Thora Ingemann Drøhse

For Thora Ingemann Drøhse var afholdssagen, kvindebevægelsen og Venstrepolitikken harmonisk sammenkædede størrelser. 60 års utrætteligt arbejde inden for de tre områder gav hende prædikatet “Arbejdets Dronning”. Hun voksede op på Nørrebro i et solidt håndværkerhjem og blev tidligt aktiv i søndagsskolearbejde og i den filantropisk engagerede kreds omkring præsten Jul. Ifversen. Hun fik derved øjnene op for den elendighed, alkoholisme skabte i mange arbejderhjem, blev grebet af afholdssagen og indtrådte som medlem af Nørrebros Afholdsforening i 1889. Det viste sig hurtigt, at den unge Thora Ingemann Drøhse var i besiddelse af ganske særlige agitatoriske evner, og fra omkring 1890 var hun aktiv som afholdstaler i Danmarks Afholdsforening. Hun blev derved en af de første kvindelige afholdstalere, og efter sit ægteskab 1895 med en journalist i Randers fik hun tildelt det vanskelige Himmerland- og Vendsysseldistrikt som sit område. Det blev til omkring 4.000 afholdsforedrag gennem årene, og Thora Ingemann Drøhse blev kendt som en taler, der med stor dygtighed appellerede til følelserne. I afholdsbladet Nordisk Good-Templar hed det i 1905: “Hun er et Pust fra de store Følelsers Tid .. derfor gjør hun mere Nytte for Afholdssagen end mangen en Mand med langt større Evner og Kundskaber.” For mange mænd i afholdsbevægelsen kom hun til at stå som den ideelle afholdskvinde, blid og kvindelig, ofte set i kontrast til en anden fremtrædende agitator Lene Silfverberg, der angiveligt frastødte mændene med sit mandhaftige væsen. Men Thora Ingemann Drøhse havde næppe klaret det ofte barske hverv som afholdsagitator uden en god portion viljestyrke. I 1906 blev Thora Ingemann Drøhse, Eline Eriksen og Helga Jensen indvalgt i hovedbestyrelsen for Danmarks Afholdsforening som de første kvinder, og Thora Ingemann Drøhse fortsatte som medlem til 1910 og igen 1916-30. Hun blev leder af organisationens børnearbejde og var 1905-46 bestyrelsesmedlem i Afholdstalernes Forbund.

Fra afholdsagitationen førtes Thora Ingemann Drøhse naturligt ind i arbejdet for kvinders rettigheder. Hun så valgretten som et middel, der ville give kvinder indflydelse på lovgivningen, fx begrænsninger i alkoholudskænkningen. Ifølge Thora Ingemann Drøhse var kvinderne dem, der led mest under drikkeriet, men de var også det “Salt”, der behøvedes for at rense ud i “det raadne i Samfundslegemet”. I 1907 oprettede hun Kvindevalgretsforeningen for Randers og Omegn, som hun ledede med stor succes til 1915, hvor kvindevalgretten blev opnået. 1910-15 var hun medlem af hovedbestyrelsen for Landsforbundet for Kvinders Valgret, der havde Johanne Rambusch som formand. Thora Ingemann Drøhse var blandt de første kvinder, der i 1908 blev indvalgt i de kommunale hjælpekasser, og hun var medlem af bestyrelsen for Foreningen af kommunale Hjælpekasser i Byerne 1908-12. Thora Ingemann Drøhse, der selv var barnløs, lod sig også vælge til plejetilsynet i Randers, og for Børnehjælpsdagen i Randers udførte hun et stort og påskønnet arbejde. I 1925 indvilligede hun i at søge at danne en kreds af Dansk Kvindesamfund (DK) i Randers. DK, der tidligere uden held havde søgt at etablere sig i byen, var denne gang kommet til den rette, og efter tre måneder talte kredsen allerede 130 medlemmer. Thora Ingemann Drøhses organisatoriske talent kom her til fuld udfoldelse. I 1926 var Randerskredsen vært for foreningens årsmøde, der symbolsk kulminerede med afsløringen af en mindeplade på Pauline Worms bopæl for at markere 100-året for hendes fødsel. I 1931 var kredsen med 564 medlemmer vokset til en af landets største. Thora Ingemann Drøhse var formand for DK i Randers til 1937, derefter æresmedlem, 1931-37 formand for DKs nordjyske distrikt og i samme periode medlem af DKs fællesstyrelse.

Sammenkædningen af afholds- og kvindesag var ikke et fremtrædende træk i den danske kvindebevægelse, modsat fx den amerikanske. Mere typisk var det, da Thora Ingemann Drøhse efter opnåelsen af valgretten så det som sin pligt at gå ind i politisk arbejde. Hun havde fra sin ungdom følt sig tiltalt af de liberale idéer, og gennem sit harmoniske ægteskab med Engelbert D., redaktør af Randers Dagblad, fandt hun sin naturlige plads i Venstre. I 1920’erne valgtes hun flere gange som valgmand og suppleant til Landstinget. Thora Ingemann Drøhse var gennem mange år den ensomme forpost for Venstres Kvinder i Randers amt og overlod først formandsposten til Grete Mølbak Frederiksen i 1946, da hun var næsten 80 år. Mens hun i sine senere år iagttog afholdsbevægelsens stagnation med vemod, var det en særlig glæde for hende, at kvindernes politiske arbejde nu begyndte at blomstre. Med sit på en gang milde og myndige væsen, sin optimisme og store arbejdskapacitet, havde Thora Ingemann Drøhse gode forudsætninger for at omsætte sin moralsk baserede feminisme i praksis, og hun blev gennem mange år den ledende skikkelse i kvindebevægelsen i Randers. For sin betydelige, bredspektrede indsats blev hun hædret med Den Kgl. Belønningsmedaille i guld 1937.