformningen af de store lovkomplekser, der vedtoges kort efter kvindestemmerettens indførelse: loven af 1919 om ligeløn for mandlige og kvindelige tjenestemænd, ægteskabslovene 1922 og 1925. I behandlingen af tjenestemandsloven af 1921 om kvinders og mænds lige adgang til offentlige embeder og hverv, talte hun forgæves for, at kvinder også burde have adgang til præsteembeder. Som politiker arbejdede hun desuden med en lang række andre spørgsmål, bl.a. havde sundhedsvæsenet og kulturen hendes interesse. Det var hende, der gav Det Kgl. Teaters nye anneksscene fra 1931 øgenavnet Stærekassen.

En af Elna Munchs største bedrifter var opbygningen af Landsforbundet for Kvinders Valgret (LKV).Det startede med dannelsen af den radikalt orienterede Politisk Kvindeforening i 1904, der med Anna Hude som formand havde til huse i kælderen under Studentersamfundet, og som 1906 skiftede navn til Københavns Kvindevalgretsforening. Foreningen opstod som en reaktion på DKs forsigtige linie i kvindestemmeretssagen, og fordi man efter inspiration fra udlandet ønskede en organisation, der udelukkende havde valgret på programmet. Med Elna Munch som primus motor startede nu en agitationsvirksomhed over hele landet, som resulterede i stiftelsen af LKV i 1907 med Rambusch som formand, Elna Munch som næstformand og formand for forretningsudvalget. Hun var en dygtig og utrættelig organisator, og i hendes arkiv kan man dag for dag følge, hvordan hun via en omfattende korrespondance bidrog til, at der på forbavsende kort tid blev etableret lokale foreninger over hele landet. I 1908 havde forbundet 58 lokalforeninger med ca. 6.000 medlemmer, i 1910 156 foreninger med 11.000 medlemmer, og det var dermed blevet større end “konkurrenten” DK. Ved internt oplysningsarbejde, bl.a. gennem tidsskriftet Kvindevalgret, hvor Elna Munch skrev mange artikler, og udadtil gennem møder og spørgsmål til de politiske partier arbejdede LKV, efter at den kommunale valgret var vundet i 1908, for valgretten til Rigsdagen. Det mål blev opnået med grundlovsændringen i 1915, og derefter nedlagde man landsforbundet. Uenigheden og tvivlrådigheden hos kvinderne om, hvor kvindesagen nu stod, afspejledes i en åben konflikt mellem Elna Munch og Gyrithe Lemche fra DK. Elna Munch havde den holdning, at kvinderne, efter valgretten var vundet, burde gå ind i partierne på lige fod med mændene: “Men nu, da vi er der, gives der efter min Mening ikke for os specielle Kvindestandpunkter.” Derimod hævdede Lemche, at det i sig selv ikke var tilstrækkeligt med kvinder i Rigsdagen, det skulle være feminister, der satte kvindesagen højere end partitilhørsforholdet. Striden endte med, at Lemche måtte nedlægge sine lederposter, og Elna Munchs partifælle og samarbejdspartner i LKV Julie Arenholt overtog formandsposten for DK i 1918. Selv fortsatte Elna Munch sit kvindesaglige organisationsarbejde som formand for Dansk Landsforbund for Kvinders Valgret, der i 1915 oprettedes til støtte for kampen for valgret internationalt. Hun havde været den, der tegnede LVK i internationale sammenhænge, og hun deltog 1906-23 i alle kongresser i International Woman Suffrage Alliance. Elna Munch udgav 1907 Kampen om Kvindernes Valgret.

Det kan forekomme paradoksalt, at Elna Munch, der principielt var modstander af separatisme, frem for nogen af sine kvindelige folketingskolleger blev angrebet for at fremme kvinders særinteresser. Når hun i sit praktiske politiske virke arbejdede for kvinders ligestilling, var det for hende en radikal partisag, ikke primært en kvindesag. Men hun blev i kraft af sin matematiske skoling, personlige styrke og begavelse som taler en naturlig skydeskive for dem, der havde vanskeligt ved at vænne sig til en ny tids kvindetype. “... enhver Appel til Følelsen eller Følelser laa hende fjernt, hendes Form var den korrekt akademiske, logisk argumenterende, nøgternt saglige,” som der stod i en nekrolog.