Olga Knudsen

Olga Knudsen styrede hus for sin fader 1888-1901. Han drev en større købmandsvirksomhed i Følle ved Rønde, og hendes assistance i hjemmet blev påkrævet efter moderens død i 1888. Begge brødre havde på det tidspunkt afsluttet akademiske uddannelser. Ivar K., der var et stort mekanisk talent, blev civilingeniør og senere kendt som dieselmotorens opfinder. Den anden broder Morten K. blev stabslæge i hæren, og gennem hans ægteskab med sygeplejersken Thora K. kom Olga Knudsen i berøring med kvindesagen. Senere flyttede fader og datter til Vejle, hvor familien oprindelig stammede fra. Først som 36-årig efter faderens død fik Olga Knudsen mulighed for at vælge sin egen livsbane. Hun var uddannet i tegning på Teknisk Skole i Vejle, og i 1902 begyndte hun som lærerinde i geografi og tegning ved Vejle Døtreskole. Her var hun ansat til 1930, men den pædagogiske interesse blev snart overskygget af hendes politiske og kvindesaglige engagement.

I første omgang blev Olga Knudsens opsparede energi investeret i dannelsen af Vejle Kvindeforening (VK) 1905, en af de første kvindevalgretsforeninger i provinsen og oprettet som en afdeling af Politisk Kvindeforening i København. VK fik hurtigt over 100 medlemmer og blev meget aktiv. Fra begyndelsen af 1907 stod hun i kontakt med Elna Munch, der senere samme år grundlagde Landsforbundet for Kvinders Valgret (LKV), og Olga Knudsen gik med fra starten og tilsluttede VK som medlemsorganisation. Hun blev en af lederne i det nye landsforbund og fik fra 1907 sæde i LKVs hovedbestyrelse. Efter stemmerettens opnåelse og LKVs nedlæggelse 1915, fortsatte hun i bestyrelsen for Dansk Landsforbund for Kvinders Valgret, der især skulle støtte kampen for kvindevalgret i andre lande. Sammen med Thora Ingemann Drøhse hørte hun til den minoritet blandt stemmeretskvinderne, der samtidig var aktive i afholdsbevægelsen, for Olga Knudsens vedkommende i Det hvide Baand. Også lærerindernes krav om ligeløn var blandt de spørgsmål, der motiverede hende til en kvindesaglig indsats.

For Olga Knudsen som for mange andre i hendes generation ledte det kvindesaglige arbejde naturligt til et kommunal- og partipolitisk engagement. Ved de første hjælpekassevalg 1908 stillede hun op og indvalgtes i den kommunale hjælpekasse i Vejle indtil 1917. Hjælpekasserne skulle tage sig af de såkaldt værdigt trængende, og Olga Knudsen hørte til dem, der talte for rigelig hjælp til enker, mens fordrukne mænd efter hendes mening ikke faldt ind under lovens formål. Hjælpekassearbejdet blev en god skole til kommunalpolitisk arbejde, herunder til regnskabsmæssige opgaver, og allerede i 1909 stillede hun op til kommunalvalget, det første kvinder kunne deltage i, og valgtes på en borgerliste til Vejle byråd. Ud over Olga Knudsen opnåede også en socialdemokratisk kvinde valg. Olga Knudsen, der især omfattede arbejdet i fattigudvalget med stor interesse, fortsatte som byrådspolitiker til 1921. Også til menighedsrådet for Frelsers sogn lod hun sig vælge 1917-26, og som noget meget usædvanligt for en kvinde fungerede hun som formand for den lokale partiforening, Vejle Venstreforening, 1918-29. Hendes formandskab her blev sammenfaldende med den periode, hvor hun kom til at repræsentere Venstre i Landstinget.

Med sine brede organisatoriske og kommunalpolitiske erfaringer var det naturligt, at Olga Knudsen udpegedes som en af Venstres kvindelige kandidater ved det første rigsdagsvalg med kvindelig deltagelse i 1918. I juli 1918 blev hun den første kvinde, der talte i Landstinget, idet hun tog ordet uden for ordførernes række for at erklære sig uenig med partifællen Oluf Krag i spørgsmålet om læreres og lærerinders pensionering. Olga Knudsen gik ind for ens aldersgrænser, og hun anså det for individuelt, ikke kønsspecifikt, hvornår pensioneringen burde ske. Indlægget blev karakteristisk for hendes rigsdagsvirksomhed, hun veg aldrig tilbage for at tage ordet, når hun brændte for et synspunkt, og hun forsvarede ved mange lejligheder den absolutte retlige ligestilling af mænd og kvinder. Hun kunne fx ikke acceptere, at kun fædre skulle kunne fungere som værger for deres børn ifølge loven om umyndighed og værgemål af 1922, og under debatten om loven om ægtefællers arveret 1925-26 tog hun skarpt afstand fra bestemmelsen om, at enker som betingelse for at sidde i uskiftet bo skulle have tilknyttet en tilsynsværge. Hun så dette som udtryk for umyndiggørelse af kvinder og fastholdt, at kvinder var lige så gode til at forvalte penge som flertallet af mænd. Hendes egne ordførerskaber faldt især inden for det sociale, sundhedsmæssige og kommunale område, hvor hun demonstrerede indsigt i mange tekniske og konkrete detaljer. Det gjaldt fx ordførerskaberne vedrørende sygekasseloven og statsstøtte til tuberkuløses sygebehandling. I debatten om statsautorisation af sygeplejersker 1921 og 1924 var hun, trods sin “Kærlighed til Sagen”, betænkelig ved kravet om en treårig uddannelse, som hun mente lokalt ville resultere i mangel på sygeplejersker. Hun måtte som udvalgsformand bære et medansvar for lovgivningsinitiativets skibbrud, og autorisationsloven blev først gennemført i 1933. På det sundhedspolitiske område forsøgte hun ofte at finde balancen mellem hensynet til de syge og behovet for at spare. Under den langstrakte behandling af beværterloven fra 1919 stod synspunkterne skarpt mod hinanden, og Olga Knudsen var talsmand for den del af Venstre, der ønskede en stram regulering af området ud fra det synspunkt, at alhokolmisbrug var årsag til alvorlige sociale problemer. Efter seje forhandlinger lykkedes det i 1924 for strammerfløjen at få vedtaget en ny beværterlov, der bl.a. åbnede mulighed for kommuneafstemninger om alkoholspørgsmål. Olga Knudsen blev ikke genvalgt i 1928, idet Venstre øjensynligt foretrak at erstatte hende med en mandlig kandidat. Dansk Kvindesamfunds blad Kvinden og Samfundet skrev bittert, at “to dygtige Kvinder”, Olga Knudsen og Johanne Rambusch, var blevet udskudt af deres politiske partier.

Olga Knudsen tilbragte sit lange otium i Vejle. Hun varetog forskellige bestyrelsesposter, bl.a. som formand for Mølholm Børnehjem fra 1935. Som 80-årig konkluderede hun, at kvinders indsats og hendes egen havde gjort en forskel, både i den konkrete lovgivning og mere generelt, idet det kvindelige islæt virkede i retning af en mere human udvikling, uden at hun dog kunne bifalde blødsødenhed. Selv var hun en uforfærdet og snusfornuftig forkæmper for kvinders rettigheder, der altid sagde sin mening lige ud.