Meta Hansen

Meta Hansen kom fra et ikke-bogligt miljø. Faderen var økonom ved Fredensborg Slot, senere parcellist. Moderen var jordemoder, og hun blev i Meta Hansens opvækst et dagligt eksempel på en regelret kvindeuddannelses betydning. Modsat moderen valgte Meta Hansen et decideret mandsmonopoliseret fagområde, statsvidenskab. Adgangkortet til universitetet hentede hun på N. Zahles Skole, hvor hun 1888 tog studentereksamen. 1893 aflagde hun som den første kvinde statsvidenskabelig embedseksamen ved Københavns Universitet. Fakultetet var så uforberedt på kvindelige kandidater, at der står i eksamensprotokollen "Meta Kirstine Hansen efter at have besvaret de ham (...) forelagte Spørgsmaal" og "at følgende Charakterer bleve ham tilkjendte." Meta Hansen forblev som kandidat i adskillige år en enlig svale, og først i 1900 tog Anna Sveistrup som den anden kvinde eksamen.

På det tidspunkt, hvor Meta Hansen blev kandidat, var den offentlige forvaltning i Danmark udelukkende varetaget af mænd med undtagelse af telegrafvæsenet, hvor man i 1864 havde ansat den første kvinde, Mathilde Fibiger. I 1879 havde Statistisk Bureau ansat to kvindelige assistenter, og 1889 blev Anna Hude den første kvinde i Rigsarkivet. Selvom der altså var ansat kvinder i Statistisk Bureau fra 1879, så var der ikke lovgivet på området. Det skete først med Lov om Ordningen af Statens statistiske Bureau, som 1895 gav kvinder lige adgang med mænd til assistentstillinger. De højere stillinger som fuldmægtig, kontorchef og direktør var stadig forbeholdt mænd. Samtidig med lovens vedtagelse blev Marcus Rubin ny leder af Statens statistiske Bureau, nu Danmarks Statistik. Rubin, der havde været medlem af Dansk Kvindesamfunds styrelse, ansatte kort efter sin tiltræden Meta Hansen som assistent i 1896.

En assistentstilling gav ingen embedsmandsstatus, hvad Meta Hansen fik at mærke. Hun oplevede således 13 gange at se yngre, mandlige kolleger opnå fuldmægtigstatus, før hun selv kunne avancere til samme. I Folketinget søgte to kvindesagsvenlige Venstrepolitikere Svend Høgsbro og Ingvard Jensen i 1904 at få "spærregrænsen" i loven fra 1895 fjernet. Deres forslag mødte særlig kraftig opposition fra nationaløkonom og Højrepolitiker L.V. Birck, der ikke var ynder af kvinder i sit eget fag. Forslaget blev vedtaget i Folketinget, men i Landstinget henvist til et udvalg. Forslaget genfremsattes 1905 og 1908, men forgæves. I 1909 nedsatte Dansk Kvindesamfund (DK) et udvalg, der skulle arbejde for kvinders lige adgang til stillinger i stat og kommune. Sammen med polytekniker Julie Arenholt og overretssagfører A. Munch- Petersen blev Meta Hansen medlem af DKs udvalg, der 1913 overrakte en resolution til regeringen, hvori man anbefalede, at en lov på området hurtigst muligt blev forelagt Rigsdagen. Men først 1921 kom Lov om lige Adgang for Kvinder og Mænd til Tjenestestillinger og Hverv, og samme år blev Meta Hansen udnævnt til fuldmægtig. I 1918 fik DK glæde af Meta Hansens statistiske kompetence, da hun på foreningens initiativ og i samarbejde med Statistisk Departement forestod en undersøgelse, der dokumenterede, at lige løn mellem mænd og kvinder ikke var en realitet på arbejdsmarkedet. 1924 undersøgte hun forskelle mellem mænds og kvinders pensionsforhold på foranledning af Københavns Kommunelærerindeforening. Meta Hansen søgte sin afsked fra bureauet i 1930.

Som mange af de første kvindelige akademikere koncentrerede Meta Hansen sin kvindepolitiske indsats om valgretsspørgsmålet. 1904 var hun medstifter af Politisk Kvindeforening (PK) og sad i dens bestyrelse. 1906 besluttede PK at opbygge en landsdækkende organisation af kvindevalgretstilhængere. Samtidig skiftede foreningen navn til Københavns Kvindevalgretsforening (KKV), og Meta Hansen blev fra 1907 dens ubestridte, stilfærdige formand. Med senere rigsdagspolitiker Elna Munch som dynamo udsendte KKV en opfordring til kvindesagligt interesserede mænd og kvinder over hele landet om at danne lokale kvindevalgretskredse, som skulle samles i et landsforbund. 1907 stiftedes Landsforbundet for Kvinders Valgret (LKV) med Johanne Rambusch som formand, og medlemstallet kom hurtigt op på 10.-12.000. Meta Hansen blev sekretær i LKV og skrev oplysende artikler i forbundets blad Kvindevalgret, fortrinsvis om kvinders retsstilling og valgret. Hendes stil var nøgtern med vægt på kendsgerningerne, ofte statistik. Det retoriske, politiserende dyrkede hun aldrig. Da kvindevalgretten blev opnået i 1915, opløste LKV og dens kbh.ske moderorganisation sig selv. 1906-24 sad Meta Hansen desuden i bestyrelsen for Danske Kvinders Nationalråd. Meta Hansen gik ind i Det Radikale Venstre, og 1916-25 sad hun i Københavns Radikale Vælgerforenings bestyrelse. 1917 var hun opstillet som partiets kandidat til Frbg. kommunalbestyrelse, men blev ikke indvalgt. Hun var desuden opstillet som kandidat til rigsdagsvalget, anbefalet af Dansk Kvindesamfund, første gang kvinder kunne afgive deres stemme ved valget i 1918. Men hun fik ikke en partiopstilling, som kunne sikre hendes valg.

Meta Hansen udfoldede også sine socialliberale interesser i bestyrelsen af det Sociale Sekretariat og Bibliotek fra 1908, hvis sigte var socialpolitisk oplysningsarbejde. Sammen med bl.a. historikeren, den radikale politiker P. Munch blev hun medstifter af den kortlivede Højskole for moderne Samfundsvidenskab og Politik i 1908. Meta Hansen var ingen taler eller agitator, men i kraft af sin store faglighed og viden fik hun betydning for de organisationer, i hvis ledelse hun sad. Dertil kom et muntert sind, en vis tør lune og en fin personlig elskværdighed, der var til megen opmuntring for hendes medarbejdere.