Agnes Nielsen

Agnes Nielsen indgav i 1893 som 19-årig en ansøgning om økonomisk støtte til Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet. Heri oplyste hun, at hun havde været forældreløs, siden hun var ti år, og at hendes opdragelse og uddannelse var sket på velynderes bekostning. To år tidligere havde hun taget almindelig forberedelseseksamen for at kunne følge forelæsninger i matematik, fysik og kemi på Polyteknisk Læreanstalt. Hendes adgangseksamen var finansieret ved legater, bl.a. fra Vajsenhuset, hvor hun kan have været anbragt efter forældrenes død. Det var ikke hendes ambition at blive ingeniør, men hun ville skaffe sig tilstrækkelig viden om matematik, fysik og kemi til at blive lærerinde i disse fag, hvor der var gode chancer for ansættelse. Det var hende magtpåliggende at kunne klare sig selv, for “jeg har ingen anden (...) at stole paa,” som hun skrev.

I studietiden på Polyteknisk Læreanstalt må Agnes Nielsen have ombestemt sig, for i 1897 tog hun sammen med Betzy Meyer den afsluttende eksamen som cand.polyt., og de blev dermed de første kvindelige ingeniører i Danmark. Samme år giftede Agnes Nielsen sig med en kollega Hakon N., der senere blev direktør for De Ferslewske Blade, og hun var også selv medarbejder i bladhuset frem til 1930. Straks efter eksamen fik hun desuden et job som underviser. I 1898 blev hun tilknyttet en kommission, der skulle undersøge betingelserne for at restaurere facaden på Thorvaldsens Museum, og hun var i to år ansat på projektet. Den 26-årige kvinde udviklede en ny fremgangsmåde til imprægnering af farvet eller ufarvet kalk- eller cementpuds mod fugt, som hun i 1900 fik patent på. I et interview foranlediget af hendes 40-års kandidatjubilæum 1937 fortalte hun om vanskelighederne ved at sætte sig i respekt hos gamle, garvede murere, som hun dog med sin stålsatte vilje fik til “at makke ret”. Efter halvandet års restaurering faldt bevillingen væk, og først i 1913 kom Agnes Nielsen igen til at arbejde som ingeniør. Hun var teknisk leder af Kemiske Fabrikker i Danmark frem til 1924, hvorefter hun som 50-årig forlod sit fag.

AM og Meyer har begge savnet evnen til selviscenesættelse. Der er en skarp kontrast mellem den mediebevågenhed, lægen Nielsine Nielsen og de andre akademiske banebrydere nød, og stilheden omkring de første ingeniører. Da Julie Arenholt i 1901 blev cand.polyt., måtte hun selv gøre pressen opmærksom på sine to forgængere. Først i forbindelse med 100-året for deres eksamen blev pionererne fejret behørigt, dels i bladet Ingeniøren, dels ved indstiftelse af Ingeniørforeningens Agnes og Betzy pris, som fra 1998 hvert år tildeles en person, der har gjort en indsats for synliggørelse af kvinder i ingeniørfaget