Ragna Schou

Ragna Schous moder var aktiv i kvindebevægelsen fra begyndelsen, og det var uden tvivl i hendes ånd, at Ragna Schou startede et udadvendt arbejdsliv som privatlærerinde i årene 1896-97. I 1899 tog hun studentereksamen fra N. Zahles Skole, og hun blev som en af de første kvinder efter Meta Hansen cand.polit. fra Københavns Universitet i 1906. Som studerende havde hun været ansat i Statens statistiske Bureau, og efter embedseksamen fik hun igen ansættelse her 1906-10. I 1914 indledte hun den indsats for at forbedre arbejderkvinders vilkår, som også blev hovednerven i hendes kvindepolitiske arbejde, idet hun dette år ansattes som tilsynsassistent i Arbejds- og Fabriktilsynet. Her førte hun i samarbejde med den første kvindelige fabriksinspektør Annette Vedel tilsyn med virksomheder, der beskæftigede kvindelige arbejdere. Ragna Schous særlige ansvarsområde var såkaldte andenhåndsværksteder, bl.a. private systuer, der arbejdede for større fabrikker eller forretninger. I 1921 udnævntes hun til fabriksinspektør som den tredje kvinde efter Vedel og Julie Arenholt. Ragna Schou var på dette tidspunkt blevet alene med sine fem børn, efter at ægtefællen, kontorchef Lauritz Christian S. var død i 1918.

I sine unge år sad Ragna Schou i en periode i Søllerød sogneråd, valgt for Det Radikale Venstre, og allerede som studerende var hun aktiv i socialt arbejde og i kvindebevægelsen. Fra 1908 var hun medlem af bestyrelsen for Det sociale Sekretariat og Bibliotek. Sammen med ægtefællen blev hun aktiv i Dansk Kvindesamfund (DK), og 1903-05 redigerede hun foreningens blad Kvinden og Samfundet. Hun var formand for DKs Holtekreds i en årrække til sin død i 1945 og mangeårigt medlem af bestyrelsen for Kvindernes Bygning. 1902-10 var hun DKs repræsentant i Danske Kvinders Nationalråd (DKN), en post, som hun imidlertid fratrådte, fordi hun i spørgsmålet om forbud mod kvinders natarbejde i industrien var i opposition til flertallet i DK. Gennem mange år agiterede hun i skrift og tale for at indføre et sådant forbud i lovgivningen. Hun medgav sine modstandere, at natarbejdet var bedre lønnet end dagarbejdet, men argumenterede for, at et forbud på langt sigt var i kvinders og navnlig i samfundets interesse på grund af “Kvindens særlige Opgave som Moder for den kommende Slægt”. Modstanden mod forbudet karakteriserede hun som asocial og kortsynet, et udtryk for, at kvinder i modsætning til mænd endnu ikke havde lært at sætte samfundets tarv over deres egne private interesser. Kvinders erhvervsarbejde var kun i samfundets interesse og dermed legitimt i de tilfælde, hvor der var brug for kvinders særlige evner og egenskaber, fx i sygeplejen, mente hun. Dette synspunkt kan have været påvirket af broderen K.A. Wieth-Knudsen, der i 1924 udgav det antifeministiske skrift Feminismen, der fik stor udbredelse og blev oversat til flere sprog.

Ragna Schou var en ihærdig agitator for forbedring af bestemmelserne om barselshvile i fabrikslovgivningen. I dette som i spørgsmålet om kvinders industrielle natarbejde var hendes hovedsynspunkt, at kvinder og mænd af natur var vidt forskellige og derfor også burde behandles forskelligt. I et skarpt angreb på DK og den internationale Open Door-bevægelse, der kæmpede mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet, og hvis danske formand var Arenholt, spurgte Ragna Schou retorisk i 1931: “man kan da ikke ogsaa give Mænd Barselhvile – vel?” Ragna Schou så den del af kvindebevægelsen, hun selv tilhørte, som værende i pagt med fremskridtet og mente, at de nordiske landes kvindebevægelser stod langt tilbage for de tilsvarende bevægelser i “alle civiliserede Lande”, bl.a. Tyskland, Frankrig og England. Da angrebet på gifte kvinders erhvervsfrihed satte ind i 1930’erne, tog hun imidlertid kraftigt til genmæle mod forslagene om at afskedige gifte kvinder for at skaffe arbejde til de mange arbejdsløse mænd. Hun påviste arbejderkvinders lave indtjening og argumenterede for, at denne indtjening var nødvendig for familiens forsørgelse. Desuden fremhævede hun, delvis i strid med sine tidligere argumenter, at industrien havde brug for kvinders specielle egenskaber såsom fingerfærdighed. Ragna Schou accepterede kønsarbejdsdelingen, men i forsvaret for, at også bedre lønnede gifte kvinder, fx lærerinder, skulle beholde deres erhvervsarbejde, blev hendes forskelstankegang mindre tydelig. Og hun hævdede, at medfødte anlæg, lyst og evner forstået som et “kald” burde komme til anvendelse i samfundet for begge køns vedkommende.

Ragna Schou var en outsider i den danske og nordiske kvindebevægelse. Hun følte sig givetvis mere hjemme i dele af den internationale bevægelse, hvor hun også gjorde sig gældende, bl.a. som dansk repræsentant for DKN i International Council of Women 1902-29. Hendes internationale engagement omfattede desuden medlemskab af bestyrelsen i Den internationale Forening for Arbejdervelfærd fra 1902 til midt i 1920’erne, og hun var regeringsdelegeret ved den internationale arbejdsorganisation ILOs konference i Genève i 1931. Ragna Schous forskelstankegang og accept af kønsarbejdsdelingen bragte hende i konflikt med hovedlinien i den danske kvindebevægelse. Det skal imidlertid ikke forklejne hendes livslange arbejde for og engagement i arbejderkvinders og børns velfærd.