Sophie von der Osten

Sophie von der Osten blev i 1899 sammen med Louise Sparwath og Lene Silfverberg udnævnt til de første kvindelige ordenstalere i den danske afdeling af den internationale afholdsforening Nordisk Independent Orden af Good-Templars (NIOGT), der var organiseret i loger efter forbillede af frimurerne. Året efter blev Sophie von der Osten også formand for Østerbroafdelingen, der imidlertid forlod NIOGT i 1902, da hovedorganisationen nægtede at rumme en afdeling, der ville drive en afholdscafé. Også magtkampe synes at have motiveret dette brud, der banede vej for Det nationale hvide Baand (NHB), også kaldet Kvindernes Kristelige Afholdsforening. Bag stiftelsen af NHB stod Sophie von der Osten, Silfverberg og kommandørinde Clara Mygind. Den i dobbelt forstand kraftige og også myndige Sophie von der Osten blev foreningens mangeårige formand fra 1902 til 1927. I afholdsarbejdet troede hun på det gode eksempels magt og så alkoholisme som tegn på individuel syndefuldhed. Mænd kunne optages som passive medlemmer i foreningen under forudsætning af, at de var afholdsmænd.

Den café, NHB åbnede i 1902 på Vesterbrogade 25, måtte lukke igen på grund af økonomisk underskud. Bedre basis var der for forebyggende socialt arbejde, igangsat 1906 i form af betalingskurser om vinteren. På kursusprogrammet stod engelsk, tysk, regning, grammatik og dansk samt tegning, maling og træskæring. Foreningens medlemskreds var især mellemlagenes og småborgerskabets kvinder, bl.a. en del lærerinder, som stillede sig til disposition for kursusaktiviteterne, der indledtes med 46 elever og få år efter havde tredoblet antallet. Kurserne foregik i Kvindernes Køkken, Kvindelig Læseforening og i formandens private villa på Carolinevej i Hellerup. En overgang blev de også arrangeret for hospitalssygeplejersker. NHB ekspanderede i provinsen og fik især en vis gennemslagskraft i Jylland. 1910-11 talte foreningen i alt ni afdelinger, og den var 1922 oppe på ca. 500 medlemmer. Sophie von der Osten, der var gift med en adelig toldembedsmand og moder til to børn, optog i en årrække også den norske kunstmaler Marie Arnesen, som var medarbejder i NHB, i sin og ægtefællens husstand. Ud af kurserne voksede Fritidshjem for Unge Piger, etableret i 1910 på Sophie von der Ostens bopæl og under hendes ledelse. Efter hendes død videreførtes hjemmet på Margrethevej i Hellerup. Sophie von der Osten var også en flittig skribent. Hun redigerede 1908-26 NHBs månedlige medlemsblad Godt Budskab til Hus og Hjem og ytrede sig i kristelige pjecer, bl.a. Prøvet Tro, 1903, og som sangforfatter med Det nationale hvide Baands Sangbog, 1908.

Fra 1909 var Sophie von der Osten endvidere aktiv i bestyrelsen for Kristelig Kvindevalgrets-Forening (KKF) med den jyske præstekone Johanne Blauenfeldt i spidsen. Her fungerede hun som kasserer indtil foreningens opløsning i 1913. KKFs indmeldelse i Danske Kvindeforeningers Valgretsforbund 1908 var tegn på en neddæmpning af det hidtidige spændingsforhold mellem kvindesagsforeningerne og organiserede kristelige kvinder af især indremissionsk observans, herunder Sophie von der Osten. I valgretsforbundet fungerede hun som indenlandsk sekretær. Fra 1907 repræsenterede hun NHB i Danske Kvinders Nationalråd og fik sæde i dets afholdsudvalg, nedsat 1910. Her slog hun og delegerede fra andre kvindeafholdsorganisationer til lyd for, at regering og Rigsdag burde nedlægge et generelt forbud mod salg og udskænkning af spirituøse drikke under indtryk af Første Verdenskrigs udbrud 1914 og de hjemlige sikringsstyrkers mobilisering. Andragendet var motiveret af udvalgets frygt for, at indkaldte i beruselse skulle gå til seksuelle yderligheder. Udvalgets forsøg på at få hovedstadens kvindefagforeninger i tale i afholdssagen samme år blev næsten en komplet fiasko. Alene syerskerne gav fremmøde. Derimod blev de offentlige indgreb i produktionen af øl og brændevin under krigen og brændevinsbeskatningen 1917 delvis til under indflydelse af udvalgets pression og betegnede en sejr for afholdskvindernes forbudslinie.

Omkring 1905 blev Sophie von der Osten formand for den indremissionske afholdsorganisation Blaa Kors' afdeling i Hellerup og sad i flere år i bestyrelsen for Solhjem, et redningshjem for mandlige alkoholikere, oprettet 1899. Sin tætte kontakt til andre af hovedstadens indremissionske miljøer manifesterede hun også som kredsdame i Foreningen til Opførelse af smaa Kirker i København, hvor kvinder indsamlede og donerede midler til nyt kirkebyggeri.

Afholdsbevægelsen toppede i Danmark omkring 1920, og i 1927 blev splittelsen mellem det nationale og internationale Hvide Baand bragt til ophør ved dannelse af Det hvide Baand i Danmark. Sophie von der Osten forlod formandsstolen i NHB ved sammenlægningen, mens den rekonstruerede forening fik først Andrea Bonnichsen, senere Carla Ottosen fra Skodsborg Badesanatorium som leder.

Som flittig og anvendt foredragsholder og artikelskribent blev Sophie von der Osten en af de kvindelige nøglepersoner i hovedstadens afholdsbevægelse. En af de kræfter, der på et kristent grundlag argumenterede for, at alkoholindtagelse var en familie- og personlighedsopløsende risiko.