Elisabeth Selmer

Elisabeth Selmer flyttede i de tidlige 1860’ere til København med sine forældre. I 1884 blev hun kredslægen Henrik S.s anden hustru. Deres niårige ægteskab var barnløst, men gjorde hende til stedmoder for hans datter Estrid. Parret havde også i en periode yngre slægtninge boende i hjemmet. Ægtemanden var allerede ved deres giftermål øverste leder af den danske afdeling af den internationale afholdsorganisation International Order of Good Templars (IOGT). IOGT, der var organiseret i loger efter forbillede af frimurerne, havde i 1880 fået sin første loge i Danmark. Indtil 1887 hjalp Elisabeth Selmer ægtefællen med at redigere ordensbladet Danske Good Templar, og hun sad i storlogens litteraturudvalg.

Det var imidlertid som energisk fortaler for kvinders deltagelse i afholdssagen og dannelsen af en rent kvindelig afholdsforening, at Elisabeth Selmer skulle komme til at markere sig stærkest. I forsøget på at sammenkoble afholdskampen og kvindesagen var hun inspireret af den amerikanske afholdskvinde Frances Willard, der 1884 havde stiftet World Women’s Christian Temperance Union (WWCTU). 1885-86 fik hun direkte kontakt til “missionærer” fra den amerikanske kvindeorganisation på deres turné i Norden. Elisabeth Selmer tolkede kvinders engagement i afholdssagen i et emancipatorisk perspektiv, og ved det første nordiske kvindesagsmøde 1888 i København var hun blandt talerne. Kvindelig Fremskridtsforening (KF), der stod bag mødet, havde bl.a. sat kvindevalgret og afholdsspørgsmål på programmet. Blandt de tilstedeværende var også en del repræsentanter for nordiske afholdsorganisationer, som Elisabeth Selmer anså for mere avancerede end de hjemlige. Kvindesagligt placerede hun sin sympati hos Dansk Kvindesamfund (DK), som hun gerne havde gjort til afholdskvindernes alliancepartner. KF betragtede hun derimod som yderliggående trods foreningens åbning over for afholdssagen ved det nordiske møde.

I 1888 stod Elisabeth Selmer bag oprettelsen af Det hvide Baand (HB) som et dansk led i WWCTU. Her satsede hun på at gøre kvinder i afholdssagen til andet og mere end passive vedhæng til mænd. Dog opfordrede hun til, at hustruer til drikfældige mænd fulgte med ægtefællen ind i afholdsforeninger for at støtte deres chancer for helbredelse. Hun var kritisk over for, at “en halv Bajer pr. Kuvert” også var blevet en almindelig del af kvinders drikkemønster og advarede imod de skadelige virkninger af ammende mødres alkoholforbrug. I sin agitation tog hun udgangspunkt i en opfattelse af mænds og kvinders særart. Hun hævdede, at kvindekønnets agitatoriske kompetence var på niveau med mænds, og at netop kvinder havde specielle forudsætninger for at gøre en indsats i sagen til hjemmets bedste. Kvinden kunne således med tålmod, overbærenhed og vedholdenhed virke som et eksempel over for egne børn og alkoholskadede mænd. Samtidig var Elisabeth Selmer ligeretsforkæmper og tilhænger af kvinders kommunale valgret på samme vilkår som mænd, og hun optrådte som medunderskriver af DKs andragende til Rigsdagen 1887 om skattebetalende kbh.ske kvinders valgret til Borgerrepræsentationen. I forhold til sin baggrundsgruppe i afholdsbevægelsen indtog hun hermed et særstandpunkt, idet kvindevalgret i begyndelsen af 1900-tallet ikke var et politisk mål for kvinderne i HB.

På egen hånd og sammen med den jyske IOGT-bevægelses mest markante kvindeskikkelse Lene Silfverberg forsøgte Elisabeth Selmer at skabe et fremstød for kvindeafholdssagen i provinsen. I 1889 rejste hun rundt for at agitere for HB og kvindevalgret, muligvis til støtte for Kvindevalgretsforeningen, der samme år var stiftet på bl.a. Line Luplaus initiativ. Sammen med Silfverberg oprettede Elisabeth Selmer en HB-forening i Århus, men havde ellers varierende succes med sin provinskampagne. I 1891 fik hun IOGTs blåstempling til at lancere en adresse til regering og Rigsdag med opfordring til et totalforbud mod fremstilling og salg af spiritus. Men adressen synes ikke at være blevet fremsendt. I 1894 lykkedes det imidlertid at sende en ny og efter datidens målestok storstilet adresse med mere end 102.000 kvinder som underskrivere. Adressen appellerede til, at det i fremtiden skulle være kommunalbestyrelser eller skattebetalende borgere, der lokalt afgjorde reglerne for salg og udskænkning af spiritus. Selvom Elisabeth Selmer ikke magtede at gøre kvindevalgret til et oplagt afholdskvindetema eller at få kvindesagens fløje forpligtet på afholdssagen, blev 1894-adressen dog et symbol på afholdskvindernes kamp, ligesom brede kvindekredse her udviste betragtelig interesse for alkoholisme som et hverdagsfænomen, mange kvinder kendte til.

Sin internationale orientering demonstrerede Elisabeth Selmer også som dansk repræsentant på WWCTUs konference i England 1894 og på internationale afholdskongresser i Norge 1890 og Frankrig 1899. Den formuende lægeenke, der kæmpede for en radikalisering af kvindeafholdssagen i Danmark, blev i international sammenhæng set som en emancipationstilhænger, en repræsentant for det nye begreb feminisme. I danske afholdskredse og blandt dens mænd blev hun derimod opfattet som noget af en bevægelsessplittende “amerikaner”. I 1898 udmeldte hun HB af WWCTU. Det skete formodentlig på grund af verdensorganisationens tøvende stillingtagen til offentlig prostitution. Elisabeth Selmer var herhjemme medlem af Foreningen imod Lovbeskyttelse for Usædelighed. I 1899 trak hun sig fra formandsposten for at slå sig ned i Sverige, senere Finland, og efterfulgtes af den indremissionske Charlotte Sannom. Elisabeth Selmers forståelse af de kvindespecifikke aspekter ved alkoholisme har vist sig langtidsholdbare, men det lykkedes hende ikke at vinde gehør i samtidens kvindebevægelse.