Lene Silfverberg

Den indremissionske organistdatter Lene Silfverberg var som ganske ung huslærerinde i Ringkøbing og startede i de tidlige 1860’ere Frøknerne Blauenfeldts Institut i Vejle sammen med sin søster Jacobine. Efter søsterens giftermål i slutningen af 1860’erne førte hun skolen videre til 1877. Samme år blev hun, trods sin status som ueksamineret lærerinde, ansat ved Vejles kommunale skolevæsen på Indre Missions (IM) anbefaling. Her arbejdede hun, til hun giftede sig i 1886.

På søsteren Jacobines og svogeren N.A. Thorsens foranledning kom Lene Silfverberg ind i afholdsbevægelsen, der skulle blive en af Danmarks største folkelige manifestationer. N.A. Thorsen var i 1880 medstifter af den danske afdeling af den internationale afholdsorganisation International Order of Good Templars (IOGT), der var organiseret i loger efter forbillede af frimurerne. Under et besøg i København blev Lene Silfverberg optaget i organisationens første loge. I Vejle stiftede hun allerede 1880 den anden IOGT-loge og blev dens sekretær og specialdeputeret i storlogen i København Hermed var grunden lagt til hendes omskiftelige og konfliktfyldte karriere som initiativrig og selvbevidst afholdsagitator. Spørgsmålet om afholdsløftets strikthed blev en splittende faktor i den unge bevægelse. I 1884 valgte Lene Silfverberg at stå vagt om det totalafholdsforbud mod indtagelse af øl, som den internationale ordensleder J. Malin havde udstukket, mens de mere øltolerante senere skilte sig ud i den amerikanske, Hickmanske retning ved stiftelsen af Nordisk Independent Orden af Good Templars. I Vejle blev Lene Silfverberg IOGT-logens udfarende kraft med talent for at få tag i byens unge håndværker- og arbejderbefolkning. I 1885 medvirkede hun til opførelse af en logebygning. Lene Silfverberg var indremissionsk og engageret i vækkelsens lokale søndagsskolearbejde. Da IM på landsmødet i Odense 1885 stillede sig skeptisk til IOGT på grund af frygt for, at afholdsfolkene repræsenterede en ny religion, lagde Lene Silfverberg i en årrække afstand til IM. Hun valgte i stedet at lægge sin indsats i logens redningsarbejde for faktiske og potentielle alkoholikere. Hendes giftermål med den afholdsaktive enkemand Emil S. i 1886 gjorde Århus til hendes nye arena. Her introducerede hun børnelogearbejde som en form for søndagsskole med kristeligt og moraliserende indhold. Fra 1887 blev hun en søgt og landskendt agitator i kraft af en karismatisk udstråling og en retorik, der bar præg af hendes religiøse forankring.

I slutningen af 1880’erne indledte Lene Silfverberg et samarbejde med Elisabeth Selmer, der var formand for Det hvide Baand (HB) i Danmark. Foreningen var stiftet 1888 med sigte på at skabe forbindelse mellem kvindesagen og afholdssagen. I Århus oprettede Lene Silfverberg en HB-loge, men allerede 1890 opgav hun sin formandspost og sine øvrige forbindelser til kvindeafholdsforeningen, da hun sammen med ægtefællen stiftede Det blaa Baand (BB), en organisation med et mildere afholdsløfte. Initiativet blev taget på grund af Emil S.s eget alkoholproblem og brud på totalafholdsløftet, der havde medført, at parret fik en skæv stilling i den århusianske loge. Med BB forlod de det tidligere “vandstandspunkt” til fordel for en mere tolerant indstilling til ølindtagelse, hvad der ikke ligefrem lettede det vanskelige forhold til deres omgangskreds. I 1892 forlod de IOGT-logen for at grundlægge deres egen loge, der blev tilknyttet Nordisk Independent Orden af Good-Templars (NIOGT), der var stiftet samme år. Året efter fik ægtefællen ansættelse ved De Danske Statsbaner, og parret flyttede til København, hvor NIOGT var den største afholdsorganisation. Ægteskabet havde imidlertid spillet fallit i 1895, og Lene Silfverberg tog initativ til den skilsmisse, der blev en realitet i 1898. Hendes nye status som fraskilt 60-årig uden selverhverv påførte hende i adskillige år brødproblemer, hvad der dog ikke afholdt hende fra at intensivere sin afholdsindsats. I 1899 udnævntes hun til NIOGTs første kvindelige ordenstaler sammen med Sophie von der Osten og Louise Sparwath. Med Sparwath indledte hun 1904-05 et selvstændigt kvindeafholdsarbejde inden for NIOGTs rammer, der virkede ideologisk radikaliserende uden at føre til en markant ny kvindemobilisering.

Lene Silfverberg foretog atter et kursskifte, da hun brød med NIOGT på grund af dets nye, liberale ølpolitik og i stedet returnerede til sin gamle kbh.ske IOGT-loge. I 1905 udnævntes hun til IOGTs specialdeputerede. Også HB fandt hun tilbage til, indtil hun i 1902 splittede organisationen sammen med von der Osten for at etablere Det nationale hvide Baand (NHB), også kendt under navnet Kvindernes Kristelige Afholdsforening. Sigtet med NHB var oprettelse af afholdscaféer i København Endelig tilnærmede hun sig igen IM og den af H.O. Lange initierede afholdsorganisation Blaa Kors. Her blev hun en energisk og efterspurgt taler i hovedstaden, hvor missionsfolks afvisning af afholdssagen var mindre udpræget end i provinsen. Kulminationen på Lene Silfverbergs afholdsarbejde blev imidlertid Københavnske Kvinders Kaffevogne, oprettet 1907 med moralsk støtte fra 31 kendte kvinder fra et bredt udsnit af kvindeorganisationerne, bl.a. Marie Christensen, Anne Bruun og Johanne Meyer. Som dominerende formand blev Lene Silfverberg efterhånden enehersker over dette foretagende, der gjorde billig kaffeudskænkning på gader og pladser til led i kampen mod bajere og andre berusende drikke. I 1922 lå den årlige udskænkning af kaffe på over en mio. kopper.

I 1910 blev Lene Silfverberg optaget som enkeltmedlem af Danske Kvinders Nationalråd, og samme år blev hun formand for foreningens nyoprettede afholdsudvalg. Omkring 1910 meldte hun sig ind i Dansk Kvindesamfund. Men generelt var hendes forsøg på at motivere kvindesagskvinder og fagbevægelsens kvinder til afholdsorganisering en meget begrænset succes, mens hendes kontakter til indremissionske kvinder med engagement i kristeligt-socialt redningsarbejde var tættere. I afholdsbevægelsen var hun et særsyn på grund af sin initiativrigdom, fremfarende stil og vilje til offentlig fremtræden. Hun blev noget af et dementi af bevægelsens småborgerlige og familiecentrerede ideologi og mandsdominans. Mens hun i mange år som afholdsagitator slog på hustruers nærmest frelsende rolle over for drikfældige ægtefæller, radikaliserede hun siden sit budskab i lyset af egne samlivserfaringer og anbefalede sådanne hustruer skilsmisse som en selvbeskyttende foranstaltning.