Julie Arenholt

Julie Arenholts fader var en af de få embedsmænd, der i provisorietiden vovede at træde frem med kritik af regeringen Estrup, og Julie Arenholt fik i sin ungdom yderligere næring til en politisk “Venstreanskuelse” ved sin færden i Elisabeth og C. Hostrups hjem. Faderen sympatiserede dog ikke med hendes ønske om en længere uddannelse. Efter almindelig forberedelseseksamen tog hun derfor i 1890 arbejde som privatlærerinde, et af de få erhverv, der blev anset som passende for en ung pige af god familie. Sine pædagogiske evner brugte hun bl.a. til at gøre piger interesserede i matematik og fysik. For egen regning tog hun i 1896 adgangseksamen til Polyteknisk Læreanstalt, det senere Danmarks Tekniske Universitet, og i 1901 afsluttede hun sit studium som den første kvindelige fabriksingeniør i Danmark og den tredje kvindelige cand.polyt. efter Betzy Meyer og Agnes Nielsen. Efter afgangseksamen blev hun ansat som laboratorieassistent, indtil 1903 ved Polyteknisk Læreanstalt, derefter på Detlefsen og Meyers laboratorium.

I 1910 søgte og fik Julie Arenholt en nyoprettet stilling som fabriksinspektør i Direktoratet for Arbejds- og Fabriktilsynet med det specielle hverv at føre tilsyn med arbejdsforhold og hygiejne i bagerier og konditorier i København og på Frbg. Denne stilling beklædte hun frem til sin pensionering i 1939. Udnævnelsen skete på trods af modstand fra den daværende direktør Haldor Topsøe, ligesom det vakte en del opsigt i pressen, at en kvinde skulle føre tilsyn med virksomheder, der næsten udelukkende beskæftigede mænd. I sit arbejde som den anden kvindelige fabriksinspektør i Danmark efter Annette Vedel kom Julie Arenholt i kontakt med mennesker fra alle samfundslag. Hun overvandt den første modstand og til trods for, at hendes inspektioner aldrig var velkomne, formåede hun at gøre sig alment respekteret.

Julie Arenholts livslange engagement for politisk, økonomisk og social retfærdighed i forholdet mellem kønnene var allerede kommet til udtryk i 1907, da hun var en af hovedinitiativtagerne til dannelsen af Landsforbundet for Kvinders Valgret, hvis blad Kvindevalgret hun redigerede 1908-12. Ved det første valg efter gennemførelsen af kvinders valgret til de kommunale råd blev hun i 1909 valgt til Borgerrepræsentationen for Det Radikale Venstre (RV). Som borgerrepræsentant 1909-12 og igen 1913-17 fandt hendes ingeniørfaglige viden anvendelse i forskellige tekniske udvalg. Hun var en af de betydeligste talere i RV, og hendes politiske begavelse viste sig også, da hun ved det første folketingsvalg med kvindelig deltagelse i 1918 opnåede flere stemmer end sædvanligt for partiet i Gentoftekredsen. Samme år valgtes hun til suppleant på den radikale landstingsliste. Julie Arenholts politiske indsats omfattede også formandskabet for det husholdningsudvalg, som regeringen nedsatte under Første Verdenskrig.

Efter gennemførelsen af kvinders fulde politiske rettigheder i 1915 meldte Julie Arenholt sig ind i Dansk Kvindesamfund (DK). Året efter blev hun suppleant til fællesstyrelsen og senere medlem, og 1918-21 var hun DKs højt respekterede formand. For hende var erkendelsen af “Kvinden som et med Manden fuldt jævnbyrdigt Individ” uadskillelig fra en etisk livsopfattelse og det modsatte et vidnesbyrd om barbari. I formandsperioden, hvor bl.a. spørgsmålene om ligeløn for tjenestemænd, lige adgang til embeder inden for det offentlige og revision af ægteskabslovgivningen var på den politiske dagsorden, udformede Julie Arenholt talrige henvendelser til regering og Rigsdag og skrev artikler til pressen, ligesom hun holdt agitationstaler i hele landet. Både i og uden for DK nød hun stor anerkendelse for sit ansvarsfulde arbejde, sin evne til at samarbejde og ikke mindst sine fremragende lederevner. Også internationalt havde hun en fremtrædende position. Ved den internationale kvindebevægelses kongresser var hun en markant skikkelse, og i perioden 1923-29 sad hun i hovedbestyrelsen for International Woman Suffrage Alliance. I 1930 var hun medstifter af den danske afdeling af Open Door, en international organisation stiftet 1929 med kvinders økonomiske frigørelse som formål. Hun bestred selv formandshvervet i den danske afdeling, indtil sygdom i midten af 1940’erne tvang hende til at nedlægge posten.

Julie Arenholts sociale indignation viste sig tydeligst i agitationen for en anstændig behandling af kvinder på arbejdsmarkedet. I skrift og tale analyserede hun med stor skarphed de ændringer i kvinders arbejdsforhold, som industrialiseringen havde medført. Kvinders deltagelse i erhvervslivet var en økonomisk nødvendighed, påpegede hun og fremhævede, at mange enlige kvinder var forsørgere, ligesom også mange gifte kvinder måtte tage arbejde uden for hjemmet på grund af arbejdsløshed blandt mændene. Hun fulgte de akademiske analyser op af et uforfærdet politisk engagement. I Borgerrepræsentationen argumenterede hun for at ansætte kvinder i den kommunale forvaltning, og i 1910 rejste hun en offentlig debat om telefonistindernes aflønning i Københavns Telefon Aktieselskab (KTAS). Hendes argumenter rettede sig mod den principielle holdning, som udtryktes af selskabets direktør, at unge kvinder forventedes at have forældre, der kunne forsørge dem, og derfor kun behøvede en beskeden aflønning. Julie Arenholt hævdede kvinders ret til en løn, som de kunne leve af, og opfordrede de unge kvinder til at organisere sig. I 1919 blev hun udpeget til statens repræsentant i KTASs bestyrelse, et hverv, hun 1932 nedlagde i protest mod en stor lønreduktion. Året efter udnævntes hun igen til samme bestyrelse.

I 1906 havde Julie Arenholt på en diplomatisk konference i Bern, arrangeret af International Association for Labour Legislation, som den eneste protesteret mod den konvention om forbud mod kvinders natarbejde i industrien, som blev vedtaget på konferencen og tiltrådt af bl.a. Danmark. Julie Arenholt, der var udsendt af DK for at overvære forhandlingerne, blev i de følgende 20 år en stærk og ihærdig modstander af skiftende danske regeringers forslag om at ratificere konventionen. Hendes sjældne evne til at forene rationel argumentation og politisk engagement kom til fuld udfoldelse i indvendingerne mod særforbudet: At ingen beskyttelseslov, der ikke samtidig sikrede kvinder økonomisk, kunne forhindre dem i at arbejde hårdt og strengt, og at jo snævrere grænserne for kvinders erhvervsfrihed blev draget, desto hårdere og mere usle blev deres eksistensvilkår. Sammen med DKs flertal, men med hendes kollega, fabriksinspektør Ragna Schou som en markant modstander, samarbejdede hun i mange år med Kvindeligt Arbejderforbund og med Henriette Crone fra Dansk Typografforbunds kvindeafdeling om modstanden mod særforbudet. Det er ikke mindst hendes fortjeneste, at modstanden kronedes med held.

Julie Arenholt kritiserede den i samtiden almindelige opfattelse af ægteskabet som det naturlige og selvfølgelige kald for kvinder. Som formand for DK agiterede hun for, at det huslige arbejde skulle respekteres som et arbejde, hvortil der krævedes uddannelse. Indlæringen skulle starte i barneskolen, og det skulle være muligt at tage en videnskabelig husholdningsuddannelse. Julie Arenholt henviste til Landbohøjskolen og spurgte med vanlig skarphed, om “vore Husdyrs Ernæring og rette Pleje (er) af større Betydning end Menneskenes?” Kvinders politiske, retslige og begyndende økonomiske frigørelse betød en revolution i forholdet mellem kønnene, mente hun. Den ville på længere sigt afskaffe hjemmet som samfundets grundvold, ligesom ægteskabet ville blive et forhold af rent personlig art. Denne udvikling så hun som både uundgåelig og ønskelig, idet kvinders økonomiske frigørelse var en betingelse for, at de i højere grad kunne præge samfundet og det fremskridt i humanitet, som hun troede på. Anden Verdenskrigs brutalitet fik hende imidlertid i sine sidste år til at tvivle på fornuftens og humanitetens sejr og på, at hendes egen indsats havde været til nogen som helst gavn. For eftertiden er der ingen tvivl: Julie Arenholts dygtige indsats for at forbedre kvinders vilkår, hendes evne til at forene fornuft og følelse i et stærkt og varmt politisk engagement for de kvinder, der havde mest brug for det, har været til stor nytte.